Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 3.9.2012

 

Mere uddannelse – til hvem?

Af Lars Olsen

 

Uddannelse, uddannelse, uddannelse. Det er det store slagnummer i den finanslov, som regeringen fremlagde i sidste uge. »Mere uddannelse« er en af de få dagsordener, der forener de tre regeringspartier og fremtræder som en kollektiv prioritet.

De færreste vil da også bestride, at uddannelse er vigtig for vækst og velstand. Og finansloven har gode takter. Der afsættes en halv milliard til et løft af de ufaglærte, der ikke som unge fik andel i samfundets uddannelsesinvesteringer. Der gøres også en ekstra indsats for de kriseramte erhvervsuddannelser, hvor et udvalg mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter i løbet af efteråret skal komme med bud på løsning af praktikpladsproblemet.

Men desværre: Den store tegning i regeringens uddannelsessats er præget af fantasiløshed. Al for ofte består det bare i at hælde flere penge i de eksisterende akademiske systemer. Mens indsatsen for de ufaglærte og erhvervsuddannelserne tælles i millioner, kan investeringerne i de højere uddannelser gøres op i milliarder. 25 procent af en årgang skal være akademikere, mener regeringen.

 

»Vi kan ikke blive for kloge i Danmark,« svarede uddannelsesminister Morten Østergaard, da journalisterne stillede kritiske spørgsmål til de mange ph.d.ere i regeringens planer. Den radikale minister er endnu en af den nye politikertype: Cand.scient.pol., i Folketinget som 30-årig, den vigtigste erfaringsverden er fra uddannelsessystemet. På det seneste har ministeren anlagt sig fuldskæg, så han i det mindste fysisk adskiller sig fra en elevrådsformand.

Journalisternes kritiske indvendinger skyldtes en rapport fra Rigsrevisionen. Den stiller spørgsmålstegn ved, om der rent faktisk er brug for så mange ph.d.ere. Det er der, svarede Morten Østergaard. De skal sikre den innovation, som Danmark skal leve af.

Men er lange teoretiske uddannelser så altid det bedste? For noget tid siden besøgte jeg ingeniørfirmaet Kapacitet, der lever af innovation – de laver udviklingsopgaver for store danske virksomheder. Hér ansættes stort set kun medarbejdere, der både har en erhvervsfaglig og en videregående uddannelse, oftest en kortere én af slagsen. Dem, der kun har teoretisk uddannelse, udvikler gode ideer ved computeren, men al for ofte fungerer de ikke i praksis, forklarede direktør Jens Peter Bredholt.

Hos Kapacitet er der da også en skønsom blanding af computere, drejebænke og fræsemaskiner – det teoretiske forbindes med det praktiske. Det samme kan desværre ikke siges om den førte uddannelsespolitik. Den bygger på en simpel ligning: Jo flere år med næsen i bøgerne, desto mere klog og innovativ.

Samtidig har »mere uddannelse« ændret hele centrum-venstres måde at tænke politik: Uddannelse har erstattet kampen for arbejdslivets underprivilegerede, som ellers er en rød tråd for socialdemokrater og socialister. Vi ser dét med dem, der er ved at ryge ud af dagpengesystemet. De skal på skolebænken, siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen. Godt for mange, men hvad med den 56-årige der blev fyret efter et langt liv på fabrikken? Lad ham dog slippe for bøgerne og gøre nytte som pedel på en skole.

 

Uddannelse var også det store slagsnummer, da fire top-socialdemokrater i en kronik skitserede det nye projekt. I dag handler det angiveligt ikke om at omfordele fra rig til fattig, men om uddannelse. Vi vil skabe »den dygtigste generation nogensinde«, skrev de, uden at stille spørgsmålstegn ved uddannelsernes indhold og sociale rekruttering. Lyder det som de radikale? Ja, tja, bum, bum, bum…

 

 

 

Svar i Jyllands-Posten 5.9.2012:

 

Lars Olsen i Kaj Holger-land

Af Morten Østergaard, Uddannelsesminister, Radikale Venstre

 

Man vil jo nødigt fremprovokere flere småperfide angreb fra forfatteren Lars Olsens hånd, men jeg føler mig nødsaget til at svare, inden mandens mange fejlslutninger begynder at sprede sig til skade for både hver enkelt og landet.

Lars Olsen skrev i går, at det er noget værre snobberi, når regeringen har sat sig for at give langt flere danskere mulighed for at få sig en uddannelse.

I stedet for at akademisere samfundet burde vi give erhvervsuddannelserne en hjælpende hånd og give flere faglærte mulighed for at få en kort eller mellemlang uddannelse, mener han.

Men hallo, Lars Olsen! Det er jo netop det, vi gør, med regeringens dobbelte uddannelsesløft. Der afsættes på finansloven betydelige summer til såvel et løft af erhvervsuddannelserne som opkvalificering af faglærte, der i al sin enkelthed kan handle om, at en smed uddanner sig til at betjene en ny funktion i virksomheden og på den måde både sikrer sig lidt ekstra i løn og at virksomheden stadig kan konkurrere mod billigere, udenlandske løsninger.

Og når regeringens overordnede mål om, at 60 procent af en ungdomsårgang får sig en videregående uddannelse er nået, så vil det primært være pga. øget optag ved professionshøjskoler og erhvervsakademier, for selvom Lars Olsen ignorerer det, så er vi allerede så godt som i mål med vores ambition om, at 25 pct af en ungdomsårgang skal have en akademisk uddannelse.

