Klumme i Jyllands-Posten 20.5.2019

Af Lars Olsen

 

For ét år siden var Danmark tæt på storkonflikt. Kort før forhandlingerne om de offentlige overenskomster kom  Moderniseringsstyrelsen under Finansministeriet med en kontroversiel ide: At afskaffe de ansattes gratis frokostpause. Det skabte en enig lønmodtagerfront fra rengøringsfolk til højtbetalte akademikere. Først i sidste sekund blev storkonflikten afværget.

Senere på året udsendte førende forvaltningseksperter en bog om Skats kollaps. Bogen påviste, at Finansministeriet bærer et afgørende ansvar for miseren, der koster Skat et gigantisk milliardbeløb. Professor Jørgen Grønnegård Christensen taler ligefrem om »svag ressortfaglighed« og »magt uden ansvar«.

Det stærke Finansministerium opstod efter 1970’ernes økonomiske krise. Det var dengang, Danmark ifølge finansminister Knud Heinesen (S) nærmede sig »afgrunden«. Det måtte ikke ske igen. Stærke ministre som Palle Simonsen (K) og Mogens Lykketoft (S) gjorde Finansministeriet til omdrejningspunkt på Slotsholmen.

I dag holder ministeriet ikke kun øje med de offentlige udgifter. Det er også slusen til regeringens magtfulde Økonomiudvalg. Og frem for alt: Finansministeriet griber dybt ind i de øvrige ministeriers områder – Skat, folkeskolereform, kulturpolitik…

Ofte sker det som nævnt med en »svag ressortfaglighed«. Derfor udliciteres mange policy-analyser i dag til konsulentfirmaer som McKinsey og Boston Consulting Group, der styres af ganske andre forestillinger end den skandinaviske velfærdsmodel. Konsulenthusene spillede en nøglerolle i de fejlslagne reformer og voldsomme nedskæringer på Skat.

Finansministeriet er præget af to årtiers samspil med V-ministre. Den eneste undtagelse, Bjarne Corydon, bekendte sig hurtigt til »de gængse regnemetoder« – og fortsatte karrieren hos McKinsey og Børsen.

 

Finansministeriets politiske magt udspringer ikke mindst af »den store regnemaskine«. Finansministeriet fastlægger det økonomiske råderum, som politikerne kan bruge på alskens gode formål.

Regnemaskinen anklages fra flere sider for politisk bias. For eksempel postulerer Finansministeriet positive effekter af skattelettelser og lavere sociale ydelser, men ikke af offentlige investeringer i børnepasning eller infrastruktur. Hermed tilskynder modellerne til at føre borgerlig politik, lyder kritikken.

Finansministeriet og dets regnemetoder er heller ikke i høj kurs hos valgets potentielle statsministerparti: Socialdemokratiet.

S-finansministeren hedder formentlig Henrik Sass Larsen. I et interview med JP bebudede han for nylig et nyt politisk sekretariat i toppen af ministeriet. Det skal bistå ministeren med beskatning af »de superrige«, en tillidsreform af den offentlige sektor og en ny milliardfond, som skal investere i grøn energi.

Samtidig vil Mette Frederiksen styrke Statsministeriet på områder, der i dag sorterer under »Finansen«. I Thomas Larsens portrætbog »Mette Frederiksen« skitserer hun, hvordan Statsministeriet skal stå i spidsen for den nye tillidsreform med større råderum til de offentligt ansatte. Arbejdet med en tidlig folkepension skal ligeledes ligge i Statsministeriet, og Mette Frederiksen vil som statsminister »udfordre« Finansministeriets regnemodeller.

Det er hun også nødt til. To årtiers tæt samspil mellem Venstre, Finansministeriet og amerikanske konsulenthuse har gjort en særlig neoliberal reformtænkning og politik dominerende på Slotsholmen. Hvis Mette Frederiksen & Co. ikke gør op med dét, ender de med at føre Bjarne Corydons »nødvendige politik«.