Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 4.12.2017

Af Lars Olsen

 

Et gammelt ordsprog siger, at »sygdom er hver mands herre«. Måske har vi glemt det. Svigtende helbred er blevet en ny risikofaktor i velfærdssamfundet, der ellers skulle sikre os mod sygdom og uforskyldt ledighed.

Jeg har tidligere på denne plads omtalt Tryghedsmåling 2017, der udkom i sidste måned. Utrygheden er steget dramatisk siden 2004 og har nu stabiliseret sig på et højt niveau. En afgørende faktor er helbredet. De sygemeldte er en af de mest utrygge samfundsgrupper. Samtidig er utrygheden massiv blandt folk i beskæftigelse, der har mindre godt eller ligefrem dårligt helbred.

Mister jeg mit job? Bliver job, der passer til mig, overtaget af østeuropæere? Får jeg en værdig exit fra arbejdsmarkedet, når den tid kommer? På alle spørgsmål spiller helbred en afgørende rolle. Hos de sunde og raske er utrygheden beskeden, men blandt folk med dårligt helbred er 40-65 pct. utrygge. Og forskellen på raske og skrantende stiger med alderen – i takt med at gigt, dårlig ryg og andre skavanker rammer brede grupper.

 

Hvad er der sket med vores ellers så berømmede sociale sikkerhedsnet? En af Tryghedsmålingens forfattere, professor Jørgen Goul Andersen, giver svaret i »Medborgerskab under pres« – et bidrag til en ny bog (Guldager & Skytte: »Socialt Arbejde«). Frem til 1990’erne var medborgerskab topprioritet i socialpolitikken, og danske arbejdsløse havde en relativ høj grad af trivsel og deltagelse i samfundet. Under Nyrup-regeringen blev arbejdsløsheden halveret på rekordtid – de ledige havde ressourcerne og tog jobbene, da der blev brug for dem.

Siden skiftede politikken. Socialpolitik blev indsnævret til inklusion på arbejdsmarkedet for at øge arbejdsudbuddet. Det afgørende brud skete med dagpengereformen i 2010, vurderer Jørgen Goul Andersen. Siden har skiftende regeringer gennemført flere reformer, der vender op og ned på vilkårene for folk med skrantende helbred:

I 2013 blev det markant sværere at få førtidspension. Sygemeldte sendes i det ene forløb efter det andet, mens de fastholdes på en langt lavere kontanthjælpslignende ydelse. Sproget er ligefrem beriget med et nyt ord: »Sengepraktik«.

Samtidig rammer efterlønsreformen fra 2011 hårdt blandt folk, der er nedslidte – eller bare slidte. Dét er især arbejdergrupperne, der efter mange år i hårde job gik tidligt på efterløn. »Sociale rettigheder i form af efterløn har hidtil kompenseret for sociale skel i helbred. Det er slut,« konstaterer Jørgen Goul Andersen.

Endelig er der som nævnt dagpengereformen. En dagpengeperiode på kun to år er især et problem for folk med en usikker jobsituation, for eksempel ældre eller mennesker med skavanker. Og konsekvensen er barsk: Ryger dagpengene, er der lukket for kontanthjælp, hvis man har hus, bil eller ægtefælle i arbejde. Social deroute er anderledes tæt på end for få år siden.

 

Det er samspillet mellem reformerne, der slår så hårdt og får trygheden til at erodere. For mange i de velstillede samfundslag er dette ukendt land; men jeg støder på eksemplerne ved foredrag ude i landet – især i fagforeninger som 3F og FOA. Arbejdet er barskere end bag skrivebordene. Mange bliver nedslidt, syge og arbejdsløse, og uheldige erfaringer fortælles videre blandt kolleger og venner.

Jeg kan sagtens leve mig ind i det. Jeg døjer selv med store gigtproblemer, men har heldigvis et job, hvor det ikke betyder så meget. Hvis jeg var murer eller sygehjælper, stod også jeg med hatten i hånden på Jobcenteret. Med alt hvad det i dag indebærer.