Manuskript til essay i Politiken 13.8.2011

Af Lars Olsen

 

De københavnske meningsdannere har ikke forstået dybden i den kløft, der er opstået i vores samfund, og de har slet ikke forstået den afstand og afmagt, som mange mennesker oplever, skriver forfatteren Lars Olsen. Han har rejst rundt i Danmark for at diskutere sin bog Eliternes Triumf.

EN KOLD VINTERAFTEN holdt jeg foredrag på den københavnske Vestegn. I det lokale beboerhus var godt et halvt hundrede mennesker mødt frem til kaffe, kage og livlig debat. En yngre mand i islandsk sweater tager ordet, han er bygningsmaler:

»Folk på Christiansborg har simpelthen ikke forstået desperationen på arbejdspladserne. Det ender med kampe mellem danskere og folk udefra,« siger han og fortsætter:

»Det ender også med, at jeg deltager i slagsmålene. Jeg kan ikke leve med, at mine kollegers løn og arbejdsforhold bliver bombet år tilbage, fordi østeuropæere og andre kommer hertil og underbyder os«.

Bygningsmaleren viser sig at være socialdemokratisk medlem af kommunalbestyrelsen. Han oplever, at politikerne på Christiansborg lever i en anden verden, det gælder også hans egne partifæller. I 1990erne lukkede de øjnene for indvandrerproblemerne på Vestegnen, i dag er det desperationen blandt store lønmodtagergrupper, der havner under radarskærmen.

 

EPISODEN MED DEN socialdemokratiske kommunalpolitiker er langt fra enestående. Jeg udsendte sidste år »Eliternes Triumf« og har siden deltaget i et hav af foredrags- og debataftener – i biblioteker, beboerhuse, fagforeninger m.m.

Der skrives kloge analyser om, at i det postmoderne samfund er forsamlingshuset afløst af Facebook, men det er langt fra tilfældet. Jeg har oplevet talrige velbesøgte debatmøder, en del med over 100 deltagere. Hér er masser af engagement, mange følger godt med i den offentlige debat, det levende ord lever – især vest for Valby Bakke.

Men der er en udbredt følelse af afstand, socialt og geografisk. De københavnske meningsdannere har slet ikke forstået dybden i denne kløft. Der har selvfølgelig altid været folk, som følte sig tilsidesat, også tidligere var der spændinger mellem provins og hovedstad. Dette er imidlertid noget andet. Følelsen af afstand – og afmagt – trives langt ind i de oplystes og organiseredes rækker.

Folk føler ikke bare, at politikerne er kommet for langt væk fra almindelige mennesker. Frustrationen gælder også medierne, som overser vigtige samfundsproblemer. Og nok så meget er den rettet imod »djøf’erne« – det magtfulde lag af embedsmænd og eksperter, der af mange opleves som de reelle magthavere.

 

DEN SOCIALE AFSTAND handler blandt andet om boligpolitik – og lejere. Nogle måneder tidligere holdt jeg også foredrag for folk fra Vestegnen, nærmere bestemt bestyrelser i de almene boligforeninger. Det er engagerede mennesker, som bruger tid i beboerforeningen og afsætter en aften til et foredrag. På et tidspunkt spurgte jeg, hvor mange der holder en avis. Det gjorde ganske mange.

Blandt aktive beboere på Vestegnen stemmer mange på S og SF. Der faldt da også knubbede ord mod den borgerlige regering og dens favorisering af ejerboligerne. Alligevel var der ikke meget tiltro til, at et regeringsskifte vil ændre situationen.

»Er de fine folk inde på Christiansborg ikke ligeglade med sådan nogle som os,« lød et af spørgsmålene.

Eller som det sidst på året blev udtrykt ved en anden debat, også i et alment boligområde:

»Helle Thorning-Schmidt siger, at hun ikke vil brandbeskatte boligejerne, men derfor kunne hun da godt gøre noget for os lejere«.

Brudfladen er også geografisk. Tag den stuvende fulde sal på Tønder Museum, som i efteråret diskuterede »rummelighed«. Ingen var i tvivl om, at dette luftige begreb er noget særligt i den del af landet. En mor fortalte, hvordan de mange sociale klienter i et område som Højer stiller særlige krav. For eksempel at forsyne legekammerater med det regntøj og de gummistøvler, som deres forældre ikke magter.

Man føler sig glemt af meningsdannere og beslutningstagere i København. Centraliseringen buldrer af sted, men i hovedstadseliten diskuteres det højst som et par ekstra ambulancer i Vestjylland. Der er opstået en ny form for »usynligt Danmark« udenfor storbyernes højere middelklasse. Blandt dem, der bor på landet og i de mindre bysamfund. Blandt dem, der bor til leje. Blandt de faglærte og ufaglærte, der i al stilfærdighed passer deres – ofte ikke særlig velbetalte – arbejde.

 

ELITERNES TRIUMF har undertitlen »da de uddannede klasser tog magten«. Det er bogens postulat, at det bredt favnende folkestyre er afløst af den højere storbymiddelklasses dominans. Politikere, embedsmænd, eksperter og mediefolk er uenige om mangt og meget, men deler i stigende grad erfaringsverden og social horisont med hinanden, ikke med store dele af befolkningen.

70 procent af de yngre folketingsmedlemmer er i dag akademikere eller studerende på akademiske uddannelser. Måske en logisk følge af samfundsudviklingen? Det mente en tilhører på Kolding Bibliotek:

»Før kom meget af talentet frem gennem arbejderbevægelsen – der var ikke andre kanaler. I dag går langt flere unge på universitetet. Talentet kanaliseres gennem uddannelsessystemet, derfor er beslutningstagerne akademikere«.

