Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 17.4.2017

Af Lars Olsen

 

»Er det den fede jords forbandelse, at så få unge tager en uddannelse på Lolland?« Spørgsmålet blev stillet sidste søndag i JP. Bladets medarbejder tog til Lolland for at undersøge uddannelsesmønsteret. Tallene viser, at der er endog meget store forskelle på danske kommuner.

Den sociale del af forklaringen ligger lige for. Det er velkendt, at social baggrund betyder meget for unges chancer. Det er således ikke overraskende, at næsten alle unge får en uddannelse i de velstillede kommuner nord for København. Det er heller ikke overraskende, at det er ganske anderledes på Københavns vestegn, hvor der er mange indvandrere og sociale problemer.

Derimod er det mindre oplagt, hvorfor der er så stor forskel på kommuner i provinsen. I jyske Lemvig, Viborg og Ringkøbing er det over 80 pct., som har en faglig eller boglig uddannelse 6 år efter folkeskolen. Derimod er tallet markant lavere på Lolland, Stevns og andre dele af Vest- og Sydsjælland.

En del bunder i kulturforskelle, som vi sjældent taler om. Det blev jeg opmærksom på, da jeg for knap 15 år siden selv var på reportagetur til Lolland. Anledningen var – som JP – unge og uddannelse. Også dengang kæmpede Lolland med lukkede virksomheder og socialt belastede tilflyttere. Borgmesteren i den daværende Nakskov Kommune, den populære SF’er Flemming Bonne, gjorde imidlertid også opmærksom på noget andet: den fede jords forbandelse.

Lollands fede muld skabte allerede i middelalderen et samfund med mægtige godsejere og afmægtige fæstebønder. Resultatet var et almuesind, der stadig præger landsdelen: »Først arbejdede folk for herremændene, siden for kapitalisterne, og da virksomhederne lukkede, forventede de at kommunen klarede dén for dem,« sagde Flemming Bonne.

SF-bystyret i Nakskov iværksatte en af de mest vidtgående decentraliseringer i det kommunale Danmark. Målet var ikke kun at spare penge til djøf’ere på rådhuset, men også at få bysbørnene til at tage medansvar på skoler, daginstitutioner m.v.

 

Kulturen er ganske anderledes i store dele af Jylland. Det gælder ikke mindst Vestjylland, hvor langt de fleste unge tager en uddannelse og tallene viser forbløffende social mobilitet. Da jeg i 2012 arbejdede på ”Det danske klassesamfund”, talte jeg med Ellen Damgård, der var museumsinspektør på Lemvig Museum. Hun pegede på, at unge vestjyder er »vokset op i en selvstændighedskultur, der rækker flere hundrede år tilbage«.

På de magre vestjyske jorde var der langt mellem herregårde og godsejere. Bønderne boede oftest på fritliggende gårde, hvor de selv tilrettelagde arbejdet: »De var ikke under ridefogedens pisk på samme måde som bønder i andre dele af landet. Siden fulgte industrialiseringen, der blev drevet frem af mindre virksomheder,« forklarede Ellen Damgård. Resultatet er stærke vestjyske normer om at gøre sig umage og holde ved.

Det hører med, at erhvervsudviklingen også i dag er vidt forskellig. Store dele af produktionsDanmark ligger i Jylland. Det giver job til forældrene, praktikmuligheder til de unge og stærkere lokalsamfund. Derimod er store dele af Vestsjælland, ligesom Lolland, blevet afindustrialiseret, og flere er på overførselsindkomst – også dét smitter af på normer og kultur.

 

Uddannelsesmønstrene ligger påfaldende tæt på tallene for elevernes fravær i skolen. 16 af de 20 kommuner med lavest fravær er i Jylland. Derimod ligger kommunerne med højest fravær typisk på Københavns Vestegn, Vestsjælland eller Lolland-Falster. Sociale problemer og kulturforskelle er en heavy cocktail.