Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 23.6.2014

Af Lars Olsen

 

Lars Løkke Rasmussens tøjfrås fylder stadig godt i snakken mand og mand imellem. Venstre-folkene kalkulerer med, at debatten dør ud, »når vi igen kan tale politik« – som det udtrykkes. Det tvivler jeg på. Sagen betyder ikke kun, at befolkningens tillid til Løkke har fået et knæk – den har også sat en blivende dagsorden, som rammer Venstres kampagne op til folketingsvalget. Mere om dét om lidt.

Lad os starte med det spørgsmål, mange har stillet sig selv og hinanden: Hvorfor køber en mand med en millionhyre ikke sine egne jakker og underbukser? Svaret ligger formentlig i den kortlægning af Løkkes privatøkonomi, som Ekstra Bladet offentliggjorde for nylig. Løkkes økonomi er »lige til luksusfælden« – som eksperter sagde i reportagen. Huset i Græsted og sommerhuset i Billund er belånt til op over skorstenene, og Handelsbanken har taget underpant i ejendommene for at sikre sit tilgodehavende. Den fhv. statsminister har en livsstil, han slet ikke har råd til – Løkke har en stor personlig gæld, der tilsyneladende har tynget siden jurastudiet i 1990’erne.

At Løkke rejser gennem livet på 1.klasse, betalt af andres penge, er ikke bare hans eget problem. Det river også tæppet væk under Venstres centrale budskaber. »Gennem sund fornuft må vi sikre, at vi ikke bruger flere penge, end vi tjener«, sagde Løkke i 2011 i statsministerens nytårstale. Det var i dén tale, han indvarslede et opgør med efterlønnen. Det viser sig nu, at talen blev holdt i en habit, Løkke ikke selv havde betalt.

Frem til valget vil Venstre slå hårdt på, at brede samfundsgrupper må spænde livremmen ind. Overførselsindkomsterne skal strammes op, så »det kan betale sig at arbejde«. Vi skal have »tyske lønninger«, siger Claus Hjort Frederiksen – almindelige arbejdere skal ned i løn. Dette budskab skal så bæres frem af en statsministerkandidat, der om nogen lever over evne – bare i en helt anden lønklasse end dem, som ifølge Venstre skal spænde livremmen ind. Et hykleri, der vil ligge latent i baghovedet på danskerne og gøre V sårbare.

 

Dette er ikke ment som politisk polemik. Jeg antyder blot de temaer, der vil løbe som en understrøm i »rød bloks« agitation op til folketingsvalget. Toppolitikere som Helle Thorning-Schmidt holder sig naturligvis tilbage, men på de sociale medier og ude i landet vil aktivister og menige folketingskandidater give den fuld gas.

Venstre står til en voldsom dosis af sin egen medicin. I sin tid gjorde V ikke kun et stort nummer ud af Thornings skattesag, men også af at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen sendte sit barn i privatskole. »Hun siger ét og gør det modsatte«, dundrede Venstre-folkene. Lige præcis dét gør de nu selv!

Venstres anstændige stemme, Birthe Rønn Hornbech, sagde det krystalklart i Deadline: »Det nytter ikke, at man vil have borgerne til at spare – og så kan man ikke selv betale sit tøj. Det er ikke privat. Det man prædiker politisk, må man altså selv vise i sit privatliv. Ellers er det politisk relevant«.

 

Mistilliden til politikerne slår i forvejen alle rekorder. Den politiske mistillid har ikke været så høj siden »jordskredsvalget« i 1973, hvor Mogens Glistrups Fremskridtsparti med ét blev landets næststørste. Store grupper har forladt Helle Thorning-Schmidts regering til fordel for Dansk Folkeparti, Enhedslisten og den voksende gruppe sofavælgere. Nu skal de vælge mellem Thorning og en borgerlig statsministerkandidat, der er dybt kompromitteret – personligt og politisk. Opgøret mellem Gucci-Helle og bilags-Lars har kun én taber: folkestyret.