Kronik i Berlingske april 2025
Af
Lars Olsen og Bjørn Brandenborg
Den kommunale udligning blev skabt for 25-30 år siden, da de geografiske skel var langt mindre. Vi har bug for en radikal udligningsreform
For nylig beskrev Berlingske, hvordan Københavns Kommune aldrig har haft så mange milliarder i kommunekassen som nu.
»Jeg kan ikke forstå, at de københavnske borgere ikke er mere ophidsede over, at de her penge kunne have ligget i deres lommer,« lød det forundret fra Per Nikolaj Bukh, der er professor ved Aalborg Universitet.
Faktisk har københavnerne så mange penge, at hvis alle landets øvrige 97 kommuner lagde deres overskud sammen, ville København stadig være rigere end dem alle – tilsammen.
Det kommer oveni en årrække, hvor Københavns Kommune har sat skatten ned med flere milliarder kroner, mens man samtidig har investeret i velfærd og lagt rekordstore summer til side.
»Vi er tæt på at være den kommune i landet med den laveste kommuneskat, og havde vi givet den bare lidt mere gas, så havde vi været det,« sagde Ole Birk Olesen, københavner og folketingsmedlem fra Liberal Alliance.
Vi bor mere opdelt
I andre dele af landet er billedet radikalt anderledes. Her kæmper man med at få velfærden til at hænge sammen. Danmark er blevet mere skævt over de seneste årtier. Dem med høje indtægter, stor friværdi og de længste uddannelser klumper sig sammen i hovedstaden, Nordsjælland og områder omkring Aarhus, mens dem med de korteste uddannelser og laveste indtægter bosætter sig udenfor. De sociale klasser fylder med andre ord mere i, hvor i Danmark vi bor.
I samme periode er der sket en centralisering af alt lige fra statslige institutioner og uddannelser til kommuner og myndigheder – kræfter der tidligere udgjorde et nærværende velfærdssamfund og skabte et ressourcestærkt lokalt borgerskab i købstæderne, men nu er flyttet mod de større byer.
I København er er der derimod sket en stor stigning i lukrative job inden for centraladministration og universitet, men også i voksende højindkomstbrancher som finans, konsulentvirksomhed, forsikring og pension.
I mange af kommunerne i hovedstaden er indkomsterne derfor i det seneste årti vokset langt kraftigere end ude i landet. Mens stigningen i landet som helhed var 14 pct., er de blevet 31 pct. rigere i Gentofte og 21 pct. mere ved muffen i København – de velbjærgede har haft de største lønstigninger, og nye højindkomster er flyttet til.
Brug for ny udligning
De voksende skel på tværs af landet har over årene skabt et dramatisk større behov for at udligne kommunerne imellem for at sikre det, der oprindelig var målet med udligningssystemet: at alle kommuner kan levere en nogenlunde ensartet service til sine borgere.
Sidste år blev det besluttet, at der er behov for et nyt udligningssystem. Forskellene er for store og fordelingen ikke nutidig og retfærdig. En af de bedste analyser af disse forskelle på tværs af Danmarkskortet er fra NB Økonomi. Deres opgørelse viser, at København, en del omegnskommuner og Nordsjælland kan tilbyde borgerne væsentlig bedre velfærd end mange kommuner i provinsen.
»Mens hovedstadskommuner i 2024 budgetter med at bruge 10-15 pct. mere på service, end de rent statistisk skulle bruge for at levere et gennemsnitligt serviceniveau, så må borgerne i kommuner som Ikast-Brande, Holbæk, Viborg, Næstved, Horsens og Odense acceptere, at deres kommuner bruger omkring 10 pct. mindre,« konkluderer NB Økonomi. Altså et skel i velfærd på op mod 25 pct.
Indvandring holder København oppe
Skævheden i klassernes bosætning, centraliseringen og den mere ulige velfærd er ledsaget af en myte i de toneangivende hovedstadseliter: at danskerne vil bo i København.
