Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 11.6.2018
Af Lars Olsen
For nylig læste jeg et jobopslag, der satte tanker i gang. Psykiatrihospitalet i Vejle søgte en akademisk medarbejder til ledelsessekretariatet. Medarbejderen skulle håndtere henvendelser til sygehusledelsen, koordinere møder, skrive referater og være tovholder for projekter. Min hustru, Karin, viste mig jobopslaget:
»Det er de opgaver, jeg har lavet i mange år, men nu vil de have en akademiker til den slags,« sagde hun. Karin er kontoruddannet og har haft gode HK-job. Hun var formandssekretær for SF på Christiansborg og siden tovholder på et projekt for udsatte unge. De gode job kom, efterhånden som hun kvalificerede sig gennem erfaring og efteruddannelse. I dag foretrækker arbejdsgivere imidlertid en af de mange nyuddannede akademikere.
For nogle år siden holdt jeg foredrag for 3F klubben på Novo. Tidligere blev jobbene som mellemledere besat af 3F’ere, der evt. tog efteruddannelse. I dag kommer mellemlederne udefra med en boglig uddannelse i rygsækken. Konsekvensen er spændinger mellem 3F’ere og ledere, der ikke har det tætte kendskab til den daglige produktion.
Eksplosionen i akademisk uddannelse svækker den sociale mobilitet. Rekruttering via erfaring og efteruddannelse er bred. Karin voksede op hos en enlig mor på Nørrebro, hun gik ikke i gymnasiet, men tog realeksamen, fik en læreplads og lærte resten i livets skole. I dag går de gode job til dem, der klarer de formelle krav på universitetet. Det er ofte dem, der kender de kulturelle koder fra opvækst i den bedre middelklasse.
Årtiers mantra om »mere uddannelse« har været gabende traditionelt: Pengene er hældt i gymnasier, universiteter og SU, styret af luftige forestillinger om »videnssamfundet«. Resultatet er socialt skævt – og dyrt. For nylig tog de økonomiske vismænd fat på de store udgifter til SU. Vismændene foreslår, at SU på kandidatdelen af de lange uddannelser gives som lån – og betales tilbage afhængig af ens indkomst.
Mens politikerne siger nej, er tænketanke positive. Det gælder ikke kun liberale Cepos, men også Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Forskellen er, at Cepos vil bruge pengene på skattelettelser, mens AE vil prioritere om i uddannelsessystemet. Politikerne tør ikke røre SU så tæt på et valg, men på sigt sker der noget – SU’en er rigtig dyr.
Ifølge Djøf, Magisterforeningen og studenterorganisationen DSF skal akademikerne have SU som stipendier – af hensyn til den sociale mobilitet. DSF-formand Sana Mahin Doost forsvarer ligefrem akademiker-SU med anti-elitær retorik: »Det er trættende, at eliten med dagblade, investeringsfonde og tænketanke i spidsen gang på gang angriber unges levegrundlag,« skriver hun i Politiken.
Kig dog i vismandsrapporten: SU på akademiske uddannelser går især til unge fra velstående familier, og efter endt uddannelse tilhører de fleste akademikere selv de mest velstående. Derimod er SU på korte og mellemlange uddannelser socialt langt bredere.
Sidste sommer debatterede vi det store optag på akademiske uddannelser. Også hér forsvarede akademiker- og studenterorganisationer deres privilegier. Men reformer presser sig på. Jævne lønmodtagere betaler ikke kun for over- og middelklassens børn – overuddannede akademikere snupper også de gode job i toppen af kvalifikationsstigen.
Hvis vi vil have social mobilitet, er reformen lige for: Begræns optaget på akademiske uddannelser, gør SU på kandidatdelen til lån og brug de mange milliarder på et kæmpe boost i voksen- og efteruddannelse. Sats på livets skole!
