Klumme i Jyllands-Posten 20.4.2020

Af Lars Olsen

 

Tomas Pueyo er hverken virolog eller sundhedsdirektør, men  forfatter og iværksætter i Silicon Valley. Ikke desto mindre står han bag et af de mest indflydelsesrige dokumenter under Corona-krisen: The Hammer and the Dance. Dokumentet er læst grundigt i Statsministeriet, ligesom det er sket i Norge og Tyskland, hvor strategien direkte refererer til ”Hammer und Tanz”.

Pueyo er nøgleperson i et initiativ af »almindelige borgere« verden over, herunder mange sundhedseksperter. Dokumentet, der blev udsendt for én måned siden, gjorde op med den ”afbødningsstrategi”, der dengang var god latin hos mange af vestens politikere og sundhedsbureaukratier.

På tirsdagens pressemøde forklarede Mette Frederiksen: »Nogle amerikanere har udtrykt det sådan, at vi er i gang med en hammer og en dans. Først skal man slå hårdt ned med en hammer, så man ikke kommer op i det røde scenarie, bagefter skal en hel befolkning lære at leve med Corona og håndtere den, så vi bliver ved med at holde smitten nede«.

Tomas Pueyo skitserer, hvordan landene først skal lukke ned, så sundhedssystemet ikke bryder sammen. Siden indledes en længere dans om det magiske R – det antal nye smittede, som hver Corona-patient skaber. R skal holdes under 1 og helst tæt på 0. Midlerne er at holde afstand, også når samfundet åbner op, god hygiejne og frem for alt: teste bredt og opspore alle, der har været tæt på en smittet.

Blandt hjemlige akademikere og journalister er det et udbredt synspunkt, at forfattere og andre lægfolk skal klappe i og overlade krisehåndteringen til de sundhedsfaglige eksperter. Vi kan prise os lykkelige for, at den 33-årige Tomas Pueyo ikke gjorde dét. Resultatet blev en ny strategi, der nu breder sig fra land til land.

 

Pueyo’s opgør med sundhedsbureaukratierne er nødvendig. Når lande som Danmark og Norge indtil nu er kommet helskindet igennem, skyldes det, at Mette Frederiksen og hendes norske kollega, konservative Erna Solberg, lukkede mere drastisk ned end anbefalet af eksperterne. Det skete ikke i Sverige, der i dag har langt værre sygdoms- og dødstal.

Sundhedsbureaukratierne undervurderede slet og ret covid-19, der nærmest blev betragtet som en slem influenza. Seruminstituttets Kåre Mølbak talte om »flokimmunitet«, hvor 50-60 pct. af danskerne blev smittet og dermed gjorde os immune. Flokimmunitet blev med rette kritiseret for, at 3 millioner smittede udløser et overvældende antal indlagte og døde, selv hvis det sker over en længere periode.

I onsdags bragte Ingeniøren så et opsigtsvækkende interview: »Kåre Mølbak har ændret mening: Vi kan ”danse” os frem til vaccinen uden flokimmunitet«. Strategien er ved at skifte.

 

Kære Mette Frederiksen: Du har modtaget meget ros for din krisehåndtering. Danskerne bakkede op om ”hammeren”, og det store flertal tog de nye leveregler til sig. Nu er du imidlertid i et farligt krydspres: Et kor af medier og borgerlige politikere vil have hurtig genåbning, selvom vi med al for få tests mangler et reelt overblik – samtidig er mange danskere usikre på hvad nu, og flere blæser på de nye leveregler.

Jeg håber, at du en af de næste dage holder pressemøde med budskabet: ”Nu sættes test og opsporing af kontakter for alvor i system, vi engagerer private virksomheder og tusindvis af frivillige i en bred folkelig mobilisering”. Det er nu, virus kan trænges tilbage – danskerne må inviteres med til ”dansen”.