Klumme i Jyllands-Posten 23.2.2015

Af Lars Olsen

 

Hvorfor har europæiske lande langt mere velfærdsstat end USA? Hvorfor bruges der flest penge på sociale formål i etnisk homogene lande? Spørgsmålene blev for nogle år siden undersøgt af fremtrædende amerikanske økonomer. Svaret er tankevækkende i lyset af disse års islamiske fundamentalisme herhjemme og i Europa. Svaret er også dybt kontroversielt på den venstrefløj, der traditionelt værner om velfærden.

I ”Fighting Poverty in the U.S and Europe” spørger Alberto Alesina og Edward Glaeser, hvorfor USA og Vesteuropa ser så forskelligt på velfærdsstaten. De påviser, at det etniske er en afgørende forklaring. De otte lande i verden, der bruger flest penge på sociale formål, var indtil for nylig etnisk ret homogene. Det er blandt andet de skandinaviske lande, Tyskland og Holland. Jo mere etnisk forskellige stater er, desto mindre vilje er der til at betale til hinanden via gode velfærdsordninger.

Nøjagtig det samme ses i de amerikanske delstater. Alesina og Glaeser undersøger udgifterne til det største velfærdsprogram – AFDC. De topper i det ”hvide” Alaska, men skraber bunden i Mississippi, hvor en tredjedel af befolkningen er sort. Også blandt de øvrige delstater er mønsteret tydeligt: Jo mere etnisk opdelt, desto lavere sociale udgifter.

Forfatterne trækker linjen tilbage i historien. Den racemæssige splittelse var en vigtig grund til, at USA aldrig fik stærke socialistiske arbejderbevægelser som i Europa. Racemodsætninger tog også livet af præsident Johnsons ”Great Society” – det tætteste USA nogensinde kom på en velfærdsstat.

I bogen fra 2005 forudser forfatterne, at indvandringen fra Mellemøsten og Østeuropa sætter de europæiske velfærdsstater under pres. Det bliver muligt for højrefløjen at »spille racekortet«, skriver de. Den offentlige dagsorden kommer simpelthen til at handle om noget andet.

Sceneskift: Jeg fik mit gennembrud som forfatter med ”Det delte Danmark” – også i 2005. Bogen tog afsæt i vores dagligdag på det multietniske Nørrebro, hvor min datter gik i den lokale folkeskole. Hun havde søde indvandrerveninder og gode oplevelser med fremmede kulturer, men ghetto-subkulturen kaster lange skygger over kvarteret. Jeg oplevede danske drenge, der ikke turde spille fodbold i gården på grund af chikane fra indvandrerkliker. Og jeg kan ikke tælle de gange, hvor min datter i teenageårene blev kaldt »hvide luder«.

Baggrunden er en cocktail af socialt marginaliserede familier og kulturelle parallelsamfund. Unge, der ikke føler sig som del af det danske samfund, finder sammen i kliker og bander. Det er blandt disse vrede unge mænd, islamiske fundamentalister i disse år rekrutterer mange af deres støtter.

Baggrunden er imidlertid også den førte politik: Under 1980’ernes og 1990’ernes naive indvandringspolitik importerede Danmark en ny form for underklasse. Hundredtusinder kom hertil uden uddannelse og sproglige forudsætninger til at begå sig på arbejdsmarkedet og i samfundet. Konsekvensen var social polarisering og politisk konfrontation – selv om de mange velintegrerede indvandrere også hører med til billedet.

I en globaliseret verden kan Danmark ikke lukke grænserne. Men vi kan politisk regulere, hvor mange – og hvem – vi giver varigt ophold. Når en borgerkrig i Syrien sender millioner på flugt, må Danmark yde sit. Vi må imidlertid også erkende, at det er en svær balance, som skal tage hensyn til vort eget samfunds grænser.

Nogle på centrum-venstre ser stadig en stram indvandringspolitik som »knæfald for højrepopulismen«. Vrøvl – det er forsvar for velfærdsstaten.