Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 18.11.2019
Af Lars Olsen
Så fik vi med manér fejret 30-året for Berlin-murens fald. Jubilæer er gode til at sætte fortid og nutid i perspektiv. Et andet knap så dramatisk er hjemligt – 50-året for de første hf’ere i 1969. Hf er et af de få strukturelle nybrud i dansk uddannelsespolitik, og nok så interessant: rationalet bag er lige så inspirerende som dengang.
Et lille kig tilbage: Med 1960’ernes uddannelseseksplosion var der brug for en ny adgangsvej til læreruddannelsen, der ikke dengang krævede studentereksamen. Men undervejs fik politikerne blod på tanden og skabte en ny »færdselsåre« i hele uddannelsessystemet – som den senere V-statsminister Poul Hartling udtrykte det. En ny adgangsvej fra folkeskolen til det videregående uddannelsessystem.
For hf’s “far”, den socialdemokratiske undervisningsminister K.B.Andersen, var det afgørende, at uddannelserne blev åbnet for voksne og lidt mere erfarne unge. Mennesker, der havde været nogle år i »det praktiske erhvervsliv« og måske lært noget på teknisk skole, højskole, landbrugsskole el.lign.
»Det er klart, at undervisningen til Højere Forberedelseseksamen må tage udgangspunkt i et vist almindeligt kundskabsniveau, ellers kan den ikke lægges til rette. Men der skal ikke stilles krav om, at dette kundskabsniveau skal være nået på nogen bestemt måde eller konstateret ved ganske bestemte eksaminer,« skrev K.B.Andersen og fortsatte:
»Vi har i det nuværende uddannelsessamfund ikke råd til at lade være at gøre brug af betydelige intelligens- og modenhedsreserver, blot fordi de ikke finder vej gennem det traditionelle skolemønster«.
Den to årige hf fungerer i dag som “second chance” for unge, der har droppet ud af andre uddannelser og måske arbejdet et par år, mens uddannelse af voksne især sker gennem hf på VUC. Nok så interessant er imidlertid det bredere syn på uddannelse, der i sin tid lå bag oprettelsen af hf:
De seneste årtiers uddannelsespolitik har ensidig fokus på de helt unge og på formelle kundskaber gennem lange boglige uddannelser. 53 pct. af udgifterne til uddannelse efter folkeskolen går til den fjerdedel, som tager akademiske uddannelser – til undervisning på gymnasier og universiteter og til verdens bedste SU. Vi mangler faglærte, lærere og pædagoger, mens stadig flere akademikere går arbejdsløse efter at være færdige med deres “drømmeuddannelse”.
Den dramatiske omkalfatring af arbejdsmarkedet kalder på et opgør med denne uddannelsestænkning. Vi bør som unge tage kortere erhvervs- og professionsuddannelser – og siden bygge ovenpå i takt med behovene. Uddannelse bør ske gennem hele livet, undervisning skal veksle med år i »det praktiske erhvervsliv« og kundskaber fra »livets skole«. Det var dét, der var nybruddet hos K.B.Andersen.
Den nye socialdemokratiske undervisningsminister bærer på en stolt arv, men er løjerligt tavs omkring den bredere uddannelsespolitik. Pernille Rosenkrantz-Theils overskrift har indtil nu nærmest været “Fred med Danmarks Lærerforening”, tilsat lidt godbidder til Radikale og Enhedslisten. Det første er tiltrængt efter Thorning-regeringens destruktive indgreb mod lærerne i 2013 – men uddannelse er vel andet end folkeskole og gymnasium?
1960’ernes samfund var et andet. Rigtig mange forlod folkeskolen efter 7. eller 9.klasse, men lærte en masse i livets skole. Det var dem, der fik nye muligheder med hf – og det skal vi lære af. Vi må åbne nye veje for dem, der kan en masse, men ikke altid har papir på det. De er vor tids »modenheds- og intelligensreserve«.
