Manuskript til klumme i Fagbladet 3F 4.7.2014

Af Lars Olsen

 

»Gå ned i løn – eller forsvind«. På en del virksomheder har ledelsen stillet dette ultimatum til medarbejderne. At de samtidig bevilger sig selv store lønstigninger, regnes for den nye sociale orden.

Hele Danmark fulgte dramaet omkring Danish Crowns slagteri på Bornholm. En lukning af den største private arbejdsplads ville være en katastrofe for øen, der i forvejen har stor arbejdsløshed. Ikke desto mindre truede ledelsen med lukning. Først i sidste sekund blev slagteriet reddet, fordi arbejderne investerede en del af lønnen i deres arbejdsplads.

Det vakte opsigt, at Danish Crown samtidig havde et overskud på to milliarder. Det kom også frem, at de tre topdirektører i det seneste år har bevilget hinanden lønforhøjelser på to millioner.

Eksemplet er langt fra enestående. Det viser en kortlægning, som Ekstra Bladet offentliggjorde i mandags. Bare et par eksempler:

Forsikringsselskabet Tryg pressede de ansatte til at gå fem procent ned i løn. Samtidig fik Tryg-direktør Morten Hübbe en halv million i lønforhøjelse, så han nu hæver næsten 12 millioner om året.

Brødgiganten Kohberg tvang sidste år de ansatte i produktionen til at gå mellem tre og fem procent ned i løn. Det skete samtidig med, at Kohberg har store overskud, og aktionærerne trak 155 millioner kroner i udbytte ud af koncernen.

Lige nu står en strid på Læsø Fiskeindustri. Ledelsen forlanger lønnedgang på 20 kroner i timen for de ansatte i Skagen, Frederikshavn og Læsø. Samtidig er lederne selv steget 15 procent i løn siden 2009.

En subkultur

Sociologen Christian Ellersgaard har analyseret danske topdirektører, deres baggrund og levevis. Sidste år betegnede han topdirektørerne som »en subkultur«, sådan som det kendes fra rockerbander og lignende.

En subkultur er netop kendetegnet ved, at den har andre normer og æresbegreber end resten af samfundet. Når Danish Crown – trods milliardoverskud – truer med fabrikslukning, så vækker det forargelse i offentligheden. På direktionsgangen er det bare endnu en dag på kontoret. Hér regnes det for helt normalt, at ledelsen samtidig får store lønstigninger. Det gør de jo også i andre firmaer – så hvad er problemet?

Jeg diskuterede dét for nylig med en ven, der har indgående kendskab til toppen i dansk erhvervsliv. Han forklarer udviklingen med et skred i normerne for, hvad man kan tillade sig. I 1990’erne var en direktørløn på fire millioner usædvanlig høj – i dag er der lønninger på op til 20-25 millioner.

Alt tyder på, at normskreddet fortsætter – indtil vi andre siger stop.