Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 5.10.2015

Af Lars Olsen

 

Den socialdemokratiske statsmand Jens Otto Krag er berømt for ordene om, at »man har et standpunkt til man tager et nyt«. Dette skifte er han langt fra ene om. Statsminister Lars Løkke Rasmussen er i disse måneder i gang med en politisk saltomortale af Krag’ske dimensioner.

Løkke var oppe på den høje klinge, da han i tirsdags åbnede Folketinget. Vi skal undgå, at »Danmark bliver delt op i udvikling og afvikling«. Derfor gennemfører regeringen intet mindre end »den største samlede udflytning nogensinde« af statslige arbejdspladser, sagde Løkke.

Da han sidst var i regering, var det stik modsat. VK-regeringen gennemførte den største centraliseringsbølge nogensinde: Kommuner, sygehuse, politistationer, domstole – alt blev koncentreret om de større byer. Løkke var som indenrigs- og sundhedsminister en af hovedarkitekterne; også dengang understregede han det historiske i sin plan: Supersygehusene var simpelthen det største offentlige anlægsprojekt siden 1100-tallets kirkebyggerier. Stort skulle det være …

 

00’ernes centraliseringsbølge spiller en afgørende rolle for den misére, som dele af Danmark i dag befinder sig i. Det konkluderer en hvidbog fra Danmark på Vippen, som blandt andre samler 17 yderkommuner og Landdistrikternes Fællesråd. Samtidig havde centraliseringen et langt større omfang end den aktuelle udflytningsplan. Mens vi i dag diskuterer placeringen af 3900 statslige arbejdspladser i hele landet, mistede alene Lolland Kommune ifølge hvidbogen 600 offentlige job med 00’ernes reformer.

Centraliseringen betød ikke kun, at beslutninger og afgørende velfærdsfunktioner flyttes til de større byer. Den svækker også de produktive erhverv, der stadig står for hovedparten af Danmarks indtjening – landbrug, søfart og industri.

»Netop det faktum, at der er en overvægt af kvinder i de stillinger, som reformerne har samlet i de større byer, udfordrer i særlig grad yderområdernes økonomi og sammenhængskraft. Uden job til ægtefællerne vælger mange familier nemlig at søge i retning af de større byer … og det kan faktisk skabe mangel på arbejdskraft i de traditionelle mandeerhverv, som yderområderne har mange af,« påpeger hvidbogen.

Løkke henviste selv til behovet for ægtefællejob, da han på TV2 begrundede udflytning af statslige arbejdspladser. Derimod var den slags løjerligt fraværende under 00’ernes centralisering. Ifølge hvidbogen skyldes det skæve regnemodeller på Slotsholmen. De medtager kun centraliseringens effektivitetsfordele, men udelader bredere konsekvenser som manglende ægtefællejob, »stordriftsulemper« og at flere mennesker i yderområderne havner på overførselsindkomst.

»Det er kun rigtigt for en lille gruppe topembedsmænd og deres teoretiske økonomiske beregninger i Finansministeriets modeller,« fastslår hvidbogen.

Regeringens udflytning af statslige arbejdspladser sker da også på trods af den økonomiske ortodoksi. Så sent som i onsdags var der løftede pegefingre fra de økonomiske vismænd. Også på Slotsholmen mødte planen modstand. Topministrene måtte vride armen om på embedsapparatet adskillige gange, før den ambitiøse udflytningsplan kom på bordet.

 

Løkke & Co. fortjener ros for at tage dette opgør. Danmark skal styres af folkevalgte politikere – ikke af embedsfolk og verdensfjerne økonomiske modeller. I virkeligheden trænger vi til et langt bredere opgør med dette magtapparat. En snæversynet økonomisk ortodoksi trækker ikke kun Danmark geografisk skævt – den skaber også store huller i vores sociale sikkerhedsnet. Men det er vist en anden historie …