Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 9.5.2016
Af Lars Olsen
I mine unge dage havde min ven Jens et sjovt ordsprog: »Det er med piger som med fisk – de kommer i stimer«, sagde han. Måske er det også sådan med bøger. I det seneste halve år er der kommet en stribe bøger, hvor unge indvandrere og danskere fortæller om deres opvækst i belastede boligområder. Bøgerne giver godt indblik i en hverdag, som ofte reduceres til overskrifter og politiske slagord.
Mest omtalt er Morten Papes »Planen« – om hverdagen i Urbanplanen på Amager. Jeg er netop færdig med en anden bog, Ahmad Mahmouds »Sort Land«, hvor den 29-årige dansk-palæstinenser beretter om parallelsamfundet i Askerød syd for København.
Jeg har selv boet over 20 år i alment byggeri på Nørrebro. Vold og destruktive normer i dele af indvandrermiljøet er ikke ukendt. Alligevel er Ahmad Mahmoud rystende læsning. Han fører os ind bag hjemmets fire vægge i en parallelverden præget af tæv, kvindeundertrykkelse, socialt bedrageri og afstandtagen fra det danske samfund. Det mest slående er omfanget – i hvor høj grad hverdagen styres af destruktive normer.
Fælles for ghettostemmerne er, at lokal- og skolemiljøet har afgørende betydning. Den negative sociale arv er ikke kun individuel, men også kollektiv. Det påpeger Aydin Soei, som er aktuel med »Forsoning – fortælling om en familie«.
Aydin Soei vokser først op i det socialt belastede Avedøre, hvor hans far myrder faren til en klassekammerat. Siden flytter familien til Gladsaxe, og Aydin kommer ind i en almindelig dansk skoleklasse. I Avedøre er duks og stræber skældsord, man opnår respekt med nævernes sprog. På Gladsaxe Skole møder han en helt anden kultur, hvor der er status i at lære noget, og folk behandler hinanden ordentligt.
For nylig stillede Aydin Soei op i et dobbeltinterview med sin gamle lærer fra Gladsaxe: »Det er svært at komme op og slås, når ingen slår igen (…) Jeg har oplevet på egen krop, hvor stor forskel skolen og skolekultur gør. Det er afgørende for folks livschancer«, siger den iransk-fødte sociolog til Folkeskolen.
Ghettokulturen findes ikke kun blandt indvandrere. Et aktuelt vidnesbyrd er fra Kim Basse, der debuterer med romanen »Det halve menneske« inspireret af sin egen opvækst i Aarhus. Faren var ufaglært havnearbejder med hang til druk og vold:
»En dag min far var fuld, tog han os ned foran boligblokken på græsplænen. Han kastede os bogstaveligt talt rundt og fortalte os, at nok havde vi ikke ordene i vores magt, men vi havde vores næver, og det var vores middel til at forsvare os. Så mens andre børn lærte at slå vejrmøller, lærte vi at slås,« fortæller Knud Basse i Politiken.
De unge i boligblokken dyrker »underklasseidentiteten«, hvor de stjæler knallerter og hader unge fra villakvarterne. Knud Basse bryder først ud af subkulturen, da han kommer på efterskole og møder et andet miljø. Han tager en uddannelse som murer og bliver siden journalist.
Ghettostemmerne har ikke kun vigtige pointer til de politisk korrekte, der nægter at se virkeligheden i øjnene. Også borgerlige meningsdannere kan få tiltrængt viden om de parallelsamfund, som de elsker at hade. Islam er kun en mindre del af billedet – det handler mere om patriarkalske kulturer, social marginalisering og almindelig afstumpethed.
Frem for alt er der vigtige pointer til Christiansborg, hvor læren af 30 års fejlslagen integration er gået i glemmebogen. Der skal føres en bolig- og skolepolitik, så indvandrere og udsatte danskere bliver en del af samfundet. Kun derved gør vi op med ghettoernes destruktive subkulturer.
