Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 24.9.2012

Af Lars Olsen

 

Vi kender dem alle: Afspærringer, hvor vejarbejde skaber køer og kaos for bilister og cyklister. Vi ser også dem i orange veste, der arbejder bag afspærringen, men tænker vel ikke på, om de er lærlinge eller svende.

Måske skulle vi gøre det. Vejdirektoratet har i den første del af året haft udbud på over 1,3 milliarder kroner, men er først så småt på vej med krav til entreprenørerne om at oprette praktikpladser. Det viser en kortlægning, som Ugebrevet A4 offentliggjorde i sidste uge. Ud af 316 statslige udbud fra februar til september havde kun 16 sociale klausuler om at tage lærlinge eller udsatte grupper.

Det hedder ellers i SRSF’s regeringsgrundlag, at sociale klausuler skal sikre flere praktikpladser, men nu er sagen sendt i udvalg. Et andet udvalg arbejder på en bredere løsning på praktikplads-problemet – og imens tikker uret. Nye tal fra Undervisningsministeriet viser, at næsten 11.000 mangler en praktikplads. Nogle kan heldigvis fuldføre uddannelsen i skolepraktik, men ikke mindre end 6.366 har hverken aftale om skole- eller virksomhedspraktik. De må afbryde deres uddannelse.

Arbejdsgiverne peger på krisen og usikkerheden. Det er da også en del af forklaringen, men langt fra den hele. En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser store forskelle mellem virksomhederne. Syv ud af ti har ingen praktikanter, og de store virksomheder er langt mere tilbageholdende end de mindre. Det er især arbejdsgivere i Sønderjylland, Nord- og Vestjylland samt Sydfyn, der tager praktikanter, derimod ligger hovedstaden helt i bund.

Med andre ord: Det handler ikke kun om økonomi, men også om kultur. Virksomhederne udenfor storbyerne føler simpelthen et større ansvar overfor de unge og lokalområdet. Endnu et argument for at sætte tommelskruer på de store virksomheder.

 

Derimod har arbejdsgiverne ret i noget andet: For mange af de unge har svært ved at leve op til kravene på en arbejdsplads. Erhvervsuddannelserne er i disse år under dobbelt pres. Stadig flere søger mod gymnasiet – også en del der tidligere tog en erhvervsuddannelse. Til gengæld får de faglige uddannelser mange svage elever, fordi 95 procent skal have en ungdomsuddannelse. Og en del af disse er reelt ikke klar – de skal klædes bedre på først.

Erhvervsuddannelserne har desperat brug for en langsigtet løsning. Flere praktikpladser. Skærpede adgangskrav. Bredere indgange til uddannelserne. Og en folkeskole, der ikke kun peger frem mod gymnasiet, men også har elementer af erhvervsskolekultur. Med hertil hører også klarere politiske signaler om, at en erhvervsuddannelse kan være vejen til en videregående uddannelse. Hvor maskinarbejderen læser til maskinmester og tømrersvenden til bygningskonstruktør.

Den nye formand for Dansk Metal, Claus Jensen, kom for nylig med et spændende forslag: En fond, der giver lønmodtagerne ret til to års uddannelse på dagpenge midt i livet. Fonden skal finansieres i fællesskab af staten, arbejdsgiverne og lønmodtagerne. Hvis modne mennesker skal tage en uddannelse, er det ikke nok med SU. Til gengæld kan folk med praktisk erfaring lære hurtigere. Reelt bliver det næppe dyrere for staten end det nuværende ensidige sats på de unge.

 

For regeringen er uddannelse førsteprioritet. Vi skal skabe den bedst uddannede generation nogensinde, siges det. Men der tænkes al for snævert og bogligt: Folkeskole – gymnasium – højere uddannelse. Flyt dog nogle af pengene fra unge akademikere til voksne faglærte. Målet må være at skabe de bedst uddannede generationer – i flertal, tak!