Kronik i Jyllands-Posten 27.3.2020:

Af Lars Olsen

 

Sundhedsteknokratiet i Danmark og Sverige har fejlvurderet den nye corona-virus, og WHO og Imperial College i London anbefaler en anden strategi. Mette Frederiksen står foran et afgørende valg.

Søndag morgen havde TV2 News to nyheder fra vores europæiske nabolande. Den ene var fra Italien. I en følelsesladet tale bekendtgjorde premierminister Giuseppe Conte, at mange af landets virksomheder nu også lukkes ned. Den anden var fra Sverige. Her bekendtgjorde skisportssteder, at der lukkes for – afterski.

Sverige har valgt en langt mere afventende kurs end Danmark,  det meste af samfundet kører videre som før. Det sker efter råd fra den ”sundhedsfaglige ekspertise”, anført af sundhedschef Anders Tegnell. Et gigantisk eksperiment, der kan koste dyrt i både menneskeliv og tillid til ”folkehjemmet”.

Når Danmark har lukket store dele af samfundet ned, skyldes det at politikerne, med Mette Frederiksen i spidsen, har sat sig igennem overfor sundhedsteknokratiet. Det stiller os formentlig gunstigere end andre lande, at nedlukning og begrænsning af smittespredningen blev gennemført relativ tidligt i forløbet.

Nu står kredsen omkring statsministeren imidlertid overfor et afgørende valg: Skal det hjemlige sundhedsteknokrati bankes endegyldigt på plads til fordel for WHO og internationale eksperter? Regeringen i Norge har netop skiftet anti-corona-strategi, og meget taler for, at noget lignende er på vej i Danmark.

 

Sundhedsstyrelsen, sekunderet af Statens Serum Institut, har systematisk fejlvurderet den nye virus og dens ødelæggende konsekvenser. Først vurderede Sundhedsstyrelsen, at der var »lav risiko« for smitte i Danmark – de første danskere kom hjem fra corona-ramte områder uden systematiske test eller obligatorisk karantæne. Siden lød meldingen, at der var lav risiko for at det danske sundhedsvæsen blev udfordret – så viste erfaringerne fra Norditalien et potentielt kollaps.

Onsdag den 11. marts markerede det afgørende danske skifte. Statsminister Mette Frederiksen lukkede skoler, institutioner og store dele af Danmark. Det skete få timer efter, at chefen for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, havde holdt endnu et business-as-usual-pressemøde. Til forskel fra partifællerne i Sverige har Mette Frederiksen tilsidesat sundhedsteknokratiet og sat sig selv i spidsen.

Konsekvensen er en usædvanlig tydelig konflikt med det ellers så enerådende teknokrati. Da regeringen nogle dage efter lukkede de danske grænser, gik Søren Brostrøm på tv og tog afstand fra beslutningen. Perspektivet blev trukket op af Brostrøms forgænger, Else Smith, der kan tale mere frit. Ifølge hende er der ikke ”sundhedsfagligt belæg” for regeringens massive lukning af skoler og institutioner, hun anbefalede en mere afventende og selektiv tilgang meget lig den svenske.

I denne uge slog regeringen tilbage. Tirsdag sagde sundhedsminister Magnus Heunicke på P1, at sundhedsmyndighederne burde have forberedt sig bedre. Han har personligt været i kontakt med generaldirektøren for verdenssundhedsorganisationen WHO, der anbefaler en langt mere offensiv teststrategi end de danske sundhedseksperter.

Også dette er usædvanligt midt i en national krise. Men anklagerne fra begge sider er kun toppen af isbjerget. Når historien om corona-krisen skrives, bliver det fortællingen om voldsomme magtkampe på Slotsholmen. Mette Frederiksens nye styrkede statsministerium har mødt meget kritik, men er afgørende for, at der nu er muskler til strategisk ledelse udenom teknokratiet.

 

Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut er landets ypperste ekspertise, ledet af anerkendte fagfolk. De har da også spillet på nødvendigheden af ”sundhedsfagligt belæg”; medierne har trukket samme vej ved at postulere manglende ”evidens” for regeringens beslutninger.

