Klassekampen august 2025
Af Lars Olsen
Brudflader mellem center og periferi findes i mange lande, men i de tidligere sovjetrepublikker fører de til voldelige konflikter og ulmende borgerkrige
Ved de vestlige indfaldsveje ligger blok efter blok. Slidte og trøstesløse lejekaserner fra sovjettiden, privatiseret uden istandsættelse. Endnu et tegn på områdets deroute.
Vi passerer også en »lastbilkirkegård«, hvor udtjente lastbiler står side om side. Engang var Kutaisi næststørste by i Georgien, og hele Sovjet kendte KAZ. Hvert år producerede fabrikken 20.000 store lastvogne, mange med trailere. I dag ejes fabrikken af kinesere og har kun få hundrede ansatte.
I sovjettiden var Kutaisi et industricentrum, der også havde traktorfabrik, tekstilindustri, pumpefabrik og kemisk industri. I dag er det meste lukket, og mange ingeniører og faglærte er emigreret.
Det samme er sket i Georgiens andre industri- og mineområder. I 1980’erne stod hovedstaden Tbilisi for 40-50 procent af nationalproduktet, i dag er det 70 procent med service som banker, medier, IT og turisme.
Polariseringen er også kulturel og politisk. Det socialkonservative Georgiens Drøm (GD) vandt valget i 2024, oppositionen anklager myndighederne for valgsvindel, men det geografiske mønster er hævet over enhver tvivl.
Chaufføren gør korsets tegn, da vi kører forbi en kirke. Tre kvarter senere er vi kommet langt op i de øde bjerge, og det sker igen: chaufføren gør korsets tegn, og først da opdager jeg et stort kors i vejkanten.
Det meste af Georgien er konservativt, med stor indflydelse til den ortodokse kirke og skepsis overfor LBGT og andre postmoderne fænomener. Derimod har Tbilisi et stærkt liberalt miljø med rødder i den højtuddannede middelklasse, Pride-marcher og sammenstød med højrekstremister.
I Tbilisi stemmer flertallet på den liberale opposition UNM, i Kutaisi får GD 60 procent og ude på landet op mod 90 procent. Begge partier har i regering brugt autoritære metoder, UNM fra 2003 til 2012 og GD siden.
I begge tilfælde har resultatet været voldelige demonstrationer og brutale politimetoder. Til tider frygtes ligefrem en borgerkrig som i 1991-93 efter selvstændigheden fra Sovjet.
Konflikten handler også om geopolitik. UNM vil med i EU og NATO, GD vil også bevare et nogenlunde forhold til Rusland.
»I Vesten og blandt oppositionen i Georgien er det udbredt at karakterisere den nuværende regering som prorussisk. Det er forkert. Til forskel fra alle vestlige lande har Georgien efter krigen med Rusland i 2008 endnu ikke reetableret sine diplomatiske forbindelser med Moskva (…) I stedet fører Georgien en politik, der forsøger at balancere de forskellige lande og interesser i regionen,« skriver den danske Ruslands-ekspert Flemming Rose i Frihedsbrevet.
.
Den ukrainske sociolog Volodymyr Ishchenko har i Towards the Abyss kortlagt, hvordan klassemæssig og geografisk polarisering førte til borgerkrig i 2014 og Ruslands invasion i 2022.
De økonomiske og sociale ligheder er slående. I Ukraine faldt nationalproduktet med 60 procent i 1990’erne, i Georgien med 70 procent, begge steder ramte det særlig hårdt i provinsens mine- og industriregioner. Den økonomiske stabilisering i 00’erne fik derimod især storbyer som Kyiv, Lviv og Tbilisi til at blomstre.
I begge lande skabte dette en selvbevidst højere middelklasse med basis i storbyernes serviceerhverv og blikket rettet imod EU og NATO. I begge lande var disse social basis for neoliberale reformer, der ramte arbejderklassen og udløste en socialkonservativ modreaktion.
I Georgien skete det relativ fredeligt ved at GD vandt valget i 2012, i I Ukraine blodigt: Ved Maidan-revolten i 2014 væltede liberalistiske og højreekstreme kræfter i det vestlige Ukraine den valgte præsident, og de østlige mine- og industriområder blev marginaliseret.
Konsekvensen var de russisk-orienterede udbryderrepublikker Donetsk og Lugansk, borgerkrig – og i 2022 Ruslands invasion.
Fra kabelbanen er der en fantastisk udsigt over Tbilisi. Floden, den nye modernistiske Fredsbro, de gamle kvarterer fra 1800-tallet – det hele ligger for ens fødder. Kabelbanen fører op til byens vartegn: den store hvide statue Moder Georgien.
Herfra kan man se op til et kæmpe palads af stål og glas. Det tilhører Georgiens rigeste mand, oligarken Bidzina Ivanishili, der stiftede Georgiens Drøm og blev valgt til premierminister i 2012. Ivanishili solgte i 1980’erne computere i Sovjet og købte banker og metalvirksomheder for en slik, da statsvirksomheder blev privatiseret.
Ivanshili er dét, Ishchenko kalder en »politisk kapitalist«: en rigmand der tjener kassen på politiske forandringer og forbindelser.
Ishchenko kortlægger, hvordan kampen om Ukraines fremtid i 10’erne stod mellem to klassekoalitioner: Den vest-orienterede højere middelklasse, med stærke tråde til multinational kapital, støttet af dele af arbejderklassen med job i EU – og oligarker støttet af arbejderklassen i Østukraines miner og industrier.
Den store forskel på de to lande er, at i Ukraine vandt den første koalition, i Georgien den anden: koalitionen omkring GD med rigmænd som Ivanishili og arbejderklassen i provinsens tilbageværende industrier og miner.
Paradoksalt nok har denne koalition været bedre til at sikre en fredelig udvikling end de vestligt støttede åh-så skråsikre »demokrater«.
