Klumme i Altinget september 2025
af Lars Olsen
Valget i mandags var en succes for venstrepopulistiske Rødt. Til forskel fra andre europæiske venstrefløjspartier står Rødt stærkt i den kortuddannede arbejderklasse og i »distrikts-Norge«.
»Hvis vi ikke havde Mimir og Rødt, måtte vi opfinde dem«.
Ordene kommer fra en central strateg i Det norske Arbeiderparti (Ap), der mandag genvandt regeringsmagten for endnu fire år.
Udtalelsen sigter til Norges relativ sjældne eksperiment: venstrepopulisme. Rødt fik sit gennembrud i 2021 med 4,7 procent – sikkert over spærregrænsen på 4 – og mandag gik de yderligere frem til 5,3 procent.
De socialdemokratiske strategers interesse for Rødt er logisk. Ap vandt magten i 2021 på »nu er det vanlige folks tur«, inspireret af danske »nu er det Arnes tur«, suppleret af et stærkt fokus på distrikts-Norge, der lagde grunden til regeringssamarbejdet med provinsens gamle forkæmper – Senterpartiet. En tro kopi af Mette Frederiksen 2019.
I år gik Ap derimod til valg på at være det sikre og trygge styringsparti i en tid med Trump, Putin og usikker privatøkonomi. Dette gav velstillede »lilla« storbyvælgere fra Høyre, der ikke vil eksperimentere med Fremskrittspartiets Sylvi Listhaug, men appellerede ikke i samme grad til distrikternes arbejderklasse.
Hér kom Rødts venstrepopulistiske appel som manna fra himlen. Mange distriktsvælgere gik fra Senterpartiet, der er allieret med Ap, til Fremskrittspartiet (Frp), som gik markant frem i valgkredse langs kysten. Rødt formåede dog til en vis grad at dæmme op for højrebølgen.
Frem til 2021 var Rødt – som andre europæiske venstrefløjspartier – koncentreret omkring hovedstaden med dets uni-studerende og store middelklasse. I 2021 fik de imidlertid det egentlige politiske gennembrud med en langt bredere profil – både socialt og geografisk. 7-10 procent flere steder i »distrikts-Norge«.
I mandags blev basen så endnu bredere: 10-20 procent i meget af nordnorske Finnmark, i Karasjok kommune hele 33 procent. Skiftet fra storby til distrikterne er markant. Rødt gik tilbage i Oslo og Bergen, men frem stort set alle andre steder.
Rødt har i dag en helt anden base end det norske SF, SV, der indtil dette valg var storebror på venstrefløjen. SV har sin kerne blandt skolelærere og anden offentligt ansat middelklasse, derimod har Rødt godt fat i lavtlønnede og kortuddannede dele af arbejderklassen og i enlige forsørgere. I 2021 konkluderede en analyse:
»Rødt har særlig styrket seg blant ufaglærte
Rødt har også styrket seg blant uføre og arbeidsledige
Rødt har fortsatt en del velgere med høy utdanning, gjerne ansatt i offentlig sektor
Når det gjelder enkelte sosiale «trekk» er det Rødt-velgerne som ligner mest på Frp-velgere
Omtrent en tredjedel av Rødts nye velgere har tidligere stemt Arbeiderpartiet
I byene mister Rødt noen velgere til MDG, mens i distriktet mister MDG velgere til Rødt
Før var akademikerne i flertall. Sånn er det ikke lenger«.
Rødt er søsterparti til Enhedslisten, men på mange måder er de som nat og dag. Enhedslisten står især stærkt i København med dets uni-studerende og middelklasse med kulturel kapital. Dette er forstærket siden 2015, hvor liste Ø er gået tilbage fra 7,8 til 5,2 procent.
Partiet har mistet under en tiendedel af vælgerne i København, men mere end hver fjerde i Nordjylland og på Sjælland. Rødt er gået stik modsat: fra hovedstadsparti til bred forankring i meget af distrikts-Norge.
»Vi er et venstrepopulistisk parti, et Frp fra venstre. Vi er ikke så woke, men fokuserer skarpt på klasse: at kæmpe for mindre utryghed og sociale forbedringer for de dårligt stillede,« siger 39-årige stortingsmedlem og forfatter Mimir Kristjansson.
Under de næste ugers forhandlinger om støtte til en ny socialdemokratisk regering vil Rødt og SV kræve bedre sociale ydelser og lavere børnehavepriser. Rødt kalder sig »folkebevægelsen mod forskels-Norge«:
»Generasjonen som vokser opp nå, er den første på over hundre år som risikerer å få det dårligere enn foreldrene sine. Ikke fordi Norge er et fattig land, men fordi godene blir fordelt så urettferdig,« hedder det på Rødts hjemmeside.
https://roedt.no/forskjells-norge
Norge er da også på få årtier blevet dramatisk mere ulige. »Den gyldne procent« i toppen får hele 20 procent af indkomsterne, i Danmark er det trods alt »kun« 9 procent.
Rødt har ligesom Enhedslisten en kulturradikal hovedstadsfløj, men den har ikke lige så stor indflydelse. Flertallet af ledelsen og medlemmerne tilhører eller hælder til den »arbejderistiske« tendens.
Mimir Kristjansson blev valgt til Stortinget i 2021, men vandt mandag et kredsmandat hjemme i Rogaland, den borgerligt-dominerede region omkring oliebyen Stavanger, hvor al for klimabevidste dele af venstrefløjen har det svært.
Han tilhører generationen fra Rød Ungdom, der tog magten i 00’erne og ændrede partiet: 70’ernes sekteriske marxisme-leninisme, med hyldest til Mao og Kina, blev lagt i graven, og der blev sat kurs imod at skabe et bredt venstresocialistisk parti. En generation, der også tæller fhv. politisk leder Bjørn Moxnes og den nuværende Marie Steve Martinussen.
Rødts succes bør vække eftertanke langt udenfor Norge. I de fleste lande er venstrefløjen ligesom Enhedslisten domineret af studerende og veluddannet middelklasse. Arbejderradikalismen, der herhjemme blev mobiliseret af Danmarks Kommunistiske Parti, er reduceret til små faglige lommer uden offentlig bevågenhed. Konsekvensen er, at »misnøyevælgerne« – som de siger i Norge – overlades til højrepopulismen.
Heldigvis har vi på det seneste set eksempler på en anden vej. I Tyskland brød Linke-toppolitikeren Sahra Wagenknecht ud og dannede et nyt parti; det fik flotte delstatsvalg i det underprivilegerede Østtyskland, men manglede få tusinde stemmer i at komme over spærregrænsen på 5 procent til Forbundsdagen.
For leden blev der hér i Altinget berettet om Graham Platner, en total ukendt krigsveteran og østersfisker, der i Maine stiller op til USA’s senat. Det er ikke tilfældigt, at hans kampagnevideo https://x.com/grahamformaine/status/1957780836062826868
er set 4,4 millioner gange – den er et skoleeksempel på venstrepopulisme. »De bånd, der holder vort samfund sammen, bliver flået over af milliardærer og korrupte politikere,« siger Graham Platner med det røde vikingeskæg og blæser til kamp mod oligarkiet.
Det samme siger Mimir og andre i vikingernes gamle hjemland – Norge. Hvad med Danmark?
