Manuskript til essay i Politiken 22.9.2012

 

Jorden kalder, Helle

 

Socialdemokratiet har tabt hvert eneste valg siden 1998, og Staunings gamle parti står i dag til sølle 18-20 procent. Den folkelige krise er langt dybere, end S-toppen vil vedgå. Den bunder i nye mønstre i dansk politik, hvor politikere, journalister og akademiske eksperter lever i deres egen virkelighed

 

Af Lars Olsen

 

Kære socialdemokrater

JEG SKRIVER TIL JER ud fra både solidaritet og bekymring. Solidaritet fordi jeg – som jer – tilhører det reformistiske centrum-venstre. Bekymring fordi Socialdemokratiet befinder sig i en langt dybere krise, end jeres partiledelse vil vedgå. En krise, der kan ændre selve grundtrækkene i dansk politik.

Ingen andre har som Socialdemokratiet formet det moderne Danmark. Det er ikke mindst arbejderbevægelsens fortjeneste, at Danmark i dag er et velstående samfund med mindre sociale skel end de fleste andre. Men virkeligheden presser sig på: Selve Socialdemokratiets position som stort og samlende parti er ved at skride.

I er gået tilbage ved hvert eneste valg siden 1998, hvor Nyrup opnåede 36 procent. Og lige nu er den helt gal. Staunings gamle parti står i meningsmålingerne til 18-20 procent – langt under Venstre og kun lidt over Dansk Folkeparti eller Enhedslisten på en god dag. Et historisk lavpunkt, der burde føre til bred debat både i og udenfor Socialdemokratiet.

 

HVORDAN ER DET gået så galt? Lad mig starte med det aktuelle: Nedturen siden valget for et år siden. Medierne gentager monotont forklaringen om »løftebrud«, og Venstre gør alt for at holde figuren i live. Det er da også en del af forklaringen, men næppe den væsentligste.

»Løftebruddene« kan forklare de første par procent, som Socialdemokratiet tabte i månederne efter valget. Det absolutte lavpunkt – 16 procent – indtræffer imidlertid langt senere, nemlig i forsommeren. Og det er især knyttet til to begivenheder: Skattereformen med V og K, der af mange opleves som socialt skæv. Og nok så vigtigt trepartsforhandlingerne, der kuldsejlede på grund af lønmodtagernes modstand imod at ofre en eller to fridage.

I begge tilfælde var regeringens mål at øge arbejdsudbuddet frem mod 2020. Det var derfor, S og R foretrak en skattereform med de borgerlige frem for en mere social med Enhedslisten. Og det var derfor, finansministeren droppede trepartsforhandlingerne, da Dansk Metal afviste at afskaffe fridagene.

Thorning & Corydon peger med rette på, at der skal være orden i økonomien. Det ved danskerne også godt. Flertallet af LO-lønmodtagerne stemte i foråret ja til historisk smalle overenskomster – for mange ligefrem et fald i reallønnen. Problemet er, at »øget arbejdsudbud« passer til befolkningens virkelighed som en boksehandske til et blåt øje. Undersøgelser fra TrygFonden viser, at 39 procent er eller har været berørt af arbejdsløshed hos dem selv, deres børn eller forældre. Det er denne virkelighed, ministrene taler hen over – og det opleves slet og ret som ulidelig arrogant. Det skaber billedet af en politisk kaste, som lever på en fremmed planet.

Nu siger også S-ledelsen, at »vi skal tale mere om problemerne her og nu end om 2020«. Men dén holder ikke. Hele regeringens økonomiske politik er bygget op om arbejdsudbuddet i 2020. Problemet er ikke dårlig kommunikation, men en fejlslagen politik.

 

LAD OS TAGE ET spadestik dybere: Hvorfor har regeringen fokus på »arbejdsudbuddet i 2020« og ikke på mere presserende økonomiske problemer som konkurrenceevnen, arbejdsløsheden og hvad Danmark skal leve af? Svaret findes i Christiansborgs lukkede kredsløb mellem politikere, medier, embedsmænd og eksperter. Det stærke fokus på arbejdsudbud går tilbage til højkonjunkturen, hvor der var et reelt problem med mangel på arbejdskraft. Det var hér, Arbejdsmarkedskommissionen leverede sine forslag til reformer af efterløn, dagpenge og andet.

