Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 19.9.2011

Af Lars Olsen

 

På den røde fløj er der glæde og lettelse. Med god grund. Med det yderste af neglene lykkedes det at erobre flertallet og sætte punktum for ti år med VKO. Men et par kritiske spørgsmål trænger sig på: Hvorfor satte den såkaldte røde blok så meget af forspringet over styr? Og hvorfor fik både S og SF et dårligt valg?

I torsdags gjorde en af landets mest erfarne valgforskere, professor Jørgen Goul Andersen, status over valgkampen. I en kronik i Information konstaterede han, at der var lagt op til et valg om fordelingspolitikken, og at dette var en stor fordel for S og SF. Disse fik imidlertid aldrig for alvor rejst spørgsmålet:

»S og SF har både før og under valgkampen spildt oplagte muligheder for at pirke til deres traditionelle vælgeres frygt for at tabe i det fordelingspolitiske spil. Vækstdiskussionen har domineret over ledigheden (…) Overraskende er det også, at oppositionen knap nok har magtet at sætte en fordelingspolitisk dagsorden. Det er mest blevet til en kamp mellem to vækststrategier, der faktisk ligner hinanden temmelig meget,« skriver Goul Andersen og sætter trumf på:

»Ufrivilligt har S og SF’s kampagne nok haft mere adresse til den progressive del af Overdanmark end til de traditionelle vælgere«.

 

Den røde tråd i Helle Thorning-Schmidts kampagne var en appel om fornyelse efter ti års borgerligt styre, og kodeordet var oftere »vækst« end »job«. Paradoksalt nok var det Lars Løkke Rasmussen, som i valgkampens slutfase appellerede til trygheden for almindelige lønmodtagere, der frygter for privatøkonomien under S-SF som følge af skattestigninger og betalingsring.

Rollefordelingen er paradoksal, fordi VK-regeringen i stor stil har sendt regningen for krisen til dem, vi tidligere kaldte arbejderklassen. Forringelse af efterløn, pension, efteruddannelse, dagpenge og børnefamilieydelse rammer de faglærte og ufaglærte særlig hårdt. Og det rammer hårdt i det såkaldte »udkantsdanmark«. Det er mange vælgere da også bevidste om. Mens S gik tilbage på landsplan, var der pæn fremgang i yderområder i Sønderjylland, Nordjylland, Fyn og Lolland.

Fremgangen i denne del af samfundet havde været endnu større, hvis S – og SF – havde appelleret klarere til de klassiske arbejdervælgere. Inden sommerferien ville SF’s Villy Søvndal gøre valget til en folkeafstemning om efterlønnen, men det blev ikke rigtig til noget. Enhedslistens kanonvalg skyldes nok så meget valgkampens komet – Johanne Schmidt-Nielsen. I tv-debatterne stod hun for den umiddelbarhed og indignation, som tit manglede hos S og SF.

Fordelingspolitikken er imidlertid for vigtig til, at den kan overlades til den yderste venstrefløj. De kommende år kræver ofre af danskerne, og netop derfor bliver spørgsmålet om retfærdighed afgørende. Danmark har historisk haft mindre indkomstforskelle end mange andre lande, men det er et billede i opbrud. Vi er – efter Island – det vesteuropæiske land, som siden 2001 har haft den største stigning i uligheden.

 

En retfærdig fordelingspolitik bliver ikke mindre påtrængende med udsigten til en ny regering, der også omfatter de radikale. Margrethe Vestager & Co. er i stigende grad interesseparti for storbyernes velstillede cafe latte segment, og i fordelingspolitikken ligger de helt ude på højrekanten. S og SF står foran en jætteopgave for at sikre en solidarisk krisepolitik, det samme gør fagbevægelsen i de kommende trepartsforhandlinger. Hvis arbejderbevægelsen ikke formår at løfte dette, bliver regeringsmagten blot en parentes i historien.