Klumme i Altinget ultimo marts 2026
Af Lars Olsen
Kombinationen af stram udlændingepolitik og protest imod eliten er en stærk cocktail. Den har – som i 2015 – særlig appel på Syd- og Vestsjælland og i Sønderjylland.
Trods tilbagegangen er Socialdemokratiet stadig Danmarks stærkeste politiske kraft med 22 procent. Klart mere end de tre højrepopulistiske partier – Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Borgernes Parti – der tilsammen har 17 procent.
Sådan er det imidlertid ikke på Vest- og Sydsjælland: her får de tre partier tilsammen 26 procent mod Socialdemokratiets 25 procent.
I Sønderjylland er de også nogenlunde lige store: Socialdemokratiet opnåede 23 procent af stemmerne, de tre højrepartier tilsammen 22 procent.
Det var en gentagelse af »det gule Danmark« fra 2015: dengang Dansk Folkeparti var størst i Sønderjylland og på Syd- og Vestsjælland.
Det er der flere grunde til. Socialdemokratiet rejste ikke med fuld styrke spørgsmålet om center-periferi og geografiske skel, der ellers optager rigtig mange i yderområder og landdistrikter. Samtidig har der været frygt for, at Socialdemokratiet blev presset af sine støttepartier til at slække på udlændingepolitikken.
Altinget reporterede for nylig fra en pølsevogn i Korsør, hvor socialdemokraten Frederik Vad søgte at bremse Dansk Folkepartis fremmarch:
»Det føles som om alting sejler. Særlig integrationen. Måske kan Morten Messerschmidt gøre noget ved det. Han slår i hvert fald igennem,« siger mureren, mens han skovler ristede løg og sennep op på pølsebrødet.
I Korsør er politik lig med udlændingepolitik. Her går folk enten i arbejdsbukser eller joggingbukser. Og drikkevand, pension og benzinpriser virker som mindre detaljer, mens de fremmødte udveksler historier til et baggrundstæppe af snerrende scooterlyde:
Om ikke at turde gå hjem om natten, om vanvidskørsel og gruppeoverfald, om truende fagter på gaden 15 år efter et vidneudsagn i en voldtægtssag.
»Herude at der sgu’ ikke nogen, der slår på mig for min udlændingepolitik«, griner Frederik Vad.
»Da jeg kom med den tredje erkendelse, blev jeg fuldstændig smadret og gjort til grin af politiske kommentatorer, der sagde, at jeg prøvede at genoplive en død kæmpetest. Sludder og vrøvl. Udlændingepolitik har aldrig været væk på Sjælland. Det er hér, arbejderklassen mærker konsekvenserne«.
Udlændinge er også afgørende for mureren, der af samme grund ikke vil have sit navn i avisen. Han har nærmest kun stemt socialdemokratisk hele sit liv og hælder mod at gøre det igen. »Men jeg kan stadig nå at stemme på Morten Messerschmidt«, siger han.
Samtidig har de tre højrepartier en langt stærkere appel end blot udlændingepolitik. Det fremgik af en reportage fra Sønderjylland:
https://www.weekendavisen.dk/samfund/bil-boeffer-og-braendeovn
Folketingskandidat og byrådsmedlem i Tønder, Allan Svendsen, fastslog at Dansk Folkeparti er »et bolværk mod klimatosseri og mod en udvikling, hvor man skal undskylde for at leve et helt almindeligt liv med bil, bøffer og brændeovn«.
»Vi har mange vælgere her, fordi vi har kæmpet deres sag. Deres skole er lukket. Brugsen er lukket. Christiansborg forstår ikke det liv, vi lever i landdistrikterne«, sagde Allan Svendsen.
Det samme siger folketingskandidat og byrådsmedlem i Slagelse, Søren Lund Hansen, på Sjælland:
»Udlændingepolitik fylder ikke i landsbyerne. Vi har ikke nogen udlændinge. Herude handler det om, at folk føler sig helt og aldeles overset. Vi har lige hørt, at regionen skal spare mere end 100 mio. på bustrafikken, samtidig bruger man milliarder på metroen i København«.
