Kronik i Information 27.8.2011

Af Lars Olsen

 

I modsætning til de seneste valgkampe, står den denne gang på klassekamp i stedet for værdikamp. Det skaber en ny skævhed i mediebilledet. Hverken de borgerlige eller progressive mediefolk er for alvor optaget af arbejderklassens levevilkår – og al for tit er de rørende enige om den økonomiske politik.

00’erne stod i værdikampens tegn. Årtiet vil blive husket for ord som smagsdommere, halalhippier, Muhammed-tegninger og rundkredspædagogik. Det vil også blive husket for drabelige kampe mellem højre- og venstreintellektuelle, som fandt hver deres frontlinje i værdidebatten.

Det samme gjorde medierne. VK-regeringens værdioffensiv blev bakket op af borgerlige aviser som Berlingske og Jyllands-Posten. Derimod fandt Politiken, Information og Danmarks Radio med stor ildhu rollen som opposition.

I dag er dansk politik gået ind i en ny fase. Flødeskumsårene er afløst af økonomisk krise, og Lars Løkke Rasmussen forsøger at rulle velfærdsstaten tilbage. Værdidebatten er ikke død, men andet presser sig på – frem for alt krisen, og hvem der skal betale. Konsekvensen er en ny form for skævhed i mediebilledet. En skævhed, som risikerer at præge hele dækningen af valgkampen.

Det seneste halve års forvalgkamp har allerede givet et godt billede af, hvordan det kommer til at udspille sig. Krisepolitikken har med særlig brutalitet ramt dem, vi tidligere kaldte arbejderklassen: Kortere dagpengeperiode, dårligere efteruddannelse og frem for alt indgrebet mod efterlønnen. Aftalen mellem VKO og Radikale Venstre, der reelt afskaffer efterlønnen, er den største sociale forringelse for faglærte og ufaglærte lønmodtagere siden Anden Verdenskrig.

Alligevel har vi stort set ikke talt om det i flere måneder. Frem til maj var efterlønnen ellers noget af det mest omdiskuterede i dansk politik, og en analyse fra Infomedia viser en massiv slagside. I de seks store landsdækkende dagblade var der i 2010 hele 638 nyheds- og debatartikler, der gik ind for at afskaffe efterlønnen, 480 ville beskære den – og kun 287 bevare den.

Da modstanderne af efterlønnen havde nået deres mål, døde debatten imidlertid ud. Normalt ville en omfattende og kontroversiel reform, med store menneskelige omkostninger, udløse et hav af artikler og tv-indslag. Men det skete ikke.

 

Elitens tre segmenter

Spørgsmålet er, hvorfor stilheden om velfærdsforringelser for de underprivilegerede klasser er så rungende. Svaret skal søges i klassesamfundet 2.0 og dets magtforhold. De toneangivende mediefolk – fra redaktøren til den erfarne journalist – er del af den moderne samfundselite i ordets brede betydning. De er del af et bredere samfundslag – kultur- og uddannelseseliten – som er en sociologisk gruppe med særlige kendetegn.

I forbindelse med min bog, Eliternes Triumf, gennemførte Capacent en analyse af de omkring 6 procent af befolkningen, som enten har ledende positioner i arbejdslivet eller har både længere uddannelse og høj indkomst. Undersøgelsen viste, at nutidens socialgruppe I er delt i tre forskellige segmenter:

• Erhvervslivets øvre lag er massivt borgerligt, næsten to tredjedele stemmer på V og K. De vil skære i sociale ydelser og have skattelettelser, selv om følgen er ringere velfærd.

• Kultur- og uddannelseseliten er ledere og nøglemedarbejdere inden for kultur, uddannelse og ikke mindst medier. To tredjedele stemmer på centrum-venstre-partierne, især Radikale Venstre, SF og Enhedslisten. De er progressive og politisk korrekte, når det gælder indvandring, retspolitik og pædagogik, men de er ikke røde i socioøkonomiske spørgsmål. Kultur- og uddannelseseliten er mere rede end befolkningen til at skære i sociale ydelser. De opfatter heller ikke i samme grad Danmark som et klassesamfund.

• Djøf-laget udgøres af ledere og nøglemedarbejdere inden for offentlig administration. Også hér stemmer næsten to tredjedele på centrum-venstre, men holdningsmæssigt er de mere moderate. Når de stemmer, får Socialdemokratiet langt de fleste stemmer.

De tre eliter har på vigtige områder langt mere til fælles med hinanden end med befolkningen, frem for alt er de mere positive over for globaliseringen.