Men det fik ikke lov til at stå uimodsagt. En yngre kvinde for op som trold af en æske. Hun havde studeret på RUC, men arbejder nu som truckfører:

»Mange af mine nuværende kolleger er da meget klogere end alle de fine folks børn på universitetet. I aner ikke, hvor meget bluff og selviscenesættelse, der er på de højere uddannelser. De er ikke mere talentfulde end os, bare bedre til de akademiske koder man skal beherske i uddannelsessystemet«.

 

UDDANNELSE ER SÅLEDES en svær skillelinje. Ifølge dansk socialforsknings grand old man, professor emeritus Erik Jørgen Hansen, lever vi i dag i »det uddannelsesorganiserede samfund«. Eksamensbeviset bestemmer, hvor vi er placeret i hierarkiet på arbejdspladsen. Samtidig er uddannelse afgørende på et hav af områder – børnenes uddannelse, vores indflydelse, sundhed, ja selv vores levealder.

Vores billede af disse skel afhænger imidlertid af, hvor vi selv er. Tag bare et par af forårets debataftener:

Èn var hos 3F i Silkeborg. Hér var der en nærmest intuitiv oplevelse af »de uddannede klassers« triumf. »Når man hele tiden siger, at samfundet er blevet så utrolig kompliceret, er det bare et forsøg på at holde os med de korte uddannelser nede,« lød diagnosen fra en midaldrende kvinde.

En jord- og betonarbejder sagde det sådan:

»Da jeg var ung, havde arbejderne en anden selvbevidsthed. Vi var stolte over vores fag og det, vi stod for. I dag er der kun status i at være akademiker. Hvis vi overlader samfundet til djøf’erne, ender det helt galt!«.

Nogle uger før holdt jeg et lignende foredrag på en højskole – med et ganske andet resultat. Forstanderen var uddannet på universitetet i 1970erne, i marxismens storhedstid. Han glædede sig til igen at høre om klassesamfundet, men blev skuffet efterhånden som foredraget skred frem:

»For mig handler klasser om økonomi. Når jeg ser din definition af, hvem der er de meningsdannende og beslutningstagende, så er jeg jo også en del af eliten!«

»Ja – ellers passer du ikke dit arbejde«, svarede jeg. »Du har som skoleleder magt over lærere og elever. Som højskoleforstander deltager du vel også i den offentlige debat, du har del i definitionsmagten«.

Højskoleeleverne var typisk færdige med gymnasiet og havde blikket rettet imod universitetet. For flere var det kun naturligt, at de højtuddannede har definitionsmagten. Det samme var det blandt deltagere i demokratidebatten på Aarhus Universitet, hvor jeg krydsede klinger med politikere og debattører. Et af spørgsmålene fra salen lød:

»Hvis vores bil går i stykker, går vi til en mekaniker. Hvis vi får kræft, vil vi opereres af en højt specialiseret kirurg. Hvorfor er det så forkert, at det er de højst uddannede, der sidder i Folketinget?«

Jeg svarede, at politik ikke er teknokrati, men et spørgsmål om at vælge og prioritere. Det er derfor, vi har almindelig stemmeret og ikke blot et styre af dem med de længste ph.d. grader. Men det bedste svar kom, sjovt nok, fra Mette Bock (Liberal Alliance). Hun er fra Horsens, ligesom den slagsfærdige SF-politiker Lilli Gyldenkilde, der sad i Folketinget fra 1977 til 1994:

»Spørgeren forveksler at være dygtig og at være klog. Tag Lilli Gyldenkilde. Hun kom af ingenting – havde ingen uddannelse og var på invalidepension – men hun var klog. Det skal være de klogeste, uanset baggrund, der sidder i Folketinget« (citatet er – som de øvrige – efter hukommelsen).

 

VI STÅR HER MED ET af de mest bekymrende vidnesbyrd på skreddet i vores samfund. Praktisk arbejde og uddannelse har ikke alene tabt status i forhold til det akademiske. For mange af de højtuddannede er det også blevet naturligt, at de selv spiller førsteviolin i politik og meningsdannelse.

Paradoksalt nok leverer disse måneder det hidtil mest klasserene eksempel på, at »ekspertise« ikke kan løsrives fra livsformer og sociale interesser. For højtuddannede økonomer, mediefolk og politikere er det kun naturligt at fjerne efterlønnen. De kommer sent på arbejdsmarkedet, har attraktive job og lyst til at arbejde langt op i årene. Sådan er det bare ikke for murersvenden og rengøringsassistenten, der kommer på arbejdsmarkedet som 18-20-årige og har det hårde slid.

Desværre er dette ingen enlig svale. Bermuda-trekanten af politikere, eksperter/embedsmænd og hovedstadsmedier etablerer deres eget univers – og verden udenfor trænger kun glimtvis ind. For »Mogensen og Kristiansen« hører bygningsmalere, lejere og folk i Højer til på en anden planet.

Spørgsmålet er, hvordan folk reagerer på længere sigt. Vil de dårligt stillede, ligesom i andre lande, holde op med at stemme? Vil vi se nye populistiske oprør som Dansk Folkeparti og den kuldsejlede jyske Fællesliste? Afstanden og afmagten er til at tage og føle på. At vi ikke taler om det, er i sig selv et tegn på problemet.