Kronik i Jyllands-Posten 30.9.2024:

Mens borgere og journalister i provinsen nikker genkendende til vores bog, får vi knubs i hovedstadsmedierne. Københavns meningsdannere lukker øjnene for byens aparte sociale sammensætning

Af Lars Olsen og Bjørn Brandenborg forfattere til Det, de kalder udkant, kalder vi hjem

 

Vi er knap et halvt hundrede i Rudkøbings velassorterede boghandel. En håndfuld socialdemokrater i røde trøjer, en del ældre langelændere, også nogle unge med barnevogn og småfolk. Boghandlen har reception for vores nye bog, Det, de kalder udkant, kalder vi hjem.

Borgmester Tonni Hansen (SF) kommer lige fra Rådhuset. Igen i år skal en af landets fattigste kommuner gennemføre store besparelser. Den tidligere 3f-formand er glad for den debat, som bogen rejser: »Vi i produktions-Danmark sender milliarder til de store byer, hvor der i store glasbygninger sidder mennesker med tynde blege arme og styrer,« siger han lavmælt.

Storby-djøf’ere er ikke i høj kurs. En anden af de korte taler holdes af »Ole Rebel«, der i årtier har arbejdet med socialt udsatte. År efter år søgte han om støtte fra puljer i København, men forgæves. Indtil han fandt en akademiker på Rådhuset, der kunne oversætte til »djøf-dansk«. Så rullede millionerne.

Reaktionerne på vores bog viser et tankevækkende mønster: For folk i provinsen er skellet mellem center og periferi indlysende, de byder ofte ind med egne eksempler, mens københavnske meningsdannerede og politikere er løjerligt uforstående. Det vender vi tilbage til.

 

År efter år har Langeland sparet det, der i Københavns Kommune ville svare til tre milliarder. Hvis dét var sket, ville tv-nyhederne gå i gult, breaking news, og det toneangivende Danmark ryge helt op i det røde felt. Nu rammer velfærdskrisen i udkant-kommunerne – og så vækker det kun lokal interesse.

Mange andre deler skæbne med Langeland. Derfor har Folketinget oprettet en pulje for særlig vanskeligt stillede kommuner. På få år har man måtte forhøje puljen fra 200 til 800 millioner kroner – et vidnesbyrd om kollapset i udligningen mellem kommunerne. Systemet kan slet og ret ikke kapere de stigende sociale og økonomiske skel mellem kommunerne.

I kølvandet på en hård budgetlægning sendte 49 borgmestre for nylig et brev til regeringen med opråb om en grundig analyse af udligningen og på sigt et fundamentalt nyt udligningssystem. Et forslag, som regeringen tog til sig og præsenterede sammen med forslagene til en ny sundhedsreform. Det er også et af forslagene i vores bog.

 

»Det er sådan lidt københavneragtigt med en strandbar«, skrev journalisten fra et af landets store dagblade, da han besøgte Svendborg havn og strandbaren på Frederiksø. Det er uklart, om journalisten havde forventet en landevejskro med stegt flæsk og persillesovs, når han nu var draget helt til provinsen, men der er ellers ikke meget København over havnen i Svendborg.

I stedet for store eksklusive boligbyggerier, der pryder kajerne i hovedstaden, er havnen på Sydfyn et samspil af industriarbejdspladser, uddannelsesinstitutioner og kulturtilbud til byens borgere og tilrejsende. Men det siger måske lidt om hovedstadsjournalistens mind set, at han mest havde øje for strandbaren.

For provinsjournalister med base uden for storbyen har bogen talt ind i en hverdag, som mange af dem kender og har beskrevet i deres artikler. Enkelte planlægger ligefrem at følge op på bogens data om den sociale opdeling i bosætningen, vi kan da også tilbyde lokale data helt ned til de enkelte sogne.

For medierne i hovedstaden har reaktionerne derimod ofte duftet af, om det nu i virkeligheden er så slemt alt sammen, og om vi ikke anlægger en for hård tone. I Berlingske mener Bent Winther, at bogen »ripper godt og grundigt op i den københavnerbashing, som Socialdemokratiet ellers prøver at lægge bag sig«, og at vi har »et næsten hadefuldt syn på københavnere«.

