Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 28.1.2019

Af Lars Olsen

 

Hidtil har pension kun handlet om fysisk alder: 65 eller 67 – og du får folkepension. Sådan er det ikke i flere andre lande. Hér tages også højde for antal år på arbejdsmarkedet.

Måske bliver det også sådan herhjemme. Socialdemokratiet fremlagde i tirsdags et udspil med et markant nybrud: Tidligere pension til folk, der har været mange år på arbejdsmarkedet, formentlig 41-42 år. Forslaget skal især hjælpe dem, der efter årtier i hårde job er slidte – eller nedslidte.

Debatten er tiltrængt. Jeg har i det seneste halve år holdt et hav af foredrag om ”Det forsvundne Folk”. Igen har jeg mødt kløften: Håndværkere, sosu’er og fabriksarbejdere oplever, at politikernes endeløse forhøjelser af pensionsalderen bliver til på en anden planet.

Jeg vidste godt, at Socialdemokratiet var på vej med noget. Jeg fremlagde bogens analyser af arbejdsliv og utryghed på sommergruppemødet i deres folketingsgruppe, og debatten kom hurtigt til at handle om differentieret pensionsalder. Mette Frederiksen er personligt stærkt optaget af dét, det samme er Mattias Tesfaye og andre med baggrund i arbejderklassen.

Derimod har det meste af fagbevægelsen snorksovet. Når kommentatorer tegner billedet af en veltilrettelagt kampagne, er det ikke rigtigt. FOA og NNF (slagteriarbejderne) har presset på, men 3F-medlemmer og andre har ikke fået meget for kontingentet. Det er samfundsdebatten og en mindre kreds af politikere, der har fået uligheden i seniorårene på dagsordenen.

 

Opmærksomme JP-læsere vil vide, at jeg har arbejdet med spørgsmålet i årevis. Med den ballast er de seneste dages debat fascinerende. I skrivende stund lurepasser DF, men lur mig: Det går ikke – hvis de fortsat vil være et stort arbejderparti.

S kritiseres for at være ukonkrete. Det er da også rigtigt, at udspillet kun er politiske pejlemærker: Godt 40 år på arbejdsmarkedet giver ret til 2-3 års tidligere pension, og der oprettes en ny og lettere visiteret ordning for psykisk og fysisk nedslidte.

Den konkrete model skal imidlertid fastlægges sammen med arbejdsmarkedets parter. Og det er ganske fornuftigt. Der er et hav af tekniske spørgsmål, og mange afklares bedst af en regering med adgang til embedsapparatet.

 

Svagheden i S-udspillet er på den lange bane. »Trods S-udspil skal unge faglærte og ufaglærte arbejde, til de er over 70 år«, bekendtgjorde JP’s forside i onsdags. »Mettes varme luft,« tordnede Ekstra Bladet.

S-skitsen giver god mening, så længe pensionsalderen er 66 eller 68, og faglærte/ufaglærte kan gå som 63- eller 65-årige. Derimod bliver billedet et helt andet, hvis pensionsalderen som planlagt bliver 73 eller 75 – så batter tre år tidligere ikke rigtig.

Danmark får i 2040 den højeste pensionsalder i Europa. Det er en følge af Velfærdsforliget fra 2006 mellem V, K, R, DF og S – siges det. Men det er faktisk ikke rigtigt. Det er en følge af en særlig fortolkning.

Ifølge forligsteksten skal pensionsalderen hæves i takt med levealderen, så »den forventede periode med efterløn og folkepension er omkring 19 ½ år«. Siden har den borgerlige regering set bort fra efterlønnen og omfortolket det til 14 ½ år på folkepension. Det er dét, der giver os Europas højeste pensionsalder.

Holder denne fortolkning til trykket i en valgkamp? Hvis politikerne valgte de oprindelige 19 ½ år, er pensionsalderen allerede forhøjet rigeligt – og fremtidige forhøjelser bliver knap så surrealistiske.

S har startet en debat af stor betydning for jævne lønmodtagere, og det videre forløb kan blive dramatisk.