Kommentar i Information primo december 2025
For et halvt år siden var Mette Frederiksen favorit til at vinde folketingsvalget, i dag står det helt åbent. Socialdemokratiet er pisket til allerede inden jul at lægge en mere markant kurs imod de sociale og geografiske skel.
Næstved. Køge. Frederikssund. Vordingborg. Lolland. Fredericia. Frederikshavn.
Bastionerne ramlede på stribe, og der blev skrevet politisk historie ved kommunalvalget. Nakskov blev socialdemokratisk helt tilbage i 1913, Næstved i 1919, Fredericia i 1921, Køge i 1927, Frederikssund i 1937. Med det historiske perspektiv forstår man det fulde omfang af den socialdemokratiske katastrofe, der indtrådte ved kommunalvalget.
DF og »Inger« tippede balancen
Noget af forklaringen skyldes selvfølgelig lokale sager. Men der er samtidig et tydeligt fælles mønster:
Dansk Folkeparti (DF) havde pæn fremgang over det meste af landet, samtidig var Danmarksdemokraterne ny aktør og kom ind i over halvdelen af kommunalbestyrelserne. Det viste sig, at også Danmarksdemokraterne kan erobre socialdemokratiske vælgere i provinsen. Jeg har hørt om adskillige ældre ægtepar, der tidligere stemte på Socialdemokratiet, men nu ville stemme på »Inger«, fordi hun vil skabe bedre geografisk balance mellem storbyerne og købstæder/landdistrikter.
I de to målinger efter kommunalvalget står DF, Danmarksdemokraterne og Lars Bojes Borgernes Parti tilsammen til 19-21 procent, tæt på DF’s 21 procent fra valget i 2015, dengang »det gule Danmark« rystede det etablerede politiske system.
Kommunalvalget skar det ud i pap: det er ikke kun målinger, men levende mennesker ved rigtige valg.
Alle savner »gamle Mette«
Socialdemokratiet er således under pres fra begge sider. Valgets store bevægelse til venstre var fra Socialdemokratiet til SF, der gik 3,5 procent frem og erobrede borgmesterposterne i København, Hvidovre, Gladsaxe, Lejre og Randers.
Disse vælgere er frustrerede over SVM-regeringen, de savner »den gamle Mette«, der i 2019-20 indførte Arne-pensionen, indgrebet mod Blackstone og minimumsnormeringer i daginstitutionerne. Dén Mette, som sidste år bebudede en langsommere stigning i danskernes pensionsalder.
Presset fra højre – fra DF og Danmarksdemokraterne – er der flere grunde til. En af de vigtigste er protest mod centraliseringen og »de fine københavnske saloner«; sjovt nok efterlyser disse vælgere også »den gamle Mette«, der i 2019 gik til valg på Nærheden Tilbage og med Kaare Dybvad som indenrigsminister decentraliserede uddannelser, politistationer, trafikinvesteringer m.v. En anden vigtig faktor er lokal modstand imod »jernmarker«.
To ”skoler”
Nogle i Kommentatorkøbing var ikke sene til at drage meget vidtgående slutninger. »Projekt Frederiksen ved vejs ende«, konkluderer Noa Redington i Politiken. I Weekendavisen sparer A4’s Kristian Madsen heller ikke på kalorietabellen: »Provinspopulismens Waterloo«, lød kommentaren. Socialdemokratiet skal gøre sig lækre for Københavns højere middelklasse, der vendte ryggen til dem ved kommunalvalget.
»Den provinspopulistiske grundstrategi, som Socialdemokratiet nationalt har fulgt med succes, er næsten pr. definition i konflikt med Københavns vælgere. Mette Frederiksens store projekt, der førte til regeringsskiftet i 2019, var at genetablere forbindelsen mellem Socialdemokratiet og stationsby-Danmark med stram udlændingepolitik, Arnepension og makrelmadder – og så lade Radikale og SF være rød bloks fejeblad for frafaldne sosser i byerne«.
Paradoksalt nok vil Kristian Madsen gøre op med »den gamle Mette«, som vælgerne ude i landet ellers higer efter. Det gælder også mange af dem i storbyerne, der har mindre privilegerede job end Madsen & Co.
