Klumme i Altinget december 2024:

 

Jobbene skabes ikke blot af »markedet« eller urbaniseringens usynlige hånd, men er et resultat af politiske valg: vi uddannede en masse Djøf’ere, kommunikatorer og administratorer – og mangler nu arbejdskraft i produktions-Danmark

Af Lars Olsen

 

Når medierne beretter om job og erhvervsudvikling, handler det også om, hvor Danmark skal udvikle sig. Et par nedslag i den seneste måneds nyhedsstrøm:

1.nedslag: Virksomheder i provinsen mangler faglært arbejdskraft. Det sker på trods af, at langt de fleste faglærte bor udenfor de største byer. Produktions-Danmark har nemlig i endnu højere grad sit tyngdepunkt på Vestsjælland, Fyn og i dele af Jylland.

»Mangel på arbejdskraft med de rigtige kompetencer kan gøre det vanskeligt både for virksomhederne og kommunens institutioner at levere de varer og den service, der er brug for«, konstaterer NB-Økonomi, der har foretaget analysen.

Mangel på faglærte i yderkommuner

2.nedslag: Væksten i hovedstadsområdet har i det seneste år været seks procent, men kun et par procent i resten af landet. »Væksten i København stikker helt af«, skrev Berlingske. »Københavnernes fest«, lød rubrikken i Weekendavisen.

Professor i økonomi på Aarhus Universitet, Philip Schröder, dryppede malurt i bægeret og pegede på »hovedkvarterseffekten« – at »omsætningen tæller der, hvor virksomheden har hovedkvarter, selvom produktionen ligger i udlandet eller et andet sted i Danmark«.

https://www.berlingske.dk/oekonomi/derfor-er-opsvinget-i-hovedstaden-langt-kraftigere-end-i-resten-af-landet

Meget af hovedstadens vækst skyldes da også medicinindustrien og især Novo, der har hovedkvarter i Bagsværd, eller transport som Mærsk med hovedsæde på Esplanaden.

Ikke desto mindre blev væksttallet tolket ind i en bredere forestilling. »København er blevet en velstandsmotor«, jublede Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv. Ikke uden grund. Der er skabt mange nye job på hoteller, cafeer og i oplevelsesøkonomien, hvor virksomhederne typisk er organiseret i Dansk Erhverv.

Fire gange flere akademikere

Danmark står i et valg mellem to vækstmodeller, der vil forme fremtiden og fører frem mod to forskellige samfundsmodeller. Og dette er et politisk valg.

Erhvervsudviklingen formes i høj grad af den statslige uddannelsespolitik og af de politiske prioriteringer, der foretages regionalt og kommunalt.

Hovedstadens jobfest i konsulenthuse og kommunikation, de mange nye Djøf’ere i staten og i hovedkvarterer i store virksomheder og organisationer kommer ikke ud af den blå luft. Det er et produkt af de seneste årtiers uddannelsespolitik: antallet med akademisk uddannelse steg fra 120.000 i 1991 til 450.000 i 2021. Altså næsten en firedobling.

https://cepos.dk/artikler/flere-og-flere-far-en-universitetsuddannelse-men-noget-er-galt/?fbclid=IwY2xjawG_qtBleHRuA2FlbQIxMAABHV5PtEsRWyPYzqXtoqzPFdDk_WPjLjVP9Xpom8XjxlsE3_5-Xgj8tc-YpA_aem_nP3JaeNg7hAG_vi4XT2y4g

I samme periode har erhvervsuddannelserne – engang kilden til den stolte danske håndværkertradition – været i deroute. Det er derfor, produktions-Danmark mangler faglærte og virksomhederne må sige nej til ordrer.

Odense valgte produktionsvejen

Jobbene følger således ikke blot »markedet« eller urbaniseringens usynlige hånd, sådan som det ofte antages i debatten. Det er som nævnt resultat af politiske valg. Bare spørg i Danmarks tredje største by – Odense.

Finanskrisen i starten af 10’erne ramte Odense og Fyn hårdt. Virksomhed efter virksomhed måtte dreje nøglen om. Politikerne stod overfor et strategisk valg: Hvad nu?