For det er en myte. Tallene er krystalklare: Blandt danskerne har København nettofraflytning. Familierne søger mod opland som Greve og Furesø og provinsbyer som Holbæk og Svendborg.
Når indbyggertallet alligevel stiger i København, skyldes det et mindre fødselsoverskud og frem for alt indvandring. En strøm af velbeslåede udlændinge skyller ind over byen, der i forvejen har masser af højindkomster, akademikere og universitetsstuderende i forældrekøbte lejligheder.
https://www.folketingstidende.dk/samling/20241/redegoerelse/R6/20241_R6.pdf
Konsekvensen er en urimeligt dyr by, hvor lav- og mellemindkomster har stadig sværere ved at komme ind på boligmarkedet. Tilbageværende lærere, pædagoger, politibetjente og andre, der holder byen i gang, bor især i den regulerede del af boligmassen, der bliver stadig mindre.
Lynetteholmen øger skævheden
Københavns fremadskridende forvandling til et citadel for danske og udenlandske højindkomster understøttes ovenikøbet massivt af staten – og dermed af skatteborgerne i resten af landet.
Det er i årtier sket gennem højtlønnede job i den statslige administration og i universitets- og forskningsinstitutioner. Seneste skud på stammen er så aftalen om den kunstige ø Lynetteholmen, der hviler på nogle ofte oversete præmisser:
Lynetteholmen skal til sin tid rumme 50.000 indbyggere, det er ikke mindre end en fjerdedel af hele Danmarks forventede befolkningstilvækst frem til 2070. En voldsom skævvridning af vores land, der lettes på vej af et statsligt lån på op mod 20 mia. kroner, som så skal finansieres ved salg af arealer på den kunstige ø.
København må til lommerne
Der er brug for en udligningsreform, der mindsker de geografiske skel i stedet for at øge dem.
Udligningsreformen i 2021 flyttede især penge til yderområderne fra en håndfuld rige kommuner i Nordsjælland. I den næste reform må bredere dele af hovedstadsområdet til lommerne:
Det gælder Københavns Kommune, der i dag har mange højindkomster og ressourcestærke unge. De bidrager ikke i dag til udligningen, da kriterierne favoriserer kommuner med mange yngre til fordel for dem med flere ældre og børn, ifølge en analyse i NB Økonomi går København i dag stort set i nul i forhold til udligningen.
»Når udligningsmøllen er kørt færdig, så er det i særlig grad en gruppe af mellemkommuner i det midtjyske og på Vestsjælland, der ender med at stå tilbage med mindre finansiering. Det er altså kommunernes middelklasse, der må holde for. Omvendt, så er det typisk yderkommuner og kommuner på den københavnske vestegn, der rykker flere pladser frem i den finansielle bus,« konkluderer analysen.
Dette skaber et hovedstads-provins-skisma i alle partier, hvor politikere fra hovedstaden og provinsen ser vidt forskelligt på fordeling og udligning. Det gælder også det sidste tilbageværende folkeparti, Socialdemokratiet, der både har borgmesterposterne i København, på meget af Vestegnen og fremfor alt i snesevis af provinskommuner – i »kommunernes middelklasse« der i dag betaler gildet.
Endnu værre står det til på den rød-grønne venstrefløj, som har sine kernevælgere blandt hovedstadens uni-studerende og yngre akademikere. Hér demonstreres gerne solidaritet med Mellemøsten og svinges entusiastisk med Palæstina-flag, men mere solidarisk udligning? Ellers tak!
Problemerne forsvinder ikke, selvom man ignorerer dem. Gør man ikke noget, bliver Danmark kun endnu mere opdelt i velfærdsstatens A- og B-hold. Hvor man kan levere én form for velfærd i nogle dele af landet og én anden og dårligere i andre dele af landet. Det kræver en ny udligningsreform, der skrotter de gamle systemfejl, og for alvor tager et opgør med den skæve fordeling af velfærden.
