Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 7.1.2013

Af Lars Olsen

 

Giv os lov til at bruge vores egne penge til at sætte arbejde i gang. Sådan lød opfordringen i forrige uge fra røde og blå borgmestre. De vil have lempet regeringens anlægsloft, så der kan renoveres skoler og bygges plejehjem. I mange tilfælde er pengene i kommunens kasse, de må bare ikke bruge dem for regeringen.

I sidste uge havde vi så debatten om statsminister Helle Thorning-Schmidts nytårstale. »Nytårsfuser«, skrev Ekstra Bladet med vanlig sans for folkestemningen. Drop »det indholdsløse snik-snak« og sæt arbejde i gang, lød det fra fagbevægelsen.

SRSF-regeringen er fanget i et tilsyneladende uløseligt dilemma. Baglandet og offentligheden forlanger flere arbejdspladser på den korte bane, men regeringen er især optaget af noget andet: At øge arbejdsudbuddet og forbedre de økonomiske balancer på den lange bane.

Men dilemmaet er kun tilsyneladende. Vores politiske historie byder på en relativ ny erfaring, som i højere grad burde inspirere en centrum-venstre regering. Der kan siges meget kritisk om 1990ernes Nyrup-regeringer – ikke mindst at de undervurderede problemerne omkring indvandringen. Rent økonomisk præsterede de imidlertid både at skabe job her og nu og tage fat på svære strukturreformer.

Da Nyrup og Lykketoft kom til i 1993, var arbejdsløsheden 12 pct. – i 2001 var den 5 pct. Det var ikke lutter lagkage, heller ikke i forhold til fagbevægelsen. Nyrup & Lykketoft formåede imidlertid at gennemføre arbejdsmarkedsreformer uden at ofre socialdemokratisk hjerteblod. Den daværende finansminister giver en god forklaring på hvordan i et jubilæumsskrift fra Det økonomiske Råd. Opstramningerne på arbejdsmarkedet gik hånd i hånd med en massiv indsats for beskæftigelsen, og dette adskilte sig fra forgængerne i Schlüter-regeringen:

»Vi satte os for at vise, at præcis konjunkturstyring kan praktiseres. Den borgerlige regerings argument for intet at gøre mod ledigheden var, at det er umuligt at styre konjunkturerne. Vi mente derimod, at blind tro på markedskræfterne betyder menneskeligt og samfundsøkonomisk uacceptabelt store tab… Det kræver meget mere i tid og penge at vende situationen, når det først er gået galt«, skriver Mogens Lykketoft.

Forskellen på dengang og nu er, at S-toppen i dag har samme tilgang som Schlüter og Løkke Rasmussen – at »konjunkturstyring« ikke er mulig. Mens Nyrup og Lykketoft skabte hundredtusinder af nye arbejdspladser, kan den nye regerings initiativer på en god dag tælles i titusinder. Omdrejningspunktet er arbejdsudbuddet på den lange bane.

I jubilæumsskriftet beskriver Lykketoft, hvordan han i 1993 tog et opgør med Finansministeriets »klogeste hjerner«, som ikke anså indsatsen imod arbejdsløsheden for mulig. Da Bjarne Corydon overtog ministerposten i 2011, gjorde han det modsatte. Han klappede hælene sammen og overtog »de gængse regnemetoder« – som han selv udtrykte det.

 

Vi ser i disse år en ny type socialdemokrater stige til tops. Nyrup og Lykketoft er velfærdsingeniører af den klassiske skole, som rækker tilbage til Jens-Otto Krag og Viggo Kampmann. De er uddannede økonomer, har en baggrund i fagbevægelsen og kender arbejdsmarkedet som deres egen bukselomme. Thorning & Corydon er generalister (cand.scient.pol.) uden specifikt kendskab til økonomi og arbejdsmarked – og uden forgængernes forankring i arbejderbevægelsen udenfor Christiansborg. De er børn af en ny form for elitær politik.

Konsekvensen er en hidtil uset højredrejning i den økonomisk-politiske debat. Det socialdemokratiske kompas er røget på gulvet og knust.