Manuskript til analyse i Politiken 22.3.2008

Af Lars Olsen

 

»Mønsterbrydere« kommer frem for alt fra ikke-boglige familier, der har en aktiv familiekultur. Men uddannelsessystemet passer bedst til de højtuddannedes børn.

Vaner og omgangsformer i familien er afgørende for, hvordan børnene klarer sig i uddannelsessystemet. Det har stor betydning for resultaterne i skolen, om man som regel spiser sammen med sine forældre, vokser op i et hjem med bøger og ofte diskuterer tv og samfundsforhold.

Det viser en ny undersøgelse, som seniorforsker Beatrice Schindler Rangvid fra Anvendt KommunalForskning (AKF) har foretaget for Ugebrevet A4. Analysen bygger på det omfattende skema, der ligger til grund for PISA-undersøgelserne. Her testes ikke kun elevernes færdigheder; de unge svarer også på en række spørgsmål om forholdene derhjemme.

Den nye analyse dokumenter to vigtige mekanismer:

·        Det er frem for alt unge fra aktive ikke-boglige familier, der bliver »mønsterbrydere«. Det er især unge fra hjem med en aktiv hverdagskultur, der klarer sig godt i skolen og fortsætter i gymnasiet, selv om forældrene ikke har boglig uddannelse.

·        Familiekulturen kan imidlertid ikke tilsidesætte de sociale skel. For eksempel klarer børn fra »inaktive« akademikerfamilier sig bedre i uddannelsessystemet end børn fra »aktive« familier med faglig uddannelse.

 

DE MEST OMFATTENDE spørgsmål om forholdene i hjemmet blev stillet i PISA2000. Undersøgelsen blev i 2004 fulgt op af nye interview med de nu 19-årige unge. Dermed ved man ikke kun, hvordan familiekulturen påvirker eleverne i folkeskolen, men også hvad den betyder for deres videre færd gennem ungdomsuddannelserne.

AKFs analyse bygger på de seks forhold i hjemmet, der har størst betydning for de unges læsefærdigheder. Det er, om man hyppigt diskuterer tv/bøger og samfundsforhold/politik, spiser aftensmad sammen, tager på museer m.v. samt har mange bøger og klassisk litteratur derhjemme.

På den baggrund inddeles familierne i dem med »høj kulturel aktivitet« og »lav kulturel aktivitet«. Som det ses i grafikken, er der både aktive og mindre aktive familier i alle sociale lag. Samtidig ses et klart mønster: Unge fra hjem med en aktiv kultur klarer sig bedre i skolen end tilsvarende unge fra mindre aktive familier. De fortsætter også oftere i gymnasiet, og færre er som 19-årige droppet ud af uddannelsessystemet.

Forklaringen ligger lige for. Samtaler med forældrene om alt fra tv-programmer til samfundsforhold giver børnene en vigtig ballast. Det samme gør stabile rammer, stimulerende udflugter og en opvækst med bøger.

Undersøgelsen viser således, at 50 procent af de unge fra aktive ufaglærte familier tager en gymnasial uddannelse (gymnasiet, hf, hhx eller htx); i inaktive ufaglærte familier er det kun 30 procent. Blandt familier med faglig uddannelse er tallene 63 procent og 40 procent.

Samtidig er vaner og omgangsformer i hjemmet afgørende for, om de unger dropper ud af ungdomsuddannelserne. Kombinationen af en inaktiv familiekultur og manglende uddannelsestradition er således en giftig cocktail. Langt det største frafald findes blandt unge, der er vokset op i familier, som både er »inaktive« og uden boglig uddannelse.

Det er der flere årsager til. Disse unge har ofte klaret sig dårligt i folkeskolen. Samtidig mangler de opbakning fra forældrene, hvis de får problemer med erhvervsuddannelsen/gymnasiet og er ved at droppe ud.

 

DA VI STARTEDE projektet, havde vi flere hypoteser. Den ene var, at aktive ikke-boglige familier er »rugekasser for mønsterbrydere«. Dét blev til fulde bekræftet. Det samme er imidlertid ikke tilfældet med en anden hypotese – at »de velstilledes forsømte børn« klarer sig skidt – for eksempel fordi forældrene prioriterer karrieren forud for kontakten til børnene.

Dette bekræftes ikke af tallene. Der er et relativ højt frafald blandt 19-årige fra akademikerfamilier med en »inaktiv« kultur, men ellers går det bemærkelsesværdigt godt for denne gruppe. Faktisk klarer de inaktive akademikeres børn sig bedre i skolen end børn af aktive faglærte, og flere fortsætter i gymnasiet.

Hér dokumenteres »eksamensbevisets jernhårde lov«. Tallene viser, at de højtuddannedes børn ikke kun klarer sig bedre, fordi deres forældre har en mere udviklende familiekultur. Forældrenes uddannelse har også i sig selv stor betydning.

Den vigtigste forklaring er formentlig skolens kultur og arbejdsformer. Når eleverne skal lave et projekt om Rifbjerg eller skrive engelsk stil, kan gymnasielærerens datter få en helt anden hjælp derhjemme end maskinarbejderes søn. De højtuddannedes børn vil også på forhånd være mere fortrolige med de ord og koder, der giver bonus i uddannelsessystemet.

Dette illustreres af en ny bog, »Ingen arme – ingen kager« (Unge Pædagoger), hvor forfatterne fulgte et projektarbejde i 8.klasse. Titlen stammer fra et motto blandt lærerne: Eleverne måtte selv henvende sig, hvis de ville have hjælp til projektet. Der er jo »ansvar for egen læring«.

Projektforløbet var da også lettere for de veluddannedes børn, som havde en intuitiv forståelse for arbejdsformen og for ord som synopsis, perspektivere m.v. Samtidig viser bogen, at lærerne ofte belønner evnen til at præsentere projektet højere end arbejdsindsats og indhold. Også det er til fordel for middelklassebørnene, der roses for sikker og rolig fremtoning og for at kunne reflektere og perspektivere.

Den nye undersøgelse fra AKF / Ugebrevet A4 afdækker flere fronter i kampen mod uligheden. Det er vigtigt, at så mange forældre som muligt rustes til at give deres børn udviklende rammer. Men der er også god grund til at se kritisk på uddannelsessystemets egen kultur og arbejdsformer. Uddannelsessystemet er med til at skabe social sortering og ulige chancer.

 

Lars Olsen er journalist, tilknyttet Ugebrevet A4, og forfatter til »Den nye ulighed«.