Jeg tilhører selv den modsatte ”skole”, der gerne ser en mere utvetydig tilbagevenden til Socialdemokratiets 2018-21-strategi. En strategi, der første gang blev skitseret i 2015 i Kaare Dybvads Udkantsmyten,
og som Bjørn Brandenborg og jeg fulgte op med vores bog i 2024.
https://www.gyldendal.dk/produkter/det-de-kalder-udkant-kalder-vi-hjem-9788702419214
Tilstedeværelse er nøglen
Virkeligheden er da også, at Mette Frederiksens socialdemokrati sagtens kan vinde i store byer. To af de sjældne S-fremgange var på Frederiksberg og i Aarhus, hvor den unge borgmester Anders Winnerskjold opnåede over 30 procent af stemmerne. Han fik også et godt valg i midtbyen med mange unge vælgere.
Winnerskjold er på de store linjer tæt på »den gamle Mette«: en hård linje overfor integrationsproblemerne i det vestlige Århus, men også »rimeligt venstreorienteret socialdemokrat«, når det kommer til det fordelingspolitiske, sagde han for nylig til Information.
Samtidig har den unge familiefar været til stede på alverdens platforme – fra TikTok og sociale medier til fredagsbarer på universitetet.
Tilstedeværelse har han til fælles med landets anden store stemmesluger, min hjemby Holbæks Christina Krzyrosiak Hansen (S). Hun flytter ofte borgmesterkontoret ud i kommunens mange lokalområder. På Facebook skriver hun, at på fredag vil borgmesterkontoret ligge i Udby forsamlingshus og spørger, hvad folk gerne vil diskutere. Nogle vil gerne vise hende et børnehus, andre gør opmærksom på et farligt vejkryds, hvor de vil have sat et gadespejl op.
Intet er for småt. Resultat: Socialdemokratiet fik 52 procent af stemmerne i Holbæk, og Christina – alle er på fornavn med hende – blev dén i hele landet, der procentuelt fik det største personlige stemmetal.
Socialdemokratiet har ikke en storbykrise, men en københavnerkrise. Og dén har et tydeligt materielt fundament: de lønmodtagerkvarterer, der ligger som selvstændige kommuner ude på Vestegnen, er forstæder i Aarhus Kommune. Og det medfører en anden social og politisk geografi. https://klassesamfund.dk/dataunivers/det-de-kalder-udkant-kalder-vi-hjem/her-bor-mange-fra-arbejderklassen-2022
Arne-pension og kamp mod geografiske skel
For et halvt år siden var Mette Frederiksen favorit til at vinde folketingsvalget, nu står udfaldet helt åbent. Det er åbenlyst, at der skal ske noget for at undgå et indbyrdes stridende borgerligt flertal, der kan true Danmarks politiske stabilitet.
Heldigvis behøver man ikke at opfinde den dybe tallerken én gang til. Socialdemokratiet kan tage tråden op fra sejrsformlen i 2019: stil dog skarpt på arbejderklassen og provinsen. Det kostede – som Kristian Madsen påpeger – nogle højtuddannede byvælgere, men de stemte i stedet på SF, Radikale eller Enhedslisten, så alt i alt blev der rød-grønt flertal.
Socialdemokratiet bør melde ud allerede inden jul: Arne-pensionen fastfryses til 64 år uanset fremtidens pensionsalder, sådan som foreslået af Dansk El-Forbund og andre.
I dag følger Arne-pensionen med op, når pensionsalderen stiger. Konsekvensen er, at brolæggeren og sosu-assistenten, der i over 40 år har haft tunge løft og andet hårdt arbejde, kan gå stadig senere på pension og får stadig færre gode seniorår.
Heldigvis for Mette Frederiksen har hun også en anden stor skrue: nytårstalen. Hér bør hun for alvor blæse til kamp mod de geografiske skel og tage fat på spørgsmålet om center-periferi. En oplagt chance for én, der vil være statsminister for hele Danmark.
Dette bør følges op med et S-udspil: velfærdsinvesteringer med et geografisk tvist.
Tag folkeskolen. Der bør fremlægges en investeringsplan med generelle forbedringer, det kunne være yderligere udbredelse af tolærerordninger, samtidig med et geografisk tvist: et særligt statstilskud til alle folkeskoler, der har mere end 10 km til den nærmeste anden folkeskole.
Lige nu virker det som om Mette Frederiksen & Co. fedtspiller. Der skal holdes regionale »lyttemøder« og »laves grundige analyser« – noget der let ender som syltekrukker.
Samtidig er der spekulationer om regeringens snarlige sammenbrud – at V forlader regeringen. Nogle i S-toppen frygter, at dette vil tage et uforberedt socialdemokrati på sengen.
Omvendt kan det også åbne mulighed for, at S og M kan fortsætte i regering med støtte fra SF. Men det kræver netop at Socialdemokratiet er klar med slagkraftige politiske udspil, så man kan agere fra styrkens position.
Kort sagt: få nu fingeren ud!
