Kronik i Jyllands-Posten 22.8.2019

Af Lars Olsen

Pensionsalderen bliver de næste års stridspunkt. I følge Finansministeriet vil en pensionsalder på 70-75 sikre god dansk økonomi, men EU-Kommissionen tror ikke på analysen. Kun ét er sikkert: Markant større ulighed.

Dansk politik står foran et årelangt drama: Pensionsalderen. En af drivkræfterne er forslaget om tidlig folkepension. Den nye socialdemokratiske regering er ved at konkretisere forslaget, der ved valget flyttede afgørende arbejdervælgere fra DF til Socialdemokratiet.

Mette Frederiksen og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard er bevidste om dette. Forslaget var ikke valgflæsk, men udtryk for en ny stærk strømning i Socialdemokratiet. Det er imidlertid teknisk vanskeligt – og flertallet i Folketinget usikkert. I sig selv nok til et gedigent politisk drama.

Hertil kommer en anden og ofte overset drivkraft: Næste år skal Folketinget ifølge Velfærdsaftalen fra 2006 forhøje pensionsalderen yderligere. I dag er pensionsalderen 68 i 2030, ifølge køreplanen skal den til næste år forhøjes til 69 i 2035.

Også dét bliver dramatisk. Forårets debat har politiseret pensionsspørgsmålet, og meningsmålingerne viser stor folkelig modstand imod den stigende pensionsalder. Mette Frederiksens regering får det svært, selv om der kommer en aftale om tidlig folkepension. Uden en aftale bliver forhøjelsen umulig.

Hertil kommer, at pensionsalderen siden skal stige yderligere. De unge, der i dag er i lære som tømrere eller sosu-assistenter, skal arbejde til de er 75. Den langsigtede forhøjelse af pensionsalderen er en følge af Velfærdsaftalen mellem S, V, K, R og DF. Nok så vigtigt er imidlertid, at det borgerlige flertal udenom Socialdemokratiet i 2011 vedtog afviklingen af efterlønnen. Dette rammer især arbejdergrupperne, der typisk gik på efterløn som 60-62-årige.

 

Det danske arbejdsmarked står i de næste tiår overfor fundamentale ændringer: Digitalisering, robotter, den fjerde industrielle revolution… Læg dertil klimaspørgsmålet, der kan føre til helt nye transport- og produktionsmønstre. Der har sjældent været større sandhed i Storm P’s gamle udsagn: Det er svært at spå – især om fremtiden.

Alligevel betragter de toneangivende økonomer det som krumtappen i dansk økonomi, at pensionsalderen om 21 år er lige præcis 70 og ikke 68. Angiveligt er det en pensionsalder på 70-75, der alt-andet-lige gør dansk økonomi »langtidsholdbar« om 20 og 40 år – problemet er bare, at alt andet ikke er lige, men ændrer sig fundamentalt.

Andre lande har også hævet pensionsalderen til 67-68, for at skaffe råd til et stigende antal ældre, men de danske reformer er ekstremt vidtgående. Vi er på vej til den højeste pensionsalder i Europa – hvortil kommer afviklingen af efterlønnen.

Det er på høje tid, at Finansministeriets talgymnastik kigges efter i sømmene. Det er et mere politisk regnestykke, end vi normalt antager. Det er uhyre kompliceret og bygger på en stribe  antagelser: Hvor mange kan overhovedet arbejde så længe? Og hvor mange vil – et stigende antal seniorer har råd til selv at trække sig? Og hvor mange vælger kun at arbejde deltid? Al sammen usikkert, men afgørende for regnestykket.

 

Tidligere på måneden indledte statsministeren de meget omtalte pensionsforhandlinger med fagbevægelse og arbejdsgivere. Den samlede danske verdenspresse stod klar, og TV2 News gav den fuld skrue. De interviewede en af Danmarks førende eksperter, professor Per H. Jensen fra Aalborg Universitet:

»Spørgsmålet er, om vi kan arbejde til vi er 72 eller 75? Finansministeriet har fremlagt beregninger, der viser, at det ikke er et problem: I 2050 vil pensionsalderen være 72, men folk vil trække sig tilbage, når de er 72 ½ – så det går fint. Men de samme tal har været til grundig behandling hos eksperter i EU-Kommissionen. De siger, at tallene er forkerte og politisk inspirerede. De vurderer, at den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder i 2050 vil ligge 4-5 år før pensionsalderen,« fortalte Per H. Jensen.

