Signert i Klassekampen (Venstrefløjsavis – Norges næstmest læste dagblad) december 2024:
35 år efter Berlinmurens fald er Tyskland spaltet socialt og politisk, og valget til februar bliver et jordskælv – også for os
Af Lars Olsen
»Ost-, Ost-, Ostdeutchland«. Tusindvis af fans i den gamle DDR-klub Dresden Dynamo råber i kor. Klubben ligger langt fra toppen, men har stadig en af de mest stålsatte fanskarer. I dag er de taget hele vejen til Hamburg for at bakke Dresden Dynamo op.
Videoen på YouTube er langt fra enkeltstående. Mange føler sig mere som østtyskere end som borgere i Forbundsrepublikken.
Jeg er ofte i Tyskland og har tilbragt mange sommerferier i de hyggelige byer langs Østersø-kysten; år efter år er vi kørt på tværs af det jerntæppe, der engang delte Europa.
Skellet er stadig tydeligt. De vesttyske by-midter er velstående, pulserende og fyldt med eksotiske restauranter. De østtyske er fattigere, mere stilfærdige og hér serveres soljanka, sauerkraut og de legendariske Spreewald gurken. I de østtyske landsbyer er kontrasten endnu større, indkomster og især formuer er markant lavere end i Vesttyskland.
Det skabte chokbølger, da tre østtyske delstater i september gik til valg. Det højrenationale AfD fik omkring 30 procent, også det venstrepopulistiske BSW nød stor opslutning. BSW, der blev stiftet for under ét år siden af den tidligere Linke-frontfigur Sahra Wagenknecht, sidder nu i regering i Brandenburg og Thüringen.
AfD vinder især stemmer på modstand imod udlændingepolitikken, Ukraine-krigen og klimapolitikken, initieret af De Grønne, der i mange familier har krævet installation af dyre og upopulære varmepumper.
Højrepartiet spiller dygtigt på den særlige øst-identitet med vesttysk hipster-elite som fjendebillede. »Simson i stedet for ladcykler«, lød et slogan – med en hyldest til den gamle DDR-knallert.
Den folkelige mistillid til de vestlige politikere blev grundlagt allerede i årene efter genforeningen. Ved det første frie valg i 1990 stemte et flertal af østtyskerne for en lyn-genforening, de troede på kansler Kohls løfter om »blomstrende landskaber,« men blev slemt skuffede.
DDR var verdens 10.største industriland. På få år blev to tredjedele af industrien privatiseret og afmonteret, tre millioner mistede jobbet og tilværelsen i mange lokalsamfund eroderede.
I DDR stod de ”folkeejede” virksomheder også for børnehaven, fodboldholdet og ude på landet måske ligefrem for knejpen. Da virksomhederne drejede nøglen om, lukkede det mange steder folks sociale liv.
Konsekvensen var et traume, der stadig præger grundindstillingen. Mennesker, der mistede jobbet ved lyn-privatiseringen, har »signifikant lavere tillid (…) de foretrækker i højere grad radikale partier eller identificerer sig ikke med politik overhovedet,« konstaterede valgforskeren Kim Leonie Kellermann tidligere på året i Journal of Comparative Economics.
Det gør kun den folkelige krise dybere, at vesttyske meningsdannere peger fingre ad østtyskerne og deres støtte til »fremmedfjendske« AfD. Den danske forfatter Peter Tudvad, der bor i den lille sachsiske by Meissner, tolker stemningen i Politiken:
»Da de under de hundredtusindtallige demonstrationer i 1989 råbte »Wir sind das Volk!«, var dette ikke et ønske om at blive styret af bedrevidende vesttyskere. (…) Så vidt har AfD måske ret: at det afgørende problem ikke ligger i Meissen eller Dresden, men i Berlin og Bruxelles. Der er der, beslutningerne træffes hen over hovederne på sachserne, ligegyldigt om det handler om allokering af flygtninge, lukning af brunkulsværker, sanktioner mod russiske samhandelspartnere eller kønspolitiske sprognormer«.
Det hører med, at der i de seneste 30 år er overført gigantiske summer fra Vest til Øst, mistilliden til de bedrevidende Besserwessis er der imidlertid stadig.
Det store spørgsmål er, om oprøret i Øst for alvor ruller vestpå. Valget den 23.februar bliver dramatisk.
Over hver fjerde vil ifølge de landsdækkende opinionsundersøgelser stemme på AfD (20 procent) og BSW (otte procent). Den tredje store sejrherre bliver konservative CDU med 32 procent, mens det liberale FDP, der sprængte regeringssamarbejdet med SPD og Grønne, ryger helt ud af Forbundsdagen.
Valget vil omkalfatre tysk venstreside. SPD går tilbage til 17 procent, De Grønne til knap 12 procent, og Linke – det tyske Rødt – ryger ud af Forbundsdagen. BSW, der kombinerer venstreorienteret velfærds- og fordelingspolitik med stram indvandringspolitik, står til at tegne fremtidens tyske venstrefløj.
Værst af alt: det politiske opbrud sker samtidig med en økonomisk krise. Væksten er negativ, og den ellers så succesrige industrimodel er under pres. Sanktionerne mod Rusland har stoppet for billig gas, og behovet for investeringer i infrastruktur er enormt.
Problemet er, at politikerne er bundet af kansler Merkels gældsbremse. Venstresiden vil omgå bremsen og sætte gang i økonomien, men den konservative kanslerkandidat Friederich Merz står for en langt mere neo-liberal krisepolitik.
Merz ligner den eneste mulige forbundskansler efter valget. Da de etablerede partier ikke vil samarbejde med AfD, er det imidlertid usikkert hvordan – og om hvilken politik – Merz vil skaffe flertal.
Tyskland er på vej mod en dobbeltkrise – og det kan blive en krise for hele Europa.