Klumme i Altinget maj 2025:
Af Lars Olsen
Ukraine er en ny stat og splittet både sprogligt, klassemæssigt og politisk. Ukrainsk sociolog tegner et mere nuanceret billede end dét, danske medier og politikere turnerer rundt med
»I krig er sandheden det første offer«. Sjældent har det gamle ordsprog ramt mere præcist end i konflikten mellem Rusland og Ukraine.
Statsministeren slog tonen an kun fire dage efter Ruslands brutale overfald: »Rusland invaderede grusomt og uprovokeret et fredeligt og demokratisk land (…) Der er krig i Europa. En krig mellem en aggressiv angriber og et fredeligt folk. Mellem undertrykkelse og demokrati,» fastslog Mette Frederiksen ved en demonstration foran Ruslands ambassade. Dette sort-hvide billede er siden gentaget unisont af medier og det politiske establishment.
Den første del er da også rigtigt: Rusland er en aggressiv angriber med et autoritært styre. Det er den anden del imidlertid ikke. Ukraine har også autoritære træk, og forud for krigen gik en kæde af begivenheder, hvor ukrainske nationalister tog magten i Kiev og skubbede det østlige Ukraine ud på sidelinjen.
Det dokumenterer den ukrainske sociolog Volodymyr Ishchenko i Towards the Abyss. Bogen, der udkom sidste år, kortlægger især udviklingen fra Maidan-revolten i 2014 til det russiske overfald i 2022 og er siden udbygget i flere interviews.
Da sovjet-kommunisterne opretter Ukraine efter revolutionen, er det en smeltedigel af nationale grupper. Ishchenkos egen familie består både af ukrainsk- og russisk-talende ukrainere, russere, hviderussere og polakker.
I forbindelse med 2.verdenskrig udvides sovjetrepublikken Ukraine yderligere med en stor bid af Polen og med områder fra Rumænien og Ungarn. Først i 1954 bliver det russisk-talende Krim administrativt overført fra Rusland til Ukraine, det sker på initiativ af partichef Nkita Khrutsjov, der selv er ukrainer.
Så længe Ukraine var del af Sovjetunionen, havde de administrative grænser og sproglige skel ikke den store betydning. Det ændrede sig imidlertid dramatisk, da Sovjetunionen i 1991 gik i opløsning og Ukraine blev en egentlig nationalstat.
I to årtier svingede magten relativ jævnbyrdigt mellem østlige grupperinger, der kiggede mod Rusland, og kræfter i det vestlige Ukraine, som orienterer sig mod Europa. Ishchenko beskriver, hvordan dette ikke bare er en sproglig og regional konflikt, men også et opgør mellem to konkurrerende klassekoalitioner.
Det østlige Ukraine domineres af det, Ishchenko med et begreb fra sociologiens grundlægger, Max Weber, kalder »politiske kapitalister«. Et oligarki, der i mange af de post-kommunistiske lande blev stinkende rige ved via politiske forbindelser at overtage tidligere statsvirksomheder og deres millioner af arbejdere.
Derimod domineres det vestlige Ukraine af et »komprador-bourgeoisi« med tråde til multinational kapital, støttet af en velformuleret højere middelklasse og en del af arbejderklassen, der tjener som migrantarbejdere i EU.
Magten flyttede sig for alvor ved Maidan i vinteren 2013-14, der var »den længste, største og mest voldelige revolution i den post-sovjetiske region,« skriver Ishchenko. Politistationer blev stormet, våbenlagre erobret, uidentificerede snigskytter skabte rædsel, og den demokratisk valgte præsident måtte flygte til Moskva.
Opstanden havde sit epicenter i det vestlige Ukraine og Kiev, hvor den nød bred folkelig opbakning. Derimod viser målingerne, at befolkningen i Øst og Syd var imod. Og snart gav de igen med samme mønt:
Der var store anti-Maidan-demonstrationer på det russisk-talende Krim, og senere i 2014 annekterede Rusland halvøen. Kort efter udbrød mod-opstande i det østlige Ukraine, som ikke kun mobiliserede russisk-orienterede ukrainere, men ifølge Ishchenko også meget af venstrefløjen, der frygtede den stadig mere neoliberale kurs i Kiev. Resultatet blev en borgerkrig mellem den ukrainske hær og udbryderrepublikkerne i Øst.
Resultatet var også, at de russisk-orienterede partier i udbryderrepublikkerne mistede mange af deres kernevælgere, men dog stadig var en magtfaktor. Ved parlamentsvalget i 2019 opnåede de godt 18 procent og var fortsat størst i det tilbageblevne Øst og Syd.
Da Rusland angreb i februar 2022, blev det store østlige parti ”For Livet” forbudt. Dette skete til trods for, at det er Ukraines næststørste parti, og at de tog afstand fra invasionen.
Ukraine oplevede i 2022 en bølge af folkelig patriotisme. I dag præges store dele af befolkningen imidlertid af apati eller direkte modvilje. Ifølge en lov fra april 2024 skulle alle mænd opdatere deres kontaktinfo med henblik på mobilisering. Kun fire millioner gjorde det, seks millioner undlod.
Ishchenko og hans team på Freie Universität Berlin undersøgte hvorfor. Den vigtigste forklaring er, at arbejderklassen oplever, at staten »giver mindre og mindre, når det gælder pensioner, sundhed og infrastruktur«.
»Mens de fattige i landsbyerne tvinges til at kæmpe ved fronten, findes der en velstående minoritet, som lever et relativ beskyttet og komfortabelt liv i Kyiv og Lviv. Denne ”krigerelite” – bestående af aktivister, intellektuelle, journalister og NGO-arbejdere – opretholder den patriotiske fortælling om, at Ukraine må kæmpe til sejren,« siger Ishchenko.
https://klassekampen.no/artikkel/2025-03-11/onsker-ikke-a-do-for-en-fravaerende-stat
Det bliver formentlig en del af løsningen, at Ukraine ad åre kommer med i EU, men de danske politikere tager fatalt fejl af vanskelighederne. For nylig sagde Europa-minister Marie Bjerre til Berlingske, at forhandlingerne om optagelse skal indledes allerede under efterårets danske EU-formandskab.
https://www.berlingske.dk/internationalt/europaminister-vil-fremskynde-ukraines-eu-medlemskab
Ukraine er imidlertid et stort og meget fattigt land. BNP pr. indbygger er på linje med Namibia, blot en tredjedel af Bulgarien, der i dag er fattigst i EU. https://www.macrotrends.net/global-metrics/countries/ukr/ukraine/gdp-per-capita
Ukraine er »det nordligste land i det globale Syd,« konstaterer Ishchenko.
En forsker ved Norsk Udenrigspolitisk Institut anmeldte Towards the Abyss: »Analyserne af krigen i vestlige medier er præget af propaganda og ønsketænkning (…) Bogen er et sjældent, men nødvendigt, korrektiv,« skriver Stein Sundstrøl Eriksen i Klassekampen.
https://klassekampen.no/artikkel/2025-04-07/ukrainas-veg-mot-avgrunnen
Nemlig! Volodomyr Ishchenko gør os simpelthen klogere og tilføjer vigtige nuancer. Ikke fordi vi skal bagatellisere Putins krig, men fordi vi må forstå kompleksiteten i den uomgængelige fredsløsning.
