Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 14.2.2011

Af Lars Olsen

 

Jeg rejser en del rundt og holder foredrag om min bog, ”Eliternes Triumf”. Gang på gang oplever jeg, at især ét ord kommer bag på tilhørerne: Stordriftsulemper. Begrebet er velkendt for forskere og lignende, men ukendt i den brede offentlighed. Stordriftsfordele er tidens nysprog, det samme er langt fra tilfældet med stordriftsulemper.

Det er ærgerligt. For nylig kom det frem, at der i det seneste år er nedlagt 5000 stillinger i kommunerne. Det er især lærere, pædagoger og omsorgspersonale, som får fyresedlen; derimod ansættes der trods krisen flere akademikere og chefer. Skiftet fra frontpersonale til forvaltning »er en fortsættelse af den trend, vi systematisk har set siden kommunalreformen,« forklarede professor og kommunalforsker, Poul Erik Mouritzen, til Berlingske Tidende.

Han var med i Strukturkommissionen, som forberedte dette årtis kommunalreform. Mouritzen har tidligere beskrevet, hvordan regering og embedsmænd systematisk negligerede analyserne forud for reformen (”De store kommissioner”, Syddansk Universitetsforlag). De viste nemlig ikke kun, at kommuner med under 20-30.000 indbyggere var for små, og at der således var stordriftsfordele – og sund fornuft – i at nedlægge de mindste kommuner. Analyserne viste også, at der i større kommuner let indtræder stordriftsulemper, i nogle analyser ved 50.000 og derover.

Med store systemer bliver kommandovejene mere komplicerede, der skal ansættes flere til styring og koordination. Denne viden blev imidlertid systematisk negligeret under reformarbejdet, ledet af daværende indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Konsekvensen var, at mange af de nye kommuner blev for store. Undersøgelser viste siden, at befolkningens tillid til politikerne er dramatisk lavere i de nye sammenlagte storkommuner. Folkestyret må bøde for den nuværende statsministers megalomani.

 

Et andet eksempel på stordriftsulemper er Københavns Kommune. En af mine venner – S-folketingskandidat Jan Andreasen – foreslår ligefrem, at København deles op i 8-10 mindre kommuner. Ikke god latin i hans parti, men ved gud en overvejelse værd.

Jan Andreasen henviser til sine år i Københavns Borgerrepræsentation. Gang på gang pegede embedsmænd og konsulenter på kommunens størrelse, når det på de indre linjer blev diskuteret, hvorfor København er dyrere end andre. »Underskud af den størrelsesorden vil dukke op med jævne mellemrum, når det hele er så stort«, sagde en embedsmand, da der endnu engang blev konstateret et tocifret millionunderskud i forvaltningen.

De store enheder passer imidlertid godt til en anden tendens: DJØFiseringen. En moderne offentlig sektor må nødvendigvis have flere økonomer, jurister og andre DJØFere, men udviklingen har også en betydelig indre dynamik. DJØFerne taler med hinanden gennem et særligt »sprog« – notater, regneark, kvalitetsrapporter osv. – og dette kræver i sig selv flere DJØFere.

Samtidig oversættes fornuftige krav om effektivitet og ledelse som regel til større forvaltninger og flere akademikere – ikke til bedre ledere af de lokale skoler, plejehjem osv. Fra 1999 til 2010 steg antallet af ansatte i Aarhus Kommune med 20 procent, men akademikerne voksede med 126 procent og cheferne med hele 183 procent!

 

På Christiansborg tales der meget om afbureaukratisering. Men der stilles sjældent spørgsmål ved den grundlæggende udvikling, som flytter magten opad i systemerne. Konsekvensen er flere høvdinge, færre indianere og øgede stordriftsulemper. Hverken de røde eller blå har seriøse bud på et alternativ.