Når jeg igen og igen har gentaget, at vi ikke kan blive for kloge, har jeg netop understreget, at jeg ikke mener, at man nødvendigvis bliver klogere af at læse på universitetet end på en af vores andre videregående uddannelser. Tværtimod har jeg foreslået et obligatorisk praktikvindue på alle uddannelser, fordi jeg mener at også universitetsstuderende kunne have godt af lidt praksisnærhed.

Til gengæld ved vi med sikkerhed, at for de hundredetusindvis af jobs, der de sidste 10 år er tabt og stadig tabes for Danmark, er det kendetegnende, at de ikke kræver en uddannelse, mens de nye, der skabes, kræver bedre kvalifikationer.

Uddannelse, uddannelse, uddannelse er svaret, uanset hvor dårlig en klang Lars Olsen forsøger at give det, og det uanset om det er en ehvervsuddannelse eller en ph.d-grad.

I modsætning til det indtryk, Lars Olsen forsøger at give, sker regeringens fortsatte satsning på ph.d-uddannelser netop på baggrund af utvetydig viden om, at ph.d’erne i rigt mål vil blive opslugt af de højproduktive virksomheder, der bidrager mest med vækst og nye arbejdspladser til såvel faglærte som højtuddannede.

Det er derfor først og fremmest udtryk for Lars Olsens Kaj Holger-tilgang til livet, når han tror, man forsvarer produktionsjob ved at spare på forskning og uddannelse, og i Lars Olsens vrangforestilling om arbejderne i industrisamfundet glemmer han fuldstændig, at langt de fleste knoklede for at sikre deres børn en bedre uddannelse, end de selv havde fået.

Det er der intet som helst snobbet over. Det er bare klogt.

 

 

 

 

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 10.9.2012

 

Uddannelsesinflation

Af Lars Olsen

 

Smag på ordet: Uddannelsesinflation. Begrebet er velkendt internationalt, men herhjemme er det svært at rejse en seriøs debat. Stærke kræfter har store interesser i at pande den ned.

Tag meningsudvekslingen mellem undertegnede og uddannelsesminister Morten Østergaard (R). I sidste uge stillede jeg på denne plads spørgsmål ved regeringens prioriteringer, hvor der investeres langt mere i akademisk uddannelse end i faglærte og ufaglærte. Ministeren svarede, at jeg lever i »Kaj Holger-land« – endnu et af de hold-kæft-bolsjer, der bruges imod kritikere af de postmodernistiske uddannelseseksperimenter.

Det værste ved ministerens indlæg er fifleriet med tallene. Vi er »allerede så godt som i mål med vores ambition om, at 25 pct. af en ungdomsårgang skal have en akademisk uddannelse«, skriver han. Det er simpelthen ikke rigtigt. Ifølge de nyeste tal fra Danmarks Statistik var det kun 12,2 pct. af de 25-26-årige, der i 2010 havde/var i gang med en lang videregående uddannelse.

Ministerens tal er fra Undervisningsministeriets profilmodel. Ifølge denne prognose vil 23,8 pct. af dem, der i 2010 afsluttede 9.klasse, have en akademisk uddannelse i 2035. Men det forudsætter, at en stor del af disse års rekordoptag på gymnasierne fortsætter på universiteterne, som så præsterer rekordoptag år efter år. Og nok så vigtigt: Det forudsætter, at politikerne lader bevillingerne følge med, altså et milliardsats af de helt store.

 

»Vi overuddanner«, hedder det i magasinet Asterisk, som udgives af Danmarks Pædagogiske Universitet. »På tværs af EU-landene er der sket en inflation i uddannelse. Udviklingen har haft nogle irrationelle og utilsigtede konsekvenser, fordi flere er overuddannet og ender med at tage job, der er lavere end deres kvalifikationer,« siger lektor Niels Rosendal Jensen, der er dansk tovholder på et EU-projekt om ungdomsarbejdsløshed.

Debatten er tidligere rejst af socialforskeren Erik Jørgen Hansen, der er professor emeritus i uddannelsessociologi. Han anbefaler, at politikerne i stedet prioriterer erhvervsfaglige og kortere videregående uddannelser, og at flere bygger det akademiske ovenpå i løbet af livet. Dette har faktisk hele tre fordele: Mere lige social rekruttering, bedre forbindelse til det praktiske liv og ikke mindst større sikkerhed for, at der er brug for de højtuddannede.

I ugens løb talte jeg med Simon Tøgern, der er formand for HK Privat. Indenfor deres område oplever de universitetskandidater, der er ansat i almindelige kontorjob. Og de har stadig større problemer med »videnspiloter«, hvor akademikere med offentlige tilskud i ryggen fortrænger folk med en kontoruddannelse.

I foråret viste en analyse fra tænketanken Kraka, at hver femte akademiker er i et job, hun er overkvalificeret til – og at dette er fordoblet siden 1990’erne. Denne »gøgeungeeffekt« får fuld skrue, hvis Morten Østergaard & Co. har held til at øge antallet af akademikere fra 12-13 pct. til 25 pct.

Indtil videre er debatter om uddannelsesinflation kvalt i opløbet. Den er da også oppe mod stærke interesser – Djøf, Magisterforeningen, universiteterne, et Folketing præget af akademikere… Tankevækkende nok stilles de kritiske spørgsmål hverken af røde eller blå politikere, men af Rigsrevisionen. Med god grund.

 

De radikales akademikerstunt sker samtidig med, at de af sparehensyn afviser stort set alle andre offentlige udgifter. 11.000 unge på erhvervsuddannelserne mangler en praktikplads og tusindvis er ved at miste dagpengene. Dette er klassepolitik af værste skuffe.