Men dette hviler på myter. Internationalt er der blandt sundhedseksperter to ”skoler”, med hver deres strategi:

Eksperterne i Danmark, Sverige m.v. følger den såkaldte afbødningsstrategi. Hvis virus først breder sig i samfundet, anses den for umulig at stoppe. I stedet satses på at mindske konsekvenserne, for eksempel ved at afskærme ældre og sårbare, men epidemien kører videre – forhåbentlig mere kontrolleret. Altså stort set samme strategi som ved en alvorlig influenza.

Singapore, Sydkorea og Taiwan har valgt en anden strategi – som onsdag beskrevet i JP’s kronik. Ved hjælp af omfattende test, isolering af de smittede og systematisk sporing af deres kontakter søges sygdommen trængt tilbage og helt udryddet. WHO har samme tilgang: »Test mennesker. Opspor de syge og isoler dem. Find deres tætte kontakter og test dem«, siger assisterende generalsekretær i WHO, Bruce Aylward, til Time.

Den 16. marts udsendte Imperial College i London en rapport til regeringerne i Storbritannien og USA. Forfatterne var nogle af verdens førende eksperter, anført af Neil Ferguson, der er professor i epidemiologi og direktør på Imperial College. Rapportens kalkulationer viste, at corona kan koste over én million amerikanere livet, og analysen fik både Donald Trump og Boris Johnson til at ændre kurs.

Der var imidlertid også vigtige strategiske anbefalinger: »Vi konkluderer derfor, at undertrykkelse af epidemien er den eneste anvendelige strategi«, hedder det. Rapporten anbefaler lukning af skoler, universiteter m.v., men det skal kombineres med intensiv testning og opsporing af de smittedes kontakter. Hvis dette ikke sker, »vil smittespredningen hurtigt vende tilbage«.

Med andre ord: Når Else Smith, Anders Tegnell og andre ophøjer vent-og-se til ”sundhedsfagligt belæg” så pynter de sig med lånte fjer. Sundhedsteknokratiet i vores del af verden repræsenterer en af flere ekspert-tilgange – og den er nu stødt frontalt ind i virkeligheden.

 

Lille land – hvad nu? Det store spørgsmål er, om kredsen omkring Mette Frederiksen endegyldigt skifter strategi – og  følger WHO og Imperial College frem for Brostrøm og Seruminstituttet? Inspireret af Imperial College gik regeringen i Norge tirsdag fra afbødningsstrategi til ”undertrykkelse” af epidemien, og den norske testkapacitet udbygges i hastigt tempo.

WHO anbefaler da også, at tiden med nedlukninger og begrænsede sociale kontakter bruges til omfattende test og systematisk opsporing af de smittedes tætte kontakter. »Hvis du udelukkende anvender en stor nedlukning af samfundet uden at finde hvert enkelt tilfælde, så kan det, hver gang du tager foden af bremsen, resultere i en ny stor bølge«, påpeger Bruce Aylward.

Dette fremhæves også af en førende dansk samfundsforsker: »Hvor længe skal man holde samfundet nedlukket, hvis man satser på en kontrolleret epidemi? Til sommerferien? Kan man afkorte perioden ved at gå all in nu«, spurgte professor Jørgen Goul Andersen tirsdag i en kronik i Berlingske: »Kan man udnytte det momentum, der ligger i den nuværende mobilisering af befolkningen? Hvis der er nem adgang til at blive testet, så kan befolkningen jo nærmest klare opsporingsarbejdet selv«.

 

Regeringen presser apparatet for at få flere test, og der kan skaffes langt større kapacitet gennem samarbejde med universiteter og private virksomheder. Borgere og virksomheder udviser i disse uger enestående offervilje og opfindsomhed, Danmark hjælper Danmark.

Dette skaber helt nye politiske muligheder, men uret tikker. Samfundets nedlukning kan ikke vare evigt, befolkningens kampgejst og tilliden til regeringen kommer også under pres. Meget taler for, at Mette Frederiksen følger Norge og skifter strategi.