Klumme i Jyllands-Posten 30.9.2019

Af Lars Olsen

Jeg holder meget af Portugal og vendte tidligere på ugen hjem fra mit syvende besøg. Det første var i 1975, hvor jeg var blandt de tusindvis af europæiske ”revolutions-turister”. Året forinden havde venstreorienterede officerer væltet det fascistiske regime, og nu stod det dramatiske opgør om Portugals politiske fremtid.

Vi blev indkvarteret i store militærtelte, hvor vi lå på rad og række i vores soveposer. Jeg boede blandt andet i telt med den senere FOA-formand Dennis Kristensen – det har vi hygget os en del med siden.

En af de store oplevelser var ”emigranternes dag”. Over en million portugisere var fremmedarbejdere i Vesteuropa, mange var hjemme på sommerferie, og dagen blev en gigantisk hyldest til revolutionen.

Jeg fulgtes i demonstrationen med arbejdere fra Renault-fabrikkerne i Paris og deres familier. Da vi nåede Lissabons store stadion, var vi titusinder. To helikoptere fløj ind over forsamlingen, og soldater smed røde nelliker – symbolet på revolutionen – ud over forsamlingen. Folk var ellevilde.

Massemøder som dette skabte imidlertid en farlig illusion, også hos mig. Den revolutionære venstrefløj mønstrede kun en femtedel af stemmerne, men stod stærkt i Lissabon og det sydlige Alentejo – og søgte med militærets hjælp at overtage magten. Det slog fejl. Portugals demokratiske gigant, den moderate socialist Mario Soares, stod fast og blev landets leder. Heldigvis.

 

I 1970’erne var det meste af Lissabon en fattig by, mange kunne ikke læse og skrive, kun en lille overklasse levede i luksus. I dag præges byen af en bred og betalingsstærk middelklasse. Der er rift om bordene på de lidt dyrere gourmetrestauranter, hvor det klassiske portugisiske bondekøkken serveres med twist og raffinement.

Det store vendepunkt var medlemskabet af EF i 1986. Resultatet var årtiers økonomisk boom, hjulpet på vej af politisk stabilitet, øget turisme og generøse investeringer fra EF-fonde. Man kunne ligefrem se boligannoncer, der reklamerede med ”udsigt til motorvejen”. Andre steder ville en motorvej trække ned i prisen, hér var det selve symbolet på fremskridt og modernitet.

 

Sceneskift: Geringonca er portugisisk og betyder en dårligt bygget konstruktion med tvivlsomme evner. Geringonca var det hånlige øgenavn for venstrefløjs-konstruktionen, der kom til magten i 2015, men er siden blevet symbol på dens succes.

Socialistpartiet og det revolutionære venstre har ellers hadet hinanden siden revolutionen i 1974-75, der bragte Portugal tæt på borgerkrig. Men finanskrisen og en liberalistisk højrefløj tvang socialisterne, Kommunistpartiet og venstrefløjspartiet Bloco sammen i en S-regering med venstrefløjen som støttepartier.

Statsminister Antonio Costa brød med EU’s sparepolitik, hævede mindstelønnen og pensionerne – og skabte optimisme og vækst. Portugals budgetunderskud er i dag indenfor EU’s grænser, og Antonio Costa’s socialister står til stor fremgang, når portugiserne næste søndag går til valg.

Med til billedet hører, at massive indvandrerproblemer ikke som i andre lande er løftestang for et populistisk højre. Muslimerne udgør kun én procent af befolkningen, og flygtningeruterne over Middelhavet er længere østpå.

6.oktober vil Portugal – ligesom Danmark – bryde med den europæiske højredrejning. Portugiserne holder som os meget af H. C. Andersen, der i 1866 tilbragte en frydefuld sommer i Portugal. Da statsminister Antonio Costa gjorde status over Geringonca, skete det med ordene: »Vi er gået fra at være en grim ælling til at blive en strålende svane«.