Det sidste kan vi roligt dementere. En af bogens forfattere var københavner i 53 år – noget længere end Bent Winther – og har stadig familie og tætte venner i København. Vores pointe er ellers ikke så indviklet: København er blevet for dyr for lav- og mellemindkomster, derfor domineres store dele af byen i dag af højindkomster, akademikere og universitetsstuderende i forældrekøbte lejligheder.

Den skæve sociale sammensætning smitter også af på kultur og politik. Der går en lige linje fra akademiker- og studenterbyen til Enhedslisten som byens største parti, en stor del af de klassiske socialdemokratiske vælgere har ikke længere råd til en bolig i byen. Mere kompliceret er det ikke.

 

Heldigvis er der også klartskuende hovedstadsjournalister. »Jeg er et godt eksempel, ansat på en landsdækkende avis og gift med en mand, der arbejder i et kreditinstitut«, bemærkede en på vej op i elevatoren på Christiansborg.

Myten om »københavnerbashing« spiller imidlertid sammen med en del københavnske politikere. Socialdemokratiets politiske ordfører på Rådhuset, Laura Rosenvinge, kritiserer os for at tegne et forkert billede af byen:

»Man glemmer belejligt, at København bestemt også har sociale problemer. Vi har områder med meget ressourcesvage og udsatte borgere. (…) Det er også en del af livet i København,«, siger Laura Rosenvinge til Altinget.

Nej, Laura, det glemmer vi ikke. Vi skriver i bogen, at der er 500 lavindkomst-sogne, og at to af dem er i København: Bispebjerg og Tingbjerg. Langt de fleste er imidlertid i landdistrikter og mindre byer.

For få årtier siden var det anderledes, dengang sloges København med store sociale problemer, men det meste er på forbløffende kort tid blevet en by for de velstillede. Det samme er sket i kvarterer omkring Stor-Aarhus, men slet ikke så dramatisk.

Når vi kalder København aparte, handler det således ikke om den enkelte københavner, men om aparte social sammensætning, også i forhold til de andre storbyer. Til det aparte hører også Københavns politik med Enhedslisten som største parti.

 

En interessant reaktion på bogen var en kronik hos Sjællandske Medier. Den var skrevet af Kirsten Jensen, borgmester i Hillerød og formand for bestyrelsen i Movia, der driver busser og lokaltog på Sjælland. Hun takkede for bogen og tankerne om fundamental ændring af den kollektive trafik i landdistrikterne. De viser sig at svare godt til strategiplaner hos Movia.

Den kollektive trafik i landdistrikterne er inde i en dødsspiral, med nedskæringer og halv- eller heltomme busser. I stedet skitserer Kirsten Jensen – parallelt med os – et on-demand-system via den fælles app, som trafikselskaberne udvikler sammen med Rejsekort og Rejseplanen. Her skal »en pallette af fleksible løsninger: flextrafik, samkørsel, frivilligbusser og nærbus« forbinde den rejsende med det centrale tog- og busnet.

Systemet eksisterer faktisk allerede i mindre skala hos firmaet GoMore. For eksempel kører elever fra Vordingborg Gymnasium, der bor på Møn eller i andre landdistrikter, med deres skolekammerater til Vordingborg. Kontakten mellem køreren og passageren etableres gennem GoMores app, og en del af de unges rejse betales af kommunen.

Især i starten bliver det nødvendigt, at staten engagerer sig langt stærkere rent økonomisk. Hvis der skal skabes et nyt og dækkende transportsystem, kan det ikke overlades til de økonomisk trængte yderkommuner, der ofte slås med de største transportproblemer. Staten støttede med sine havnearealer Københavns metro, ligesom den i sin tid skabte DSB’s tognet mellem byerne. Nu må det være landdistrikternes tur.

Det er befriende, at borgmesteren i en stor hovedstadskommune som Hillerød er på banen med konstruktive forslag. Lad os fortsætte ad det spor – så kan mediefolk og politiske mimoser føle sig nok så københavnerbashede. Som det siges: Hundene glammer – men karavanen drager videre.

21