Arbejdsmarkedskommissionen og dens økonomiske orakler fik imidlertid nyt liv, da statsminister Lars Løkke Rasmussen sidste år skulle legitimere forringelsen af efterlønnen og VK-regeringens 2020-plan. Økonomerne omkring Arbejdsmarkedskommissionen satte dagsordenen i den offentlige debat, og SRSF kørte videre i samme rille.

Også i det nye regeringsgrundlag er arbejdsudbuddet i 2020 den røde tråd, selv om vi ikke længere har mangel på arbejdskraft, men betydelig arbejdsløshed. Det passer til Finansministeriets computermodeller og Christiansborg-journalisternes vanetænkning, men er folkeligt håbløst og adresserer ikke de mest presserende økonomiske problemer under krisen.

Regeringen kan sagtens bede befolkningen om at yde ofre. De fleste kan godt se nødvendigheden af løntilbageholdenhed og skarp prioritering af offentlige udgifter, især hvis byrderne fordeles retfærdigt. Men danskerne forventer, at de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder – og at byrderne er begrundet så folk kan forstå det. Regeringens økonomiske politik lever ikke op til disse to helt afgørende kriterier.

 

SOCIALDEMOKRATERNES FOLKELIGE KRISE er et produkt af nye mønstre i politik. Miljøet omkring Slotsholmen har udviklet sig til en boble, hvor politikere, embedsmænd, eksperter og journalister lever i deres egen virkelighed, styret af særlige logikker. Det gælder hele det politiske liv, men rammer med særlig styrke Socialdemokratiet, der fik styrke og næring ved dybe rødder i det danske folk.

Spol filmen 15 år tilbage. Til dengang Socialdemokratiets forhold til vælgerne frem for alt blev belastet af et spørgsmål: Udlændingepolitikken. Jeg var selv Christiansborg-journalist fra 1994 til 2001 og boede samtidig på Nørrebro. Det var et til tider absurd møde mellem to forskellige virkeligheder.

På Nørrebro oplevede vi de påtrængende integrationsproblemer, som var velkendt i andre underprivilegerede bydele. Men på Christiansborg var dagsordenen blandt politikere og journalister en helt anden, det samme var den blandt de mange eksperter, der agiterede for »det multikulturelle samfund«. Hér blev utilfredse vælgere og borgmestre betragtet som småracister, der ikke havde forstået vores storslåede multikulturelle fremtid. Konsekvensen var et folkeligt overtryk, som i 2001 banede vej for ti års borgerlige regeringer og en uhyggelig polariseret udlændingedebat.

»Arbejdsudbuddet i 2020« spiller samme rolle i dag som 1990’ernes forestillinger om »det multikulturelle samfund«. Begge er verdensfjerne abstraktioner, der lyder fremsynede i en elite af politikere, mediefolk og akademiske eksperter. Begge har en særlig fascinationskraft blandt Det radikale Venstres storby-akademikere. Og begge støder frontalt ind i en folkelig hverdagserfaring, med katastrofale følger for Socialdemokratiet.

Det er tankevækkende, at mens Socialdemokraterne på Christiansborg er skrumpet til under 20 procent, får partiet stadig 30-35 procent ved kommunevalgene. Hér er politik tættere på borgerne, og mange S-borgmestre nyder den folkelige tillid, som Thorning & Co. savner.

 

I SIDSTE MÅNED udkom Ekstra Bladet med et stort billede af statsministeren på forsiden. »Jorden kalder, Helle«, lød overskriften – foranlediget af regeringens holdning til de mange, der er ved at miste dagpengene. Man kan sige meget om Ekstra Bladet, men de har en god fornemmelse for, hvor silden står i folkehavet. Det er lige præcis sådan, mange mennesker oplever det.

Miljøet omkring Slotsholmen har ikke forstået rækkevidden i den folkelige krise. Som foredragsholder rejser jeg meget rundt i landet og diskuterer med fagbevægelsens fodfolk og andre, der normalt stemmer centrum-venstre. Stemningen er i kulkælderen. Der er respekt om mange af ministrenes konkrete initiativer, men skuffelse og ligefrem vrede over økonomi- og fordelingspolitikken. Der er sket en ødelæggende demobilisering af dem, som ellers taler for centrum-venstre ved kantinebordene, på lærerværelserne og ved familiefesterne.

