Klumme i Altinget 9.1.2021

Af Lars Olsen

 

Corona’ens anden bølge har igen lukket samfundet, og denne gang handlede Danmark for sent. Smitten steg eksplosivt i november, men de større indgreb kom først et stykke ind i december. I stedet diskuterede vi mink, mink og atter mink.

Regeringen har med stor slagkraft udnyttet den nye britiske Corona-mutation til drastiske foranstaltninger. Danmark er lukket ned, vi skal have smitten i bund, før den nye smitsomme mutation for alvor slår igennem, lyder strategien.

Det glemmes hurtigt, at den aktuelle Corona-misere ikke skyldes mutationen, men de seneste måneders politik. Mens Danmark i foråret kom godt igennem Corona’ens første bølge, har anden bølge været langt værre – hvad enten vi måler i smittede, indlagte eller døde.

Ifølge Statens Serum Institut (SSI) havde Danmark en tydelig overdødelighed i uge 51, 52 og 53. I foråret fulgte Mette Frederiksen et »ekstremt forsigtighedsprincip«, Danmark lukkede ned før smitten for alvor fik fat, men i anden omgang ventede man – og det mærker vi nu.

 

Den fatale måned var november. Smitten steg gradvist gennem efteråret, men frem til 28.oktober var den såkaldte incidens – antal smittede pr. 100.000 pr. uge – stadig under 100. Der var høj smitte på Københavns Vestegn, men i meget af landet så det stadig fornuftigt ud.

I løbet af november fik covid-19 for alvor tag i hovedstadsområdet og store dele af Sjælland. Den 25.november var incidensen i hovedstaden 209. Myndighedernes Indsatsgruppe betegnede den som »kritisk høj« med »risiko for at smitten hurtigt eskalerer«.

Det gjorde den. Da regeringen og myndighederne 7.december gennemførte den første større nedlukning af 38 kommuner, var incidensen i landet som helhed over 200. Og da den nuværende nedlukning blev proklameret midt i december, var incidensen vokset til over 400.

Danmark var inde i den eksponentielle kurve, vi for alt i verden skulle undgå. Hospitalerne kom under pres, også sygehuspersonalet lagde sig syge på stribe, smitte og død spredte sig på plejehjemmene. Nu har nedlukningen omsider bremset smitten, men fra et katastrofalt højt niveau.

 

Hvordan kunne vi ende dér?

Ifølge SSI-direktør Henrik Ullum holdt sundhedsmyndighederne sig tilbage i november, fordi de ønskede en »proportional reaktion«. Forårets »ekstreme forsigtighedsprincip« var således erstattet af en mere begrænsede indgreb og vent-og-se.

I foråret gennemtrumfede Mette Frederiksen nedlukningen 11.marts på trods af nølende sundhedsmyndigheder. Også dengang advokerede især Sundhedsstyrelsen for et »proportionalitets-princip«, men blev overtrumfet af regeringen.

Det var imidlertid politisk umuligt nu. Indtil et stykke ind i december kørte ”minkgate” for fuld skrue, den borgerlige opposition var i offensiven, regeringen kæmpede for sit liv. Mette Frederiksen kunne ikke holde til endnu engang at overrule Brostrøm & SSI.

Hertil kom, at der ikke var var et offentligt pres for at handle mere resolut. De toneangivende medier interesserede sig ikke for den markant stigende smitte. Dagens tal blev selvfølgelig noteret, fagmedarbejdere refererede bekymrede virologer, men forsider og tophistorier handlede i november om mink, mink og atter mink.

Der skete da også et tydeligt skifte i regeringens retorik. I foråret understregede Mette Frederiksen, at nedlukningen grundlæggende var en politisk beslutning, nu gentog ministrene i det uendelige, at de fulgte »myndighedernes anbefalinger« og »sundhedsfaglige råd«.

Med andre ord: ”Minkgate” kastede Mette Frederiksen & Co. i armene på de langt mere nølende sundhedsmyndigheder. Og det betaler vi nu prisen for – i menneskeliv, pressede hospitaler og økonomiske følger af langvarig nedlukning.

 

 

Efter 4-5 ugers mink-offensiv gjorde borgerlige politikere og medier en gruopvækkende opdagelse: Mink-sagen havde stort set ikke indflydelse på meningsmålingerne; Socialdemokratiet stod stadig bomstærkt, og der var solidt rød-grønt flertal.

Mange danskere så slet og ret gennem mink-kampagnen. For opposition og journalister handlede det om manglende lovhjemmel, for befolkningens flertal om folkesundheden: Minkene måtte nødvendigvis aflives af hensyn til smittefaren (og Danmarks troværdighed i udlandet).

Læg hertil, at regeringen og venstrefløjen leverede på afgørende valgløfter om »Arnes pension« og minimumsnormeringer i daginstitutionerne. For folk længere nede af klassestigen er den daglige velfærd vigtigere end for de højtlønnede i ”de snakkende klasser”.

Mediefolk jamrer sig over deres magtesløshed, men i virkeligheden er det fortællingen om demokratiets styrke: Almindelige danskere viste sig at have betydelig bedre proportionssans end blå politikere og de små mænd i chefredaktionelle hjørnekontorer.