Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 20.8.2018

Af Lars Olsen

 

Nogle gange er man bare heldig. Det har længe stået klart, at dette års sommerferie blev en »tour de Scandinavia«. At det så skete med den bedste sommer i mands minde, er bare fantastisk. Vi startede med at låne et hus godt oppe i Sverige, tæt på den store sø Vättern. Sverige har fastlandsklima, så juli var endnu varmere end i det langt sydligere Danmark. At spise tzatziki på en græsk restaurant, mens temperaturen nærmer sig 30 og folk aftenbader i søen, er som at være i Grækenland.

Siden fulgte en rigtig familieuge med datter og børnebørn på dejlige Samsø. Ferien sluttede i en lille rød træhytte i det sydlige Norge, hvor disse linjer skrives. Sørlandet er Norges sommerstue, og udsigten fra min terrasse er ubeskrivelig smuk. Vandet snor sig mellem skærgårdens mange øer, og folk futter rundt i deres små både – den eneste adgangsvej til sommerhusene på øerne.

 

Den første opgave efter ferien var en debat på Arendals-ugen, Norges pendant til Folkemødet på Bornholm. Svenskerne startede traditionen i Almedalen på Gotland, og det inspirerede både Danmark og Norge. Arendal er en mellemstor provinsby i Sørlandet, og en del af standene står i gågaden. Forældreforeninger og israelske fredsaktivister konkurrerer med de sidste rester af butikkernes sommerudsalg.

Debatten var også en »tour de Scandinavia«. Er der sociale klasser i det lighedsorienterede Norden, lød Fafo-instituttets  spørgsmål til én fra hvert land. Ja – og der er stadig en arbejderklasse, svarede jeg og Åsa Linderborg, som er kulturredaktør på svenske Aftonbladet.

Hvis arbejderklassen ikke var der, ville vi straks mærke det, påpegede Åsa Linderborg. Arbejderklassen er dem, der bygger vores huse, asfalterer vores veje og betjener os i butikkerne. Hvorfor er denne tidligere så vigtige klasse forsvundet fra den offentlige radar? Jeg fremhævede forestillingen om »videnssamfundet«, der har domineret de definerende lag i Danmark. De norske tilhørere nikkede genkendende, men i Sverige er det anderledes. Mens angelsaksiske forestillinger om kreativitet uden produktion greb om sig i Danmark og Norge, holdt svenskerne klogeligt fast i en stærk industri, der skaber velstand og arbejdspladser.

Den norske debattør var Mathilde Fasting fra Civita, som svarer til danske Cepos. Hun påpegede med rette, at vi i Skandinavien har haft en høj grad af lighed og social mobilitet, men måske er det ved at skride? Mathilde Fasting var især optaget af uddannelsessystemets manglende evne til at skabe »klasserejser« og social mobilitet. Norske Civita har et bredere samfundssyn end den ensporede økonomiske liberalisme, der er eneste vare på Cepos-hylden.

 

Åsa Linderborg skabte røre i Sverige, da hun tidligere i år udsendte Det populistiske Manifest. Ifølge bogen bunder disse års politiske opbrud i social ulighed og en ufolkelig venstrefløj, der ikke længere giver stemme til samfundets tilsidesatte. Jeg er helt enig, men fremhævede også en tredje faktor – indvandringen – som svenskerne al for ofte snakker udenom.

Norske venner og tilhørere sagde det samme, da vi tog en øl efter debatten. Det politiske Norge følger med stor opmærksomhed indvandringspolitikken i de to nabolande, og pendulet svinger den danske vej. Næste måneds svenske valg bliver et skandinavisk jordskælv. De indvandrerkritiske Sverigesdemokrater stormer frem, mens det engang så almægtige socialdemokrati kigger ned i afgrunden. Sveriges liberale indvandringspolitik kan tage verdens stærkeste socialdemokrati med i faldet.