Manuskript til indlæg i Politiken 20.2.2019

Af Lars Olsen,
Forfatter til »Det forsvundne Folk«

 

Mere end hver anden 50+ med fysisk arbejde døjer med ugentlige smerter, og mange er ligefrem begrænset i arbejdet. Nye tal dokumenterer de hårde job, vi glemte under myten om »videnssamfundet«.

STRIPPEREN bevæger sig både i lange seje træk og i små hidsige bevægelser… Stripperen er malersvendens yndlingsværktøj og genstand for mange håndværkervitser. Den er tungere og mere effektiv end en spartel, når der skal fjernes gammelt tapet. Og det skal der i dag.

Jeg er taget med min ven, malersvend Paw Østergaard Jensen,  på arbejde. I dag istandsætter han et rækkehus. Det gamle tapet fjernes med stripperen. Paw lægger godt med vægt i, også når han er nødt til at bøje ryggen. Siden er det ned på knæ for at fjerne det nederste tapet. Hver væg skal igennem tre omgange, før den er klar til nyt tapet.

Ovenpå skal der ordnes lofter. Det værste – at rense og spartle loftet – skete i går. Nu skal der filt på. Paw er en høj fyr, men må op på tæer for at sætte filten på plads. Han startede i lære som 18-årig. I dag er han 54 og kan med de nye regler gå på pension som 68-årig. 50 år på arbejdsmarkedet – 14 år endnu.

Det bliver ikke let. Utallige bøj, stræk og akavede stillinger giver smerter i skuldre og nakke, heldigvis har Paw undgået de store problemer med knæene, som mange kolleger døjer med.

Over halvdelen af malerne over 50 har smerter mindst én gang om ugen, og tre fjerdedel af disse er ligefrem begrænset i arbejdet af smerter. Det dokumenterer data fra forskningsprojektet SeniorArbejdsLiv, som er støttet af Trygfonden. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) har stillet tallene til rådighed.

Malerne er langt fra alene. I de fleste jobgrupper med fysisk krævende arbejde er det over halvdelen af 50+, der har daglige eller ugentlige smerter. Det gælder for eksempel murere, elektrikere, jord- og betonarbejdere, sosu’er og en gruppe som dagplejere, som løfter små børn utallige gange på en arbejdsdag.

Det barske arbejdsliv kom i fokus med debatten om differentieret pensionsalder. Men hvad er årsagen til smerterne? En del politikere og medier udpeger den enkeltes egen livsstil som den store synder. »Er folk blevet vanvittige? Højere automatisk pension fordi man ryger og drikker mere end gennemsnittet«, skrev fhv. V-minister Søren Pind for nylig.

Er rygning og alkohol så forklaringen? Ja, men ikke den afgørende. Det viser en nøjere analyse af SeniorArbejdsLiv’s tal, som professor Lars L. Andersen fra NFA har foretaget. Han deler 50+ ind i to grupper: De »sunde«, der ikke ryger, dyrker ugentlig motion og ikke drikker mere end Sundhedsstyrelsens grænser – og de »usunde« der ikke gør dette.

De »usunde« har ganske rigtigt flere smerter end de »sunde«, men den store forskel er de fysiske krav i jobbet. Mønsteret er særlig tydeligt for den del af de smerteramte, der ligefrem er begrænset i arbejdet: Blandt folk med stillesiddende arbejde stiger andelen, der er begrænset af smerter, fra 10 procent blandt de »sunde« til 14 procent blandt de »usunde« – hos folk med fysisk krævende job fra 46 til 48 procent.

Så ja, det hjælper at kvitte smøgerne og dyrke motion, samfundets store skel sættes dog af de fysiske krav i jobbet. Hvad enten folk lever »sundt« eller »usundt«, er det dramatisk flere med fysisk krævede arbejde, der er begrænset af smerter. Vi må se virkeligheden i øjnene: Der et strukturelt problem med en pensionsalder på 68 for alle.

DEBATTEN OM differentieret pensionsalder har synliggjort dem, jeg i min bog kalder »Det forsvundne Folk«. Ifølge NFA’s undersøgelser er det 39 procent af de beskæftigede, som har fysisk krævende job. De forsvandt under radaren i et Danmark, der i mange år blev defineret som »videnssamfund«.

Arbejderklassens mangeårige »forsvinden« præger også disse ugers debat. Arbejdsmiljø og nedslidning skal kæmpe sig tilbage på den kollektive nethinde. Sundhedsforskere er ensidigt optaget af livsstil som rygning og alkohol – de leverer jo skyts til offentlige kampagners løftede pegefingre. At vi også har en omfattende viden om arbejdsmiljø og nedslidning, var nærmest gået i glemmebogen.

Hertil kommer, at arbejdergrupperne ofte starter på arbejdsmarkedet som 18-20-årige. Når de fejrer 60, er en del nedslidte – og endnu flere bare slidte. Disse grupper er massivt i klemme i disse år, hvor efterlønnen afvikles, og pensionsalderen bliver 68. Frem til 2014 gik over 40 procent af 3Fs og FOAs medlemmer på efterløn som 60-årige – det var til en lavere sats, men de kunne ikke mere.

Politikerne bør lempe visitationen til seniorførtidspension, så det bliver en reel mulighed for psykisk og fysisk nedslidte – uanset baggrund. Der er imidlertid et særligt problem blandt arbejdergrupperne, som starter tidligt på arbejdsmarkedet og ofte døjer med smerter på jobbet. Det er især dem, der har brug for en differentieret pensionsalder: 40-42 år på arbejdsmarkedet må give ret til tidlig pension.