Hvis det fortsætter som nu, fører næste valg ikke kun til en borgerlig regering – vi vil også opleve at store grupper vender ryggen til politik.

 

 

 

Debatindlæg i Politiken 6.10.2012

 

Lars Olsen på månen

 

”Jorden kalder Helle”, skriver Lars Olsen den 22. september.  Men hans egen analyse er helt på månen og bygger på en verdensfjern  forestilling om, hvad Danmarks faktiske udfordringer er

 

Af Martin Lidegaard, Klima,- Energi-, og Bygningsminister (R)

 

Lars Olsen har en fetich. Han er overbevist om, at Danmarks største politiske problem udgøres af en lille, magtlidderlig elite af økonomer og “radikale storbyakademikere”, som det formuleres i hans sidste indlæg for nu fjorten dage siden. I Olsens univers findes der rigtige centrum-venstre-partier, der vil folket det godt, og så alle os andre, hvis hedeste drøm er at hoppe med resten af eliten ind bag forskansede friskoler og akademiske ghettoer.

 

I årtier har vi negligeret den brede befolknings bekymringer om udlændinge, folkeskole og arbejdsløshed og i stedet tvunget især Socialdemokraterne til at føre en politik, de ikke ønsker at føre. I Lars Olsens optik er samme elite nu systematisk i færd med at erodere ikke bare fundamentet for centrum-venstre partierne i Danmark, men intet mindre end hele den danske samfundsmodel og sammenhængskraft.

 

Udover at analysen er baseret på en skamløs disrespekt for Socialdemokraternes egen vilje og vej, er den også forkert. Lars Olsen går konsekvent efter manden i stedet for bolden. Fokus i hans analyser er sjældent, hvad de faktiske problemer er – og aldrig hvad løsningen kunne være. I stedet forfalder Olsen til tidens store dille: Endeløse metaanalyser af, hvad folk oplever og ikke oplever af politiske problemer, hvordan forskellige meningsmålinger viser dette og – især – hvordan forskellige partier strategisk burde positionere sig i forhold hertil rent kommunikationsmæssigt.

 

Denne befamling af “hvor silden står i folkehavet” hænger mig rent ud sagt ud af halsen! Hvad med at tro lidt på folkets egen evne til at ytre sig og vælge de politikere, som de mener har de rigtige svar? Hvad med i stedet at bruge tid og spalter på de åbenlyse og dramatiske udfordringer, som vitterlig truer det danske velfærdssamfund, og som hverken regeringen – og slet ikke oppositionen – har fundet de endelige svar på?

 

Hos mig springer især to påtrængende problemer i øjnene, som Lars Olsen meget gerne må give sit bud på:

 

For det første er det en barsk, men nødvendig, erkendelse, at vi i de sidste tre årtier ikke har været i stand til at mindske den del af befolkningen, der står helt uden for arbejdsmarkedet. Tværtimod. Tredive års folkeskole, universelle velfærdsydelser, forholdsmæssig stor materiel lighed og tusindvis af milliarder af kroners sociale indsatser, har ikke fået flere danskere med. Det er et samfundsøkonomisk problem, men det er først og fremmest et menneskeligt problem. Vi ved, at risikoen for et dårligt og et kort liv er betydeligt større, hvis man står uden for arbejdsmarkedet, ligesom det lægger gift for vores mål for integration, sundhed mv. I dag befinder mellem 25% og 30% af danskere i alderen 16 til 65 år sig helt udenfor arbejdsmarkedet. Det er simpelthen ikke godt nok.

 

Problemet er tillige yderst komplekst, og derfor må hele viften af økonomiske, uddannelsesmæssige og sociale midler bringes i anvendelse for at løse det. Ingen af dem kan undværes, og præcis her kommer balladen. For hele den aktuelle diskussion om dagpenge og udbud på arbejdsmarkedet, som Lars Olsen opfatter som et ufølsomt og elitært radikalt ønske om at svinge pisken over de mest sårbare, er præcis det modsatte. De sidste årtiers imponerende udvikling i både produktivitet og lønvilkår for den del af danskerne, der er i arbejde, er samtidig en af de væsentligste forklaringer på, hvorfor det er så svært for dem udenfor at klatre op på det første trin af arbejdsmarkedets stige. Sat lidt simpelt op, står vi med valget mellem lønfest eller jobfest. Det er et svært valg, men jeg er ikke i tvivl. Igennem årtier har vi skrabet flere midler sammen til den stemmebærende middelklasse på arbejdsmarkedet, og været mindre optaget af at få flere med. Nu er det tid til at gøre det modsatte.

