Klumme i Jyllands-Posten 23.1.2012

Af Lars Olsen

 

På ”Sol” træder gæsterne ind i en tidligere dagligstue. Restaurantens borde står mellem et mahognibord, et par stole og forskelligt nips. Rummet ved siden af er familiens gamle soveværelse, hér står bordene mellem dobbeltsengen og en stor kommode.

”Sol” er en paladar – en af Cubas mange privatejede familierestauranter. Oprindelig måtte de kun servere for 12 gæster, og de små restauranter blev indrettet i folks hjem. I dag er reglerne liberaliseret og restauranterne større, men de hedder stadig paladar – det er blevet et koncept med unik service og hjemlig hygge.

Cubas nuværende leder – Fidel Castros lillebror, Raúl – er langt mere reformvenlig end storebror. Markedsøkonomiske reformer skyller over landet, og foretagsomheden kommer ikke mindst turisterne til gode. For min kone og jeg var det første rejse til Cuba, som også herhjemme udløser stærke følelser – fra venstrefløjs-romantikere til forbenede antikommunister.

Cuba kritiseres med rette for politiske fanger og brud på menneskerettighederne. Mange i Den tredje Verden hæfter sig dog nok så meget ved de sociale fremskridt. Analfabetismen blev udryddet i årene efter revolutionen, og i dag er andelen af unge med faglig eller boglig uddannelse højere end i Danmark. Børnedødeligheden er lavere end i USA, og levealderen på niveau med vestlige lande.

Samtidig har Cuba undgået den kaotiske vandring fra land til by, som præger mange ulande. Indtjeningen på landet er relativ god, og landbefolkningen nyder godt af de mange lokale sundhedshuse, som folk i andre fattige lande kun kan drømme om.

 

Som turist er man vant til plat, men på Cuba har staten sat plattenslageriet i system. Det sker gennem en parallel møntenhed, den konvertible pesos, som fører til dramatisk højere priser og indtjening i turistbranchen. Konsekvensen er spændinger i det cubanske samfund, der forvrider arbejdsmarkedet og undergraver selve samfundsmoralen.

Vi nød at cruise gennem Havanna i en Chevrolet fra 1954 – en af de gamle amerikanerbiler fra før revolutionen, der stadig præger gadebilledet. Men da vi afregner med taxachaufføren, modtager han et beløb i konvertible pesos, der svarer til ugelønnen for en læge, som får løn i almindelige pesos. En tigger på gaden kan hos godhjertede turister snildt betle sig til mere end en arbejders dagløn.

Under en udflugt til et naturreservat krydser vi floden på en tømmerflåde trukket med håndkraft. Pludselig taler vi tysk med manden, der ved hjælp af et reb trækker tømmerflåden frem og tilbage over floden. Han er uddannet kemiingeniør i DDR, men arbejder som altmuligmand i turistbranchen, hvor drikkepengene er meget højere end en almindelig løn.

Turisternes hårde valuta er en livsnødvendighed, efter at Sovjetunionens sammenbrud stoppede den overfakturerede sukkereksport. Men taberne er revolutionens kernetropper: De offentligt ansatte, lærerne og lægerne, som er nationens stolthed, men ikke har adgang til turisternes hurtige penge.

 

Cuba er et fantastisk ferieland. Byerne er relativ sikre, der er musik alle vegne, og cubanerne er livsglade og imødekommende. I forhold til et topstyret kommunistisk system er det en anakronisme eller måske netop det, der giver »salsa-socialismen« nogle forsonlige træk.

Meget taler for, at opbruddet på sigt skaber et helt andet system. Spørgsmålet er, om det bliver den brutale kapitalisme, der kendetegner de fleste latinamerikanske lande, eller en mere socialdemokratisk model. Forhåbentlig ryger de sociale landvindinger ikke ud med det beskidte kommunistiske badevand.