Klumme i Altinget 30.12.2024:
Højrepopulismen stormer frem i Norge, Tyskland og Storbritannien, skredet er årets store ændring af de vestlige politiske systemer. Herhjemme er en understrøm ligeledes i gang, og det virkelige opgør står om vælgerne i provinsen
Af Lars Olsen
»Vi vil snart blive vidner til en politisk revolution af et omfang, vi ikke har set siden Labours gennembrud efter 1.verdenskrig… Politik vil forandre sig på en overraskende måde. Nye kræfter vil vinde næste valg«.
https://www.spectator.co.uk/podcast/spectator-awards-nigel-farage-promises-a-political-revolution/
Citatet er fra den britiske højrefløjsleder Nigel Farage, men kunne lige så godt stamme fra Norge, Frankrig eller Tyskland. En højrebølge skyller ind over Europa, hvor Frankrig – og snart måske Tyskland – er i politisk krise.
Højredrejningen blev årets fælles træk ved det politiske mønster i vestlige samfund. I juni vandt det populistiske højre valget til Europa-Parlamentet. Siden blev Le Pens nationale blok størst i Frankrig, og i november sejrede Trump i USA.
I Danmark er det stadig kun en understrøm, men er dér også hos os. I årets sidste Epinion står Danmarksdemokraterne til 10,4 procent og Dansk Folkeparti til 6,2 procent, tilsammen et plus på over 6 procent siden valget.
Og skredet i vore nabolande burde mane til eftertanke:
I Norge blev skiftet tydeligt i løbet af efteråret. Fremskrittspartiet er med næsten 24 procent landets største, foran både Høyre og det regerende Arbeiderparti. Det er frem for alt provinsvælgerne i »distrikts-Norge« der revolterer.
Tag Oppland, det store og relativ tyndt befolkede landbrugs- og industriområde nord for Oslo. Oppland er traditionelt en af Arbeiderpartiets stærkeste højborge, ved valget i 2021 stemte hele 35 procent på Ap. For nylig viste en måling i Oppland Arbeiderblad intet mindre end et jordskælv. Ap blev næsten halveret til blot 18 procent, mens Frp stormede frem til 26 procent i det ellers røde område.
https://klassekampen.no/artikkel/2024-11-09/oppgitte-velgere-vandrer-mot-hoyre
Venstrefløjsavisen Klassekampen, det næstmest læste dagblad i Norge, har denne diagnose: Frp opsuger »folkelige proteststrømninger imod skolenedlæggelser, dårlig kommuneøkonomi og almindelig frustration over alt fra strømpriser til politisk korrekt Oslo-urbanisme«, skriver Bjørgulv Braanen.
https://klassekampen.no/artikkel/2024-12-07/listhaugs-triumfferd
Storbritannien har hidtil været forskånet for et stærkt højrepopulistisk parti, valgsystemet med enkeltmandskredse favoriserer de traditionelle partier. Men også hér er der opbrud.
For nylig gav en måling hele 24 procent til Nigel Farage. Reform UK har i dag fem i parlamentet, men er næststørst i 98 kredse, langt de fleste left behind områder hvor de nu truer Labour.
Labour vandt ellers i sommer en jordskredssejr på grund af massiv folkelig utilfredshed med mange års konservativt misregimente. Labour-regeringen er imidlertid kommet skidt fra start: flere upopulære beslutninger, en ufolkelig og teknokratisk premierminister og masseindvandring ude af kontrol.
»Denne regering må ikke slå fejl (…) Hvis Keir Starmer ikke lykkes, vil al for mange britiske vælgere konkludere, at begge de traditionelle partier, Labour og Konservative, har vist sig ubrugelige, og at det er tid til noget nyt – og dette nye er national populisme,« advarer Jonathan Freedland i Guardian.
Vores store nabo mod syd, Tyskland, er ligeledes i skred.
Det udløste chokbølger, da tre østtyske delstater – Brandenburg, Sachsen og Thüringen – i september afholdt delstatsvalg. Det højrepopulistiske AfD fik omkring 30 procent, mens mellem 13 og 16 procent stemte på det nye venstrepopulistiske BSW, stiftet af venstrefløjsikonet Sahra Wagenknecht.
Også i Tyskland handler det langt hen ad vejen om geografi. De to protestpartier har begge deres højborge i Øst, hvor store grupper føler sig tilsidesat, og tillige imod indvandringspolitikken og Ukraine-krigen.
Den 23.februar går hele Tyskland så til valg. Ifølge målingerne vil mere end hver fjerde sætte kryds ved protesten – 20 procent AfD og 8 procent BSW. Den tredje store sejrherre bliver det konservative CDU, der med over 30 procent bliver Tysklands eneste rigtig store parti.
CDU-leder Friederich Merz ligner den eneste mulige forbundskansler, men får svært ved at finde flertal – AfD er fortsat »dem de andre ikke vil lege med«.
Samtidig er Tyskland i økonomisk krise, valget kan indlede en dobbeltkrise med konsekvenser for hele Europa. At det falder sammen med en politisk krise i EU’s andet store land, Frankrig, gør det kun mere bekymrende.
Herhjemme er SVM-regeringen i strid modvind, alligevel hedder statsministeren efter næste valg formentlig stadig Mette Frederiksen. Ikke mange af hendes kolleger kan sige det samme – i en europæisk kontekst ligner Danmark nærmest en ø af stabilitet.
Har det sløvet vores sanser?
Når vi løfter blikket på tværs af lande, næres opbruddet især af to drivkræfter: Masseindvandring og skærpede geografiske skel.
I Danmark er indvandringspolitikken nogenlunde neutraliseret i kraft af Socialdemokratiets stramme linje; Frederiks Vads »tredje erkendelse« vakte mere røre i kulturparnasset end i folkelige lag.
Sådan er det ikke i andre lande. I sidste måned viste en Ipsos-måling, at immigration er det samfundsemne, der bekymrer briterne mest – Nigel Farage scorer big time på dette.
Den anden afgørende drivkraft kender vi imidlertid al for godt: de geografiske skel, hvor velstand, magt og muligheder koncentreres i storbyerne. Årets ord for politisk interesserede burde være geosociale klasser. I deres nye storværk påviser Thomas Piketty og Julia Cáge, at politiske konflikter i dag løber langs to brudlinjer: sociale og geografiske.
Protest fra købstæder og landområder, der føler sig hægtet af, er fælles træk ved mange vestlige samfund, også Danmark. Bare tænk på »det gule Danmark« – DF’s succes i 2015 – eller Socialdemokratiets ditto i 2019 med »nærheden tilbage«.
Samtidig viste Altingets vælgervandringer i efteråret et bekymrende mønster: Danmarksdemokraterne og DF erobrer vælgere fra Mette Frederiksen & Co. Indtil videre går langt de fleste utilfredse stadig til SF, men potentialet er der tydeligvis.
Hovedstadsmedierne er fyldt med spekulationer om – hovedstaden. Om hvem der om et år er overborgmester i København. Om igen: Det virkelige opgør står om vælgerne i provinsen – dér afgøres Danmarks fremtid og politiske stabilitet.