Klumme i Jyllands-Posten 30.12.2019
Af Lars Olsen
Det smerter at slørene falder – og ens ideologiske forestillinger støder frontalt ind i virkeligheden. Sådan var 12.december for dele af den danske venstrefløj. I årevis priste de Corbyn som vejen frem, nu fik Labour det dårligste valg i 80 år. Der var kø ved håndvasken.
Corbyns klassemæssige udskiftning af vælgere kunne ses allerede i 2017, og denne gang gik det galt: 48 pct. af arbejderklassen stemte konservativt, kun 33 pct. Labour. Derimod blev Labour størst blandt akademikere og studerende. Årtiers klassemønstre er vendt på hovedet.
De gamle arbejderpartier i Europa står i et skisma: Yngre veluddannede storby-vælgere contra arbejderklasse i provinsen. Den britiske politolog Rob Ford beskriver det som »pro-immigration, kulturel venstrefløj« overfor »socialt konservativ, økonomisk venstrefløj«, som er trætte af masseindvandring og løftede kulturliberale pegefingre.
De to vælgergrupper kan forenes af social omfordeling, men spaltes af globalisering, lov og orden og frem for alt indvandring. I Danmark er det især indvandrere fra ”mindre udviklede lande”, i Storbritannien millioner af østeuropæere, der har taget jobbene i det post-industrielle England og gjort arbejderklassen til ”left behinds”.
Kredsen omkring Mette Frederiksen har truffet det valg, partifællerne i resten af Europa ikke tør, og retter fokus mod de klassiske S-vælgere: Stram udlændingepolitik, tidlig folkepension til arbejdergrupper, opgør med centralisering og New Public Management… Mærkesager med appel til arbejderklassen og de offentligt ansatte.
S er igen Danmarks største arbejderparti, og 58 pct. af arbejderne stemte på de rød-grønne partier. Mens socialdemokratierne i Tyskland, Holland og Frankrig smelter ned, og S-statsministre i Sverige og Finland er i dyb krise, sidder Mette Frederiksen solidt i Statsministeriet. Vi skal til Portugal, Spanien – og helt andre samfundsforhold – for at finde lignende.
Men sandheden er ilde hørt. For nylig bragte Politiken et stort interview med den britiske ”ekspert” Simon Hix: Mette Frederiksens strategi frastøder yngre storby-vælgere, der »ser den stramme indvandringspolitik som racistisk«.
Som mange andre løber Hix vild i proportionerne. Sidste år bragte Altinget og JP en opinionsundersøgelse af S-kursskiftet i udlændingepolitikken. Og ganske rigtigt: 25 pct. var imod, formentlig mange yngre veluddannede i storbyerne – men det store flertal, 61 pct., var for, herunder et massivt flertal af S-vælgerne.
Det er en social konflikt. Det danske fokus på arbejderklassen behager ikke velstillede eksperter og politikere, som sætter dagsordenen langt ind i S-partierne. Den højere middelklasse vil have socialdemokratier i eget billede, selv om de bliver ganske små.
Er alt så fryd og gammen i Danmark? Nej, strategien hviler på to afgørende piller: Mette Frederiksen har etableret et godt forhold til SF og Enhedslisten, som mobiliserer den kulturliberale storby-middelklasse og er vigtige for succesen. Mere problematisk er de rundforvirrede radikale, forhåbentlig kan også DF bringes i spil.
Samtidig er det afgørende, at det nye flertal nu ”leverer”. Udspillet om tidlig pension kommer til marts, men hvad med centraliseringen? Ifølge valgforskernes endnu ikke offentliggjorte analyser spillede spørgsmålet en vigtig rolle for de nye S-vælgergrupper. Og det er vel ikke departementscheferne, der regerer Danmark?