 

Eliternes kamp

Det er kampen mellem de tre elitesegmenter, der etablerede 00’ernes frontlinjer i den offentlige debat. V og DF fik folkelig legitimitet ved stormløbet på kultur- og uddannelseseliten. Det skyldes ikke kun den liberale indvandringspolitik og de store integrationsproblemer, som de velstillede havde lukket øjnene for i 1980’erne og 1990’erne. Det skyldtes også opgøret med dem, som Anders Fogh Rasmussen kaldte »smagsdommerne«.

V og K havde til gengæld tætte bånd til erhvervslivets øvre lag. Samtidig allierede de sig med Djøf-laget omkring reformer af den offentlige sektor, inspireret af New Public Management. Det, der blev iscenesat som et antielitært opgør, var reelt en styrkeprøve mellem forskellige segmenter i de bedrestillede klasser.

Under værdikampen var der balance i medierne. Regeringen havde det politiske – og folkelige – flertal og blev bakket op af toneangivende borgerlige aviser. På den anden side stod de ikke-borgerlige medier og mange journalister. Nu afdøde Tøger Seidenfaden kaldte Politiken for landets egentlige opposition, og borgerlige kommentatorer som Ralf Pittelkow anklagede ligefrem tv-nyhederne for at være domineret af Journalistisk Venstreparti. Det var en kamp mellem to parter, der begge besad afgørende kommandoposter i meningsdannelsen.

 

 

Blinde vinkler

I dag er dansk politik som nævnt gået ind i en ny fase. Det er ikke kun økonomien, der er blevet vigtigere – det samme er fordelingskampen. Nu står opgøret ikke mellem forskellige elitesegmenter, men mellem de privilegerede og underprivilegerede. Og hér har medierne helt anderledes blinde vinkler.

For kultur- og uddannelseseliten er efterlønnen en fjern abstraktion. Det er ikke dem, der starter på arbejdsmarkedet som 18-20-årige og har de sure job nederst i hierarkiet. Mange stemmer radikalt eller venstrefløj, men det er den pæne og salonfæhige progressivitet, der er i højsædet.

Resultatet er, at de ikke-borgerlige medier ikke længere udgør den nødvendige modvægt. Politiken deltog langt hen ad vejen i kampagnen imod efterlønnen, og heller ikke Information har for alvor prioriteret det. Avisen var kritisk på lederplads, og Niels Enrum og Jacob Andersen har grundige artikler på hjemmesiden. Spørgsmålet præger imidlertid ikke de nyhedshistorier, der er med til at sætte den fælles dagsorden i tv og andre medier.

Tag Informations forsider i juni og juli, de to måneder umiddelbart efter den skelsættende efterlønsaftale. Ikke én eneste handlede om emnet, men fem beskæftigede sig på anden vis med økonomi og 2020-forhandlinger. Det var dog ikke meget i forhold til andre prioriteringer. 13 handlede om udenrigspolitik, herunder tragedien i Norge, og hele 14 om forskellige aspekter af værdikampen (udlændingepolitik, grænsebomme, kønsroller).

Men Information har trods alt stillet kritiske spørgsmål til det 2020-cirkus, som blev opført på Christiansborg og omegn. Det samme kan ikke siges om resten af medieverdenen. Kommentatorer og journalister slugte ukritisk den ensidige fokus på langsigtet budgetbalance og de futuristiske regnestykker, der i en lind strøm flød fra regeringen og toneangivende borgerlige økonomer. Der skulle en international finanskrise til, før medierne igen fik øje på problemerne her og nu.

 

Pias dristige kalkule

Da Dansk Folkeparti i maj medvirkede til det hidtil største overgreb på partiets arbejdervælgere, foretog Pia Kjærsgaard & Co. en dristig kalkule. Partiet fremprovokerede slagsmålet om grænsekontrollen. For størstedelen af befolkningen har et par toldere i Kruså ingen praktisk betydning, men de meningsdannende samfundslag elsker den slags symbolkampe. Medierne hoppede gladeligt på limpinden.

Det ændrer dog ikke ved, at grundkonflikten i dansk politik er gået fra værdikamp til klassekamp, og dét etablerer nye brudflader. Kultur- og uddannelseseliten er ikke for alvor optaget af levevilkår og social fordeling, og de menneskelige omkostninger bipper kun glimtvis frem på den offentlige radarskærm. Den klassemæssige slagside varsler ilde for den igangværende valgkamp.

Lars Olsen har arbejdet over 25 år som journalist og er forfatter til ’Eliternes Triumf’ m.m.