 

Vi må turde skelne mellem den overskuelige ulighed på arbejdsmarkedet, hvor folk kan være på dagpenge i forskellige perioder, men dog har en tilknytning, og den uoverskuelige og eksistentielle ulighed, der findes mellem dem, der er en del af arbejdsmarkedet, og dem der aldrig får chancen for det. Den grumme sandhed er, at den danske model indtil nu ikke har været i stand til at mindske denne sidste ulighed.

Politikerne har tækkes middelklassen. Arbejdsgiverne har kigget på produktiviteten. Og fagbevægelsen har haft mere travlt med at skrabe stadig flere penge hjem til sine egne medlemmer end at få flere med.

 

Samlet set er det tid til at erkende, at mere af det samme ikke er nok.

Der er stadig brug for bløde indsatser som mere uddannelse, flere sociale indsatser på et tidligere tidspunkt og mere rummelighed på arbejdsmarkedet.  Men det er også nødvendigt med en økonomisk politik, der gør det lettere og mere attraktivt for alle mennesker uden for arbejdsmarkedet at komme ind, også selv om det koster lidt på de velerhvervede rettigheder for resten af os. Det er det, som regeringens økonomiske politik handler om. Vi skal turde skabe muligheder for alle.

 

For det andet er det tvingende nødvendigt at forberede det danske samfund på den ressourcekrise, som vælter ind over os i disse år. I de sidste 35 år er den globale middelklasse vokset med en milliard mennesker, og det har ført til markante prisstigninger på alle globale ressourcer, ikke mindst fødevarer og energi, udover at have kastet os ud i en uoverskuelig klimakrise. I de næste 25 år spås den globale middelklasse at vokse med tre milliarder mennesker. Derfor afhænger vores samlede velfærd af evnen til at forvalte vores ressourcer med betydeligt større snilde og effektivitet, end vi gør i dag. En del mennesker opfatter stadig den grønne omstilling som et luksusproblem, en slags værdipolitik, som især er helliget cafe latte segmentet, der kan få et selvfedt kick ud af at spise økologisk raw food og købe genbrug. Gid det var så vel. Prisstigningerne på alle dagligvarer og energi udgør en langt større risiko for alle danskeres realløn end både dagpengereform og fedtafgifter tilsammen – og de rammer per definition hårdest hos de laveste indkomster. Derfor er den grønne kamp også en social kamp, og der er al mulig grund til at diskutere, hvordan vi i praksis gør det bedst og billigst med så få fejltagelser som muligt.

 

Netop derfor ville det være befriende, hvis man næste lørdag kunne læse en stribe kommentarer, der handlede om Danmarks rigtige problemer med bud på rigtige løsninger. I stedet for at få hældt endnu en spand tom politisk gylle i hovedet af Lars Olsen.

 

 

 

 

Svar i Politiken 8.10.2012

 

Hvor er jobbene?

Martin, forklar lige hvordan folk på kontanthjælp og førtidspension kommer i arbejde, fordi I tager dagpengene fra 3f’ere og andre

 

Kære Martin Lidegaard

 

TAK FOR DIT skarpe svar på mit essay »Jorden kalder, Helle«, som blev bragt i anledning af S-kongressen (22.9). Det er sødt af dig, at du som radikal energiminister tager Socialdemokraterne i forsvar – det er de sikkert glade for.

Du skriver, at du er træt af »metaanalyser«, hvor politik gøres til spørgsmål om meningsmålinger og kommunikation. Det er jeg også. Du kan med rette skyde på Mogensen, Kristiansen & Co., men ikke på mig. Jeg har skrevet en hel stribe bøger, der kortlægger konkrete problemer omkring uddannelse, boligområder og sociale forhold – bøger der er spækket med løsninger. Derfor har jeg også siddet i baggrundsgrupper for flere undervisningsministre.

