Kommentar i Altinget, maj 2024:
Af Lars Olsen
Frederik Vad fik store dele af parnasset på nakken, da han advarede imod kræfter i indvandrermiljøet, der undergraver samfundets normer og værdier. Siden har to vægtige bøger vist, at han har ret
»Det er godt at have ret, men det er bedre at få ret«.
Socialdemokratiets udlændingeordfører, Frederik Vad Nielsen, kan bruge sommerferien på at godte sig over det gamle ordsprog. I april udløste en tale i Folketinget en ny skarp indvandrerdebat, med voldsomme og ofte personlige angreb på Vad, men allerede i dag kan vi med ny dokumentation konstatere, at han har ret.
I talen fremførte Frederik Vad en såkaldt »tredje erkendelse« i udlændingepolitikken: At der er en del med etnisk minoritetsbaggrund, som på overfladen er velintegrerede med arbejde og uddannelse, men bruger deres »position til at undergrave det danske samfund indefra«.
Frederik Vad rodede to svenske rapporter sammen, og det blev afsæt til en voldsom mediekampagne, der startede i Information og DR og siden bredte sig som en steppebrand i medie- og kultureliten. Kampagnen blev legitimeret med, at Vad som »magthaver« skulle stå til regnskab, han anklages for »racistisk menneskesyn« og andre voldsomme superlativer, men reelt følger det blot en velkendt brudflade i 30-40 års indvandrerdebat.
Kritikerne hævdede, at Frederik Vad ikke havde dansk dokumentation for påstandene. Kort efter kom der imidlertid klare eksempler fra antropolog og underviser på Socialrådgiveruddannelsen Sofie Danneskiold-Samsøe. Hun fortalte blandt andet om kommende socialrådgivere, der ikke vil anbringe misrøgtede børn på grund af et traditionelt familiesyn i indvandrermiljøer.
https://www.dr.dk/nyheder/politik/underviser-genkender-flere-af-frederik-vads-omdiskuterede-paastande-om-etniske
Hun fik også en ordentlig tur. 188 af hendes kolleger på Københavns Professionshøjskole tog i Information afstand fra Sofie Danneskiold-Samsøe. De anklagede hende og Frederik Vad for »etnisk profilering«, »stigmatisering« og »mistænkeliggørelse af vores minoritetsetniske studerende«.
Dagbladet Information
Vad og Sofie Danneskiold-Samsøe blev så igen bakket op af Anita Johnson, leder af RED Center, der hvert år får henvendelser fra 1600 unge udsat for æresrelaterede konflikter.
Hun pegede på, at tilsyneladende velintegrerede borgere af anden etnisk herkomst er del af en »modkultur«. For eksempel socialrådgiveren, der brugte sin stilling til at slå en ung kvinde på flugt op i systemet. Socialrådgiveren, der er ven med kvindens familie, skrev til pigen, at hun kendte hendes opholdssted, og at hun skulle vende hjem til familien.
https://www.berlingske.dk/politik/hendes-fortaellinger-er-blevet-brugt-i-ophedet-debat-om-udlaendinge-og
Siden er der udkommet to grundige og uhyre veldokumenterede bøger på dansk.
I maj var det Klanerne om kriminelle netværk i Sverige, forfatterne er antropolog og journalist Johannes Wahlström og Jan Persson, der er tidligere medarbejder i politiet og efterretningstjenesten Säpo. De dokumenterer, hvordan klaner med baggrund i Mellemøsten, Afrika og Balkan infiltrerer offentlige myndigheder og det politiske liv.
De to forfattere har gennemgået tusindvis af politirapporter, forhørsprotokoller og domsafsigelser i samtlige sager om grov kriminalitet, der er blevet ført i Sverige i en periode på fem år.