Forestillingen om et »videnssamfund«, med kreativ klasse og en masse kultur og oplevelsesøkonomi, stod stærkt dengang. Også kræfter i Odense talte for at satse hele butikken på at sælge H.C. Andersens fynske eventyr med tilhørende brunsviger til kineserne. Bystyret valgte imidlertid at prioritere en ny generation af industri:

»Vi lavede en udviklingsstrategi, der skulle gå på flere ben. Det skulle ikke kun være H.C. Andersens-ting, som Odense og Fyn skulle være kendt for (…) Vi ville stadig være en produktionskommune,« siger borgmester Peter Rahbæk Juel (S) i et interview i min og Bjørn Brandenborgs nye bog Det, de kalder udkant, kalder vi hjem.

Det kommunalt ejede Odense Havn købte Lindø, hvor der i dag er tusindvis af produktionsjob, især indenfor vindenergi. Samarbejde mellem universitet, erhvervsliv og kommune udviklede Odense til centrum for udvikling og produktion af industrirobotter. Og om få år åbner medicinalgiganten Novo et fabriksområde med flere tusinde job.

Fundamentet for dette var Fyns mange faglærte, som er uddannet på erhvervsuddannelserne eller har en fortid på fynske skibsværfter og industrivirksomheder: »Vi har enormt mange dygtige metalarbejdere. Nogle af dem er et levn fra værftets tid, andre er lige startet. Men de er fuldstændig afgørende for den udvikling, vi oplever i de her år«, forklarer borgmesteren.

Sjælland mere polariseret end Jylland

Hovedstaden tog i stor stil det angelsaksiske knowledge economy til sig, på dansk kaldet »videnssamfundet«. Det skabte en masse job på universitetet, i centraladministrationen og i vellønnede brancher som kommunikation, finans og konsulentvirksomhed.

På den anden side opstod også mange job indenfor service, præget af deltid, lav løn og svage fagforeninger. De voksende højindkomstbrancher skabte nemlig større efterspørgsel indenfor restauranter, hoteller og detailhandel. Brancher med arbejdsopgaver, som højindkomstgruppen nu kan betale sig fra.

I en knowledge economy skabes jobbene typisk i toppen og bunden af arbejdsmarkedet, sådan som det kendes fra USA og Storbritannien.

Sådan er det ikke i et videns- og produktionssamfund – som de valgte i Odense og præger store dele af provinsen. Her er også forskelle på akademikere og arbejdere, men polariseringen er mindre end i »vidensøkonomien«. Produktionsvirksomhederne har typisk stærkere fagforeninger, mere stabile ansættelser og et bredt lag af industriteknikere, elektrikere og andre, der er anderledes vellønnede end rengørings- eller cafejob.

Polariseringen på arbejdsmarkedet er en af drivkræfterne i, at uligheden er markant større på Sjælland end i Fyn og Jylland. I 1985 var uligheden på Sjælland kun et nøk større, i 2011 var den betydelig større, og siden er det blevet værre:

https://www.ae.dk/analyse/2013-03-markant-hoejere-ulighed-paa-sjaelland-end-i-jylland

Den disponible indkomst er i snit 2,4 gange højere i den rigeste kommune på Sjælland (Gentofte) end i den fattigste (Lolland). I Jylland er forskellen langt mindre – kun 1,2.

https://www.ae.dk/analyse/2024-05-indkomsterne-er-vokset-mest-i-kommuner-der-i-forvejen-havde-hoeje-indkomster

I større byer landet over er der ofte ulighed mellem rige og fattige områder, men den regionale polarisering er større på Sjælland end i Jylland/Fyn.

Vi er i disse år midt i et paradigmeskifte i synet på uddannelse. Vægten forskydes fra det teoretisk-akademiske til mere praksisfaglige uddannelser, der peger frem mod job som faglærte eller som skolelærere, sygeplejersker og ingeniører. Kampen om uddannelsespolitikken handler ikke kun om uddannelse – det er et valg af fremtidens samfundsmodel.

21