Studieværten var overrasket. Han var tydeligvis mere klædt på til parlamentariske trakasserier end fundamentale spørgsmål. »Det lyder som lidt af en bombe«… Ja, de politiske reformer hviler på »urealistiske forudsætninger«, da der uden videre sættes lighedstegn mellem højere levealder og flere arbejdsår:

»Vi har opfundet en masse ny medicin og nye behandlingsformer, så folk lever længere, men fordi de lever længere, er de ikke nødvendigvis arbejdsdygtige i længere tid,« fastslog professoren.

Danske politikere må spørge sig selv, hvorfor EU-kommissionens analyser af de danske data når til et helt andet resultat end Finansministeriet? Den samme skepsis findes – mere forsigtigt – hos de økonomiske vismænd.

De er ellers stålsatte tilhængere af efterløns- og pensionsreformerne, men den seneste rapport stiller spørgsmålstegn ved, om forhøjelsen af pensionsalderen vil »vise sig at have den ønskede effekt«. Vismændene peger – som Per H. Jensen – på helbredsproblemer blandt mange ældre. Samtidig kan en del bedrestillede seniorer vælge at trække sig fra arbejdsmarkedet og leve for egne midler, indtil de kan få folkepension.

 

Under valgkampen var spørgsmålet om tidlig folkepension et stort emne: Mette Frederiksen spalter danskerne i et A- og B-hold, når nogle får ret til tidlig pension og andre ikke, anklagede Venstres Lars Løkke Rasmussen. Indvendingen om A- og B-hold er siden gentaget af andre kritikere.

Virkeligheden er imidlertid, at danskerne allerede er delt i et A- og B-hold. I foråret udsendte Forsikring & Pension en analyse af akademikernes pensioner. Den viser, at en generation af usædvanlig velpolstrede akademikere er på vej på pension. De har haft pension som del af deres løn hele karrieren, mens faglærte og ufaglærte først fik arbejdsmarkedspensioner i 1990’erne.

Hertil kommer, at mange af de højtuddannede har betydelige friværdier i deres boliger og tillige job, hvor de kan arbejde til langt op i 60’erne. Efterløns- og pensionsreformerne bliver de kommende års helt store ulighedsmotor i det danske samfund:

Seniorernes A-hold er folk med lange uddannelser, der er på solsiden med både job, pensionsformuer og friværdier – de kan arbejde eller trække sig som de vil.

B-holdet er arbejderklassen, der tidligere gik på efterløn som 60-62-årige, men nu må hænge på så længe som muligt – den beskedne pension rækker ikke til andet. Over halvdelen af 50+ med fysisk arbejde døjer med hyppige smerter, så det bliver en hård tørn.

 

Det er dén virkelighed, Slotsholmen må ankomme til. Den nye finansminister, Nicolai Wammen, må levere det ærlige regnestykke. Vi må have en forklaring på, hvorfor EU-kommissionen – på basis af de samme tal – når til et helt andet resultat end Finansministeriet.

Pensionsalderen bliver de kommende års varme kartoffel i dansk politik. Befolkningen kan ikke gennemskue alle de økonomiske detaljer, men fornemmer det fundamentalt urealistiske i en konstant stigende pensionsalder, der tilmed skal gælde for alle – hvad enten de er  professorer eller murersvende. Det er denne folkelige skepsis, Socialdemokratiet mobiliserede med forslaget om tidlig folkepension.

Målingerne viser en kløft mellem befolkningen og parnasset af økonomer, politikere og mediefolk. At fastlægge pensionsalderen i en uforudsigelig fremtid 20-40 år frem i tiden giver måske mening i regnearkene, men ikke ret mange andre steder. Det er langt fra givet, at den evigt stigende pensionsalder skaber en holdbar samfundsøkonomi; derimod er ét sikkert: markant større ulighed.