»Når vi ser på det samlede materiale, ser vi en pengestrøm, en kommunikationsstruktur, og en struktur, der fungerer. Den struktur er slægtsbaseret. Det er fætre og kusiner, brødre, mødre og fædre,« siger Johannes Wahlström til Berlingske.
https://www.berlingske.dk/opinion/ny-bog-viser-et-ildevarslende-moenster-saadan-har-hensynsloese
En del af strukturen er kommunale embedsmænd, der hjælper klanen med at modtage arbejdsløshedsunderstøttelse, sygedagpenge, førtidspension og byggetilladelser. I nogle tilfælde er det ligefrem lykkedes for klanerne at infiltrere kommunalbestyrelser og Rigsdagen.
Der er næppe tvivl om, at dette er mere udbredt i Sverige, hvis liberale indvandringspolitik har skabt Europa-rekord i skuddræbte pr. indbygger. Men alt taler for, at det også findes i Danmark – bare mindre ekstremt.
For nylig landede så endnu en bog hos boghandlerne, Broderismen, en dansk oversættelse af den franske antropolog Florence Bergeaud-Blacklers bog om Det muslimske Broderskabs strategi i Europa.
Det 443-sider digre værk bygger på mange års feltarbejde i moskeer, islamiske foreninger og familier og i offentlige institutioner.
Det muslimske Broderskabs mål er et islamisk Europa. Det fremmes med milliardinvesteringer fra Golfstaterne i muslimske miljøer og ved en raffineret dobbeltstrategi:
Internt blandt muslimer håndhæves en bogstavtro version af Islam, der fratager kvinder og børn de friheder, som de har i de europæiske samfund.
Eksternt brandes den islamiske levevis gennem vestlige plusord som mangfoldighed, diversitet, identitet og minoritetsbeskyttelse. Kritikere bringes til tavshed med ord som islamofobi, stigmatisering og racisme.
Florence Bergeaud-Blacklers indsats blev imidlertid ikke kun modarbejdet af Broderskabets forsøg på hemmeligholdelse, men også af modvilje fra kollegerne i universitetsmiljøet.
Frederik Vads »tredje erkendelse« er rigtig. Indvandrere og efterkommere er selvfølgelig forskellige, mange er lovlydige og professionelle, men en ikke ubetydelig gruppe har både arbejde og uddannelse og tilsidesætter så alligevel samfundets værdier og spilleregler af hensyn til etniske gruppeinteresser.
Det kan ske velorganiseret som med Det muslimske Broderskab og kriminelle klanstrukturer. Oftest er det formentlig uformelt som vennetjenester til familie og netværk. Men at der eksisterer en »modkultur«, forekommer hævet over enhver tvivl.
Det er ikke noget tilfælde, at denne afgørende tredje erkendelse møder modstand fra medier, forskermiljøer og folk på lønningslisten i uddannelsesinstitutioner. Sådan var det også med de to andre erkendelser.
I 1990’erne banede den første erkendelse sig langsomt vej: Masseindvandringen fra Mellemøsten og Afrika skaber store integrationsproblemer. Erkendelsen blev båret frem af tusindvis af jævne danskere, der mærkede problemerne i deres i dagligdag i skoler og boligområder.
I 00’erne kom så den anden erkendelse: At antallet af indvandrere, der kommer til landet, er afgørende for samfundets evne til at håndtere det. I begge tilfælde mødte erkendelserne modstand fra kultur- og uddannelseseliten med magtbaser i medier, kulturliv, forskermiljøer og uddannelsessektoren.
Jeg har i bøgerne Eliternes Triumf og Rige børn leger bedst været med til at kortlægge samfundets øvre lag. De er i dag delt i to forskellige segmenter:
Kultur- og uddannelseseliten har andre sociologiske kendetegn end erhvervseliten, de øvre lag i den private sektor, som også udgjorde en herskende klasse for 50 og 100 år siden. Ikke desto mindre er kultur- og uddannelseseliten en magtfaktor med gode uddannelser, mange tillige pæne indkomster og indflydelsesrige poster, som de bruger til at fremme egne synspunkter.
At varetage interesserne for jævne danskere kan møde modstand fra begge eliter. Det kan Frederik Vad tale med om.