Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 11.4.2016
Af Lars Olsen
Sidste uges helt store historie var Panama-lækagen: Afsløringen af at velhavere og kjendisser anbringer store summer i skattely i Panama, godt hjulpet af store banker. Herhjemme er især Nordea i skudlinjen, men ude i verden er der også politiske konsekvenser – fra regeringskriser i Island og Argentina til forstærket indsats imod skattely i EU og USA.
Sagen bliver ikke mindre fascinerende, når man som jeg er gammel journalist. Panama-lækagen »breakede« samtidig jorden over sidste søndag kl.20. Den er resultat af det hidtil største internationale mediesamarbejde. 109 medier i 76 lande har arbejdet sammen for at håndtere de 11,5 millioner lækkede dokumenter.
Forløbet illustrerer en vigtig pointe: Globaliseringen giver ikke blot nye muligheder for store og små svindlere. Den åbner også nye veje for dem, der vil stoppe dem. Noget, der giver anledning til forsigtig optimisme.
Det samme gør noget andet. Mandag Morgen bragte for nylig et interview med Pascal Saint-Amans, der er skattechef i OECD og frontfigur i internationalt skattesamarbejde. Det er omsider lykkedes at skabe skattepolitisk fodslag mellem EU, USA og G20-landene, som blandt andet omfatter Rusland, Kina, Indien og Brasilien. Ifølge Pascal Saint-Amans er der sket intet mindre end et politisk paradigmeskifte efter finanskrisen.
»Den primære grund til, at det sker nu er, at staterne mangler penge (…) Man kan ikke bevare befolkningens tillid, hvis man fortsætter med at beskatte kvinder og mænd på gaden gennem indkomstskat og moms, mens multinationale selskaber ingen skat betaler,« siger Pascal Saint-Amans.
I første omgang berører samarbejdet ikke skattely som Panama. Nettet strammes imidlertid, når verdens toneangivende økonomier er enige om principper for øget åbenhed, samarbejde mellem skattemyndigheder, kontrol med multinationale selskaber m.v. Verdens førende skattely, Schweiz, er således blevet presset til en aftale om informationsudveksling, som slår hul i 200 års bankhemmelighed. Der er langt igen, men en proces er i gang, og den får ny næring af Panama-lækagen.
Også herhjemme er der øget fokus på skattesnyd. Først kom det frem, at Skat i årevis udbetalte udbytteskat til svindlere, der ikke var berettiget til det. Siden blev det afsløret, at Skat snydes for store milliardbeløb i moms. Oppositionen forlanger flere penge til skattekontrol, men det afviser regeringen. Skat skal klare sig med de eksisterende ressourcer, selv om medarbejderstaben på få er skåret fra knap 10.000 til omkring 6.000.
Skats nedtur startede i 2005, da den daværende VK-regering påbegyndte store nedskæringer i medarbejderstaben. Nye computersystemer ville angiveligt overflødiggøre en del af de ansatte, men fyringerne skete før computersystemerne virkede. Politikerne ville høste, før frøene overhovedet spirede. Ifølge revisorer er konsekvensen markant svagere skattekontrol.
Alt i alt er Skat blevet snydt for et stort tocifret milliardbeløb. Det er ufattelig mange penge. Bare et eksempel: Da politikerne efter flere års ophedet debat foretog mindre forbedringer i dagpengesystemet, kostede det 300 millioner. Mere var der angiveligt ikke råd til. Men når mange milliarder fosser ud af statskassen, er de samme politikere løjerligt passive.
Den politiske debat er ensidigt fokuseret på at styre udgifterne, ikke at sikre indtægterne. Forhåbentlig giver skatteskandalerne et andet fokus. Skattely i eksotiske lande kræver internationalt samarbejde, men ordentlig dansk skattekontrol er en sag på Christiansborg. Må vi bede om lov og orden, tak!
