Klumme i Jyllands-Posten 17.6.2019
Af Lars Olsen
Tømrere, havnearbejdere, sosu-assistenter… Det er stillingsbetegnelser i det nye Folketing, men ikke ret mange. Kun 17 af de nye MF’ere er faglærte eller ufaglærte, sådan som befolkningens store flertal. Derimod er seks ud af ti akademikere eller studerende på lange uddannelser.
Det viser en optælling i A4 Nu. Den mest skæve folketingsgruppe har Radikale, der består af 14 akademikere og to journalister. Den mest blandede er Dansk Folkeparti, som har nogenlunde lige mange akademikere, mellemuddannede og faglærte/ufaglærte.
Tingets største parti, Socialdemokratiet, blev vælgermæssigt et mere rendyrket arbejderparti, men folketingsgruppen domineres fortsat af akademikere. Kun seks af 48 har arbejderbaggrund.
Jeg har deltaget i debatten, siden jeg kortlagde skævheden i ”Eliternes Triumf”. Akademikernes dominans er et brud på det klassiske folkestyre, så sent som i 1977 var næsten halvdelen af Folketinget faglærte og ufaglærte: Arbejdere hos Socialdemokratiet og venstrefløjen, landmænd hos Venstre, håndværksmestre hos Konservative.
Jeg håbede, at valget ville gøre Folketinget lidt bredere, men skævheden er stort set som før.
Er dét overhovedet et problem, spørger akademikere. Ja, vi ville da aldrig acceptere en lignende skævhed mellem mænd og kvinder, hér anses et nogenlunde repræsentativt Folketing som vigtigt for både vælgere og beslutninger.
Men sådan er det også med social bredde. Vælgerne skal kunne spejle sig i politikerne. Mange oplever, at nogle akademiske politikere – selvfølgelig ikke alle – lever på en anden planet og taler et sprog, som de ikke forstår.
Tag en folkelig ikke-akademiker som Pia Kjærsgaard, som en radikal toppolitiker i sin tid kaldte »den lille mopsede hjemmehjælper«. Uanset om man er enig eller ej, er Pia Kjærsgaard sig selv og taler lige ud af landevejen, uden spindoktorernes kunstige retorik. Eller tag den mureruddannede socialdemokrat Mattias Tesfaye, der på få år er blevet en nøglefigur i partiet og dets kommunikation.
Skævhedens konsekvenser for de politiske beslutninger er mere kompliceret. Mennesker er forskellige, det er politikere også. Uanset baggrund er nogle gode til at suge til sig og leve sig ind i andre menneskers liv, mens andre forskanser i retorik og abstraktioner.
Når seks af ti er akademikere, ændrer det imidlertid det samlede politiske miljø. Det er input fra de bedrestillede samfundslag, som er tæt på:
Børnene går på universitetet, ikke på en erhvervsuddannelse. Der er stort set ingen MF’ere blandt de én million lejere i almene boliger. Også de nære venner har lange uddannelser og er fra samfundets solside. Alt sammen medvirker til blinde vinkler og skæve beslutninger.
Det handler dog også om, hvordan politikerne selv håndterer deres erfaringsverden. Peter Hummelgaard er en af de unge socialdemokratiske akademikere, men han er også Kastrup-drengen med opvækst i et arbejdermiljø, hvor hele familien er faglærte og ufaglærte i Københavns Lufthavn. Dét trækker han på, for eksempel når politikerne diskuterer nedslidning og pensionsalder.
Modstykket er Bjarne Corydon, der også voksede op i et arbejdermiljø. Han blev cand.scient.pol., lagde sit miljø bag sig, hoppede fra det ene karrierejob til det næste og er den evige fortaler for magtelitens »nødvendige politik«. Hvor Hummelgaard udspringer af nogle og noget, er Corydon en omvandrende abstraktion.
Et mere repræsentativt Folketing handler ikke om at udskamme den enkelte politiker med akademikerbaggrund, men at ændre det samlede miljø.
