Signert i Klassekampen april 2025:
Af Lars Olsen
Arbejderbevægelsen har en flot historisk uddannelsestradition, der forener hånd og ånd, men glemte det og underlagde sig akademiske eliter
De vestlige uddannelsessystemer er i opbrud. I Danmark kalder undervisningsminister Mattias Tesfaye det ligefrem »et paradigmeskifte«, og i mange europæiske lande lægger man større vægt på praktiske færdigheder.
I 00’erne talte de i USA og Storbritannien om »the knowledge economy«, i Norge hed det »kunnskapssamfunnet«, det hele kunne ikke blive akademisk nok.
Nu betragtes fremtiden som et videns- og produktionssamfund. Uddannelserne skal i højere grad koble teori og praksis – kloge hoveder og »kloge hænder«, for igen at citere Tesfaye.
Arbejderbevægelsen har en lang og flot tradition for dette, men mange steder er det gået i glemmebogen. Sjovt nok kan et kig tilbage i historien give os et mere solidt fundament for fremtiden:
Fra omkring 1900 til 2.verdenskrig bekendte reformpædagoger og socialdemokrater sig til »arbejdsskolen«. I Tyskland var den fremmeste fortaler Georg Kerchsteiner, der var skoledirektør i München fra 1895 til 1919. Han indførte skolehaver, skolekøkkener, træ- og metalværksteder, hvor eleverne lærte praktiske færdigheder og fik et erfaringsgrundlag for fysik- og kemiundervisningen, der blev styrket.
Erfaringerne fra München inspirerede andre tyske reformpædagoger og socialdemokrater, ligesom den samtidige amerikanske pædagog og socialist John Dewey og learning by doing. Eleverne skal opdrages og undervises med afsæt i deres erfaringer fra praktiske opgaver og det sociale liv.
Danmarks fremmeste fortaler for »arbejdsskolen« var Vilhelm Rasmussen, der var socialdemokratisk medlem af Folketinget 1915-1939 og den første rektor for Danmarks Lærerhøjskole.
I bogen Socialdemokratiet og Skolen skitserede Vilhelm Rasmussen opgøret med den borgerlige skole og dens pædagogik. Skolen skulle bygge på det lille barns naturlige nysgerrighed og virkelyst, derfor skulle undervisningen starte med praktiske fag, siden de naturvidenskabelige og først til sidst de boglige fag.
Tilgangen var langt bredere end det, der i dag betragtes som uddannelse, kodeordet var »opdragelse« til at »individet får så meget som muligt ud af at leve«, fastslår Vilhelm Rasmussen.
Den brede tilgang rakte tilbage til Karl Marx og Friederich Engels. I Det kommunistiske Manifest krævede de: »Offentlig og gratis opdragelse af alle børn. Afskaffelse af børns arbejde i fabrikker i den nuværende form. Forbindelse af opdragelsen med den materielle produktion«.
Marx og Engels uddybede tankerne i forslag til program for 1.Internationale. Uddannelse skal både være intellektuel, fysisk og »polyteknisk uddannelse, som underviser i de generelle principper for alle produktive processer og samtidig indleder børn og unge i den praktiske brug og håndtering af de elementære instrumenter«.
Målet var at udvikle alsidige mennesker, der under socialismen kunne beherske samfund og natur og overvinde den kapitalistiske produktionsmådes fremmedgørende arbejdsdeling.
De tyske socialdemokraters tanker om »arbejdsskolen« blev søgt realiseret i det kommunistiske DDR. Angela Merkel voksede op i DDR og afholdt som forbundskansler dialogmøder med vælgerne. Ved et af disse foreslog en professor fra vesttyske Bielefeld at integrere erhvervslivet i undervisningen med ekskursioner til virksomhederne og praktikpladser i skoletiden, og han henviste til DDR’s polytekniske uddannelsessystem. »Men det vil De vel næppe indføre.« tilføjede han.
»Hvad mener De,« spurgte kansleren skarpt: »Der er De helt forkert på den. For netop i DDR havde vi fra 7. klasse et fag, der hed produktion. Så jeg har lært alt om at stampe beton og mure hjørner op, så jeg går i høj grad ind for, at man inddrager elementer fra erhvervslivet i undervisningen.«
Det samme konkluderer en anden tidligere elev i det polytekniske uddannelsessystem, Rosemarie Hein, senere lærer og i 10’erne uddannelsesordfører for venstrefløjspartiet Linke i Forbundsdagen. I en artikel om venstreorienteret uddannelsespolitik tager hun afsæt i sin egen skoletid:
»I min skoletid i DDR byggede jeg et fuglehus i træ, mugede ud i kostalden, plukkede roer, lavede metalbolte på en drejebænk, bandt ledningsnet til elektriske lokomotiver og lærte derved at montere kabelsko på kabler. Under min eksamen skulle jeg bestemme svovlindholdet i metalspåner som led i kvalitetskontrollen i en industrivirksomhed,« fortæller Rosemarie Hein i tidsskriftet Luxembourg.
Dette var led i grundskolens almene dannelse – at få erfaringer med forskellige arbejdsmaterialer og arbejdspladser. En venstreorienteret uddannelsespolitik skal i dag bygge på »en frigørende, personlighedsopbyggende almen dannende tilgang, der bidrager til at gøre skolen til en virkelighedsorienteret institution,« fastslår Rosemarie Hein.
Noget af dette praktiseres på de erhvervsfaglige uddannelser, men er gledet ud af grundskolen og gymnasiet. Mange i arbejderbevægelsen og på venstrefløjen har overtaget akademiske eliters tilgang, hvor almen dannelse er noget man læser sig til. Det er på høje tid at genopfriske de klassiske idealer og bruge dem i en ny tid.