Det centrale valgtema i Sjælland Storkreds er Christiansborgs forsømmelse af udkantens levevilkår, mener Søren Lund Hansen. »Det er det eneste jeg hører folk snakke om«.
På Sjælland fik Dansk Folkeparti da også næsten 15 procent af stemmerne, og storkredsen gjorde Morten Messerschmidt til valgets absolutte topscorer.
Socialdemokraten Frederik Vad havde også et flot personligt valg. Trods partiets dramatiske nedtur fik han 1.700 flere personlige stemmer end sidst:
»Det er et signal fra vælgerne om, at den socialdemokratiske udlændingepolitik skal forblive hård. Jeg har fået et rygstød. Det er DF, der tager vores stemmer på Sjælland. Folk er trætte af at udlændingepolitikken ikke altid er stram nok«, siger Frederik Vad til TV2 Øst.
Han mener, at Socialdemokratiet skal »tale mere om kombinationen af rød velfærd og hardcore udlændingepolitik. Det er det, jeg oplever flest mennesker på Vestsjælland efterspørger«.
Valget viser at udlændingepolitik stadig er en sårbar flanke: »Folk har været bange for, at en masse røde partier ville lempe den. Det her valg viser, at udlændingepolitikken skal være strammere end den er i dag«, siger Frederik Vad.
Til det første – velfærdspolitikken – hører også spørgsmålet om center og periferi. Folk uden for byerne føler sig ofte overset og tilsidesat, og det er en følelse der skal tages alvorligt.
Socialdemokratiet havde omkring valget flere gode forslag: et særtilskud til skoler i landdistrikterne, der skulle stoppe skolelukninger, og at huse til under en million ikke skal betale ejendomsværdiskat.
Men retorikken var for slap – det handler ikke kun om tekniske løsninger, men også om følelser og retorik. I virkeligheden er det ikke raketvidenskab. Socialdemokratiet kan faktisk lære meget af sine egne erfaringer fra årene op til 2019:
Socialdemokratiet gik dengang til valg på programmet »Nærheden tilbage«, der ville decentralisere samfundet over en bred kam. Samtidig udsendte den senere indenrigsminister Kaare Dybvad bøger som Udkantsmyten og De lærdes tyranni, hvor han svang krabasken over storbyeliterne og den kreative klasse.
Læg dertil at Socialdemokratiet med SVM-regeringen fik en langt mere sløret identitet. Partiet fremstod i højere grad end frem til 2022 som administratorer og forvaltere af det bestående samfund.
Med afskaffelsen af Store Bededag vendte regeringen tilbage til den såkaldte arbejdsudbudspolitik, der blev ført under Bjarne Corydon og Margrethe Vestager. Det var ellers den »nødvendighedens politik«, Mette Frederiksen havde gjort op med.
Det kostede vælgere både til SF, der præsenterede sig som »en sikker rød stemme«, og Dansk Folkeparti som mobiliserede vreden mod »eliten«.
Det er afgørende, at regeringsforhandlingerne ender med en centrum-venstre regering med Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og eventuelt Radikale. Et nyt »bal i den borgerlige« med V og K vil slet og ret med at ødelæggende.
Selvom Socialdemokratiet har statsministerposten og er et gammelt parti, må jævne mennesker opleve det som »på vores side«.
Systemkritikken kan ikke overlades til højrepopulisterne. Vreden mod eliten – og følelsen af afmagt – må føres ind i det politiske system.
Mette Frederiksen må vende tilbage til strategien fra årene op til valgsejren i 2019: stram udlændingepolitik, bedre velfærd og Arne-pension og ikke mindst opgør med centraliseringen og »nærheden tilbage«. De ledende socialdemokrater må turde kalde en spade for en spade – og storbyeliter for storbyeliter.
Hvis det ikke sker meget hurtigt, vil den faglærte og ufaglærte arbejderklasse i endnu større omfang søge over til højrepopulisterne. Lige præcis det, Mette Frederiksen & Co. med stor succes stoppede efter »det gule Danmark« i 2015.
Det nu hedengangne Aktuelt havde et glimrende slogan: »Man kan ikke være venner med alle«.
