Kommentar i Altinget marts 2026
Af Lars Olsen
Kun 7 procent af danskerne vil lade pensionsalderen følge levealderen 1:1 op. En markant forbedring af Arne-pensionen er afgørende for at bygge bro over kløften og undgå massiv mistillid til selve det politiske system.
Dansk politik kan efter valget havne i et paradoks: et stort flertal af vælgerne vil have mere retfærdige pensionsforhold, det vil et flertal i Folketinget formentlig også – Socialdemokratiet, venstrefløjen, Dansk Folkeparti og måske Danmarksdemokraterne.
Alligevel kan der opstå dén situation, at dette ikke bliver til noget. Som det ser ud nu, vil Socialdemokratiet og SF kun kunne danne regering med enten Moderaterne eller radikale, der ser totalt anderledes på problemet/løsningerne.
»Midterpartierne« repræsenterer de mest velstillede danskere. 30 procent af de radikale vælgere er akademikere, mens yderligere 29 procent har anden videregående uddannelse og ni procent er studerende – tilsammen over to tredjedele af de radikale vælgere.
Hos Moderaterne er det også over halvdelen: 16 procent akademikere, 27 procent har anden videregående uddannelse og ti procent er studerende.
Derimod udgør akademikere kun otte procent af de socialdemokratiske vælgere og blot tre procent af Dansk Folkepartis/Danmarksdemokraterne.
Læg dertil at Moderaterne, efter Liberal Alliance og konservative, er det parti, hvor vælgerne har de højeste indkomster.
Med andre ord: Radikale og Moderaterne er tungen på vægtskålen, men repræsenterer nogle vælgere der enten kommer sent på arbejdsmarkedet eller har råd til »selvpensionering«.
Det er kendetegnende, at begge partiers udspil til fremtidens pension især lægger vægt på fleksibilitet. Det er i sig selv udmærket – fra akademikere til arbejdsmænd kan man godt bruge mere fleksibilitet – men det løser ikke spørgsmålet om retfærdighed og balance i pensionsmulighederne, og hvordan vi træder op imod den stigende ulighed i seniorårene.
Af uransagelige grunde har de såkaldte midterpartier en særlig tiltrækningskraft på »pæne mennesker«, der har deres på det tørre. Ikke desto mindre har disse partier i perioder haft er det uforholdsmæssig stor indflydelse på dansk politik.
Folketinget er ude af trit med vælgerne i et omfang, som vi sjældent gør os klar: næsten 70 procent af vælgerne vil fastfryse pensionsalderen på 70 år, alligevel vil et flertal i Folketinget fortsat lade den stige.
Blot syv procent – syv procent! – er enige med politikerne i, at pensionsalderen skal stige med et år hver gang levealderen stiger med et år.
Alligevel er der lagt op til, at et politisk flertal i 2030 vil forhøje pensionsalderen i 2040 til 70 år.
Socialdemokratiet søger så en balance, hvor social retfærdighed og Arne-pension til bredere grupper skal sikre opbakningen til den stigende pensionsalder.
Ifølge det socialdemokratiske udspil vil 47 procent af de erhvervsaktive få mulighed for at nyde godt Arne-pension. Mens tidlig pension i dag kræver 45 år på arbejdsmarkedet, vil det fremover være muligt efter 42 år.
Bemærk lige: 42 år. Det er folk, der har ydet deres!
»Hvis vi skal sikre langsigtet opbakning til velfærdsforliget og til princippet om, at pensionsalderen også stiger, når man lever længere, så er vi nødt til også at skabe en bedre balance,« sagde justitsminister Peter Hummelgaard ved præsentationen af udspillet.
»Hvis vi vil have, at den brede befolkning skal støtte en af grundpillerne i dansk samfundsøkonomi, så kan man ikke bare lade som ingenting og lade pensionsalderen vokse lige meget for alle danskere på den samme måde.«
Hvis de ikke end ikke kan komme igennem med dette, vil det udløse en meget alvorlig tillidskrise mellem det politiske system og store dele af befolkningen.
Centrale socialdemokrater sætter deres lid til, at dette er næste valgperiodes store »signaturprojekt« ligesom Arne-pension i 2019 og lønløftet til offentligt ansatte i 2022. De noterer sig, at Løkke også var imod lønløftet, men at det ikke desto mindre blev gennemført.
De kan imidlertid ikke være sikre på, at dét også sker denne gang:
I 2019 var der en S-mindretalsregering, der havde frihed til at søge skiftende flertal, herunder et »Arne-flertal« med venstrefløjen og DF.
I 2022 indgik lønløftet i et bunkebryllup med to borgerlige partier, der til gengæld fik betydelige skattelettelser i toppen af indkomstpyramiden.
Hvad sker der hvis Socