Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 3.11.2014
Af Lars Olsen
Søndagsserien »1864« er DR’s hidtil dyreste: 173 millioner. Den har skabt mere politisk røre end seer-fascination. 00’ernes »værdikamp« er nærmest genopført. Historikere og borgerlige meningsdannere raser, Politiken og forfatteren Carsten Jensen klapper begejstret.
Serien er »en fuckfinger« til Pia Kjærsgaard og andre, der »med serien har ønsket at fremmane et idyllisk Danmark fra før uskyldstabet«, jubler Politikens tv-redaktør. For store dele af kultureliten og centrum-venstre er denne fuckfinger vigtigere end det historiske og dramatiske. Endnu engang overlades det nationale og det folkelige til højrefløjen.
En tankevækkende scene i »1864« udspiller sig i den engelske dronning Victorias drivhus. Premierminister Palmerston prøver forgæves at forklare dronningen den spegede konflikt:
»Har Slesvig ikke altid været dansk«, spørger dronning Victoria.
»Kun som et hertugdømme«, svarer Palmerston.
Dronningen sukker. Palmerston kommer med den berømte replik om, at kun tre har forstået den indviklede konflikt: Én der er død, én der er blevet vanvittig og ham selv – som har glemt det.
Datidens danske helstat var da også en besynderlig konstruktion. Flertallet i Slesvig talte dansk og ville i stigende grad knyttes til Danmark. Men de var traktatmæssigt bundet til tyskerne i Holsten, der på én gang hørte under den danske konge og var medlem af Det tyske Forbund. Den slags fulgte af aristokratiske studehandler, hvor konger og fyrster delte lande mellem sig uden hensyn til befolkningen. Og det var dømt til at bryde sammen i en tid, hvor demokratiet spirede frem, og folket begyndte at blande sig i politik.
I skrivende stund – efter 3.afsnit – har serien ignoreret denne fundamentale kendsgerning og præsenteret et antidemokratisk historiesyn. Helstatens nationale rodebutik passer til de multikulturelle forestillinger hos nutidens kulturelite, men i datidens samfund var den i modstrid med alle betydelige folkelige kræfter. Det var ikke kun det i tv-serien stærkt karikerede nationalliberale borgerskab, som ville forene Slesvig med Danmark. Det samme ville datidens mest progressive kraft, Bondevennerne. Helstatens støtter fandtes især i aristokratiet – godsejerne og kongen – der tænkte mere på penge og magt end på folkelig nationalfølelse.
Det er rigtigt, at den danske regering tog grueligt fejl af den storpolitiske situation omkring 1864. Af samme grund kollapsede det nationalliberale regimente efter nederlaget. Det ændrer imidlertid ikke på den grundlæggende kendsgerning: Krigen i 1864 blev udløst af de samme kræfter som treårskrigen 1848-50, nemlig presset på helstaten fra nationale og demokratiske bevægelser på begge sider. Holstenerne ville være tyskere, flertallet af slesvigerne ville være danskere, og Danmark anså med rette Slesvig for gammelt dansk land.
»1864« ser datiden med nutidens øjne. Den er produkt af en kulturelite, som omfavner globaliseringen, foragter det nationale og ser Dansk Folkeparti som Danmarks største problem. De velbjærgede har ikke forstået, at den nationale danske velfærdsstat giver brede lag en tryghed, de aldrig opnår i globaliseringens fagre nye verden.
Internationaliseringens skel blev formuleret allerede af Peter Faber i »Dengang jeg drog afsted«. Den tapre landsoldat frygter tyske magthavere, der hundser rundt med Peder og Poul og råber »hols maul«: »For folk, som taler alle sprog, er det nu lige fedt, men Fanden heller inte for den, som kun har ét«.
»1864« er skabt af dem, der taler alle sprog – og ser ned på de andre.