Mit essay handler ikke om taktik eller politik på den korte bane, men stiller et fundamentalt spørgsmål: Hvorfor er Socialdemokratiet gået fra 36 procent i 1998 til det halve i dag? Partiets historiske deroute forstyrrer sikkert ikke nattesøvnen hos jer radikale, der har et ben i hver lejr. Men den bør vække dyb bekymring hos os på den »røde« side. Hvis S skrumper til et mellemstort parti, får du og andre borgerlige al for stor indflydelse på samfundsudviklingen.

Hvorfor nedturen? Sat på kort formel er den knyttet til en ny kløft i vores folkestyre. S-toppen har ladet sig sovse ind i nogle abstrakte forestillinger, der står stærkt i de meningsdannende miljøer omkring Slotsholmen, men passer til folkelige hverdagserfaringer som en boksehandske til et blåt øje. I 1990’erne var det forestillingen om »det multikulturelle samfund«, der fik jer til at lukke øjnene for integrationsproblemerne i de underprivilegerede bydele. I dag er det »arbejdsudbuddet i 2020«, som får jer til at abstrahere fra arbejdsløsheden.

Kløften rammer ikke jer radikale så hårdt. Jeres vælgere er folk med gode uddannelser og privilegerede levevilkår, men socialdemokraterne repræsenterer andre og langt mere udsatte samfundsklasser. Du tager min bemærkning om radikale storby-akademikere som en personlig fornærmelse – fald dog ned: det er en elementær sociologisk analyse.

 

DU SPØRGER, HVORDAN jeg stiller mig til de stadig flere på overførselsindkomst. Hér er vi langt hen ad vejen enige. I flere af mine bøger har jeg kortlagt en anden side af dette, nemlig den massive sociale arv i ressourcesvage familier. Marginaliseringen er et kæmpe samfundsproblem.

Hér er jeg også enig i dele af regeringens politik. Det er godt, at skattereformen øger beskæftigelsesfradraget, så det bedre kan betale sig at arbejde (det lå nu også i forligsskitsen med Enhedslisten). Beskæftigelsesministeren har også ret, når hun betoner »pligt og ret«. Velfungerende unge skal ikke bare hæve kontanthjælp, men yde noget igen i nytteaktivering.

Vores største uenighed handler om dem, vi tidligere kaldte arbejderklassen. Du taler om »den overskuelige ulighed« blandt middelklassen på arbejdsmarkedet, og at vi skal hjælpe de marginaliserede på vej, »selv om det koster lidt på de velerhvervede rettigheder for resten af os«. Sådan skriver én, der selv har sit på det tørre. For sosu’en og rengøringsassistenten er virkeligheden en anden. De er ikke i samme middelklasse som direktører, professorer – eller ministre. Kig dog på tallene, så kan selv en radikal se uligheden i indkomster, arbejdsmiljø, levealder, uddannelsesmuligheder – you name it.

Hermed er vi fremme ved det store stridspunkt: Forkortelsen af dagpengeperioden midt i en krise. Martin, forklar lige hvordan folk på kontanthjælp og førtidspension kommer i job, fordi I tager dagpengene fra 3f’ere og andre, der har passet deres arbejde i årtier og nu rammes af arbejdsløshed? Drop de overordnede betragtninger om arbejdsudbud og velerhvervede rettigheder, forklar hvordan!

Dette er samtidig en replik til fhv. minister Carsten Koch. Han skriver kækt, at »reformer, der øger arbejdsudbuddet, har positive effekter på økonomien allerede første år efter implementeringen, det viser statistiske undersøgelser bl.a. fra OECD«. Dette er et pragteksempel på de abstraktioner, som skaber kløfter i dansk politik. For selvfølgelig afhænger effekten også af, om der er efterspørgsel efter de lediges arbejdskraft. Det er denne virkelighedsmur, som økonomer og ministre med høj hast er på vej ind i.

 

KÆRE MARTIN. Det værste ved de verdensfjerne abstraktioner er konsekvenserne for folkestyret. Danskerne ved godt, at vi må holde igen på lønnen og de offentlige udgifter, flertallet af LO-medlemmerne stemte ja til historisk smalle overenskomster. Men offerviljen står og falder med to ting: En overbevisende argumentation for nødvendigheden – og social retfærdighed. Regeringens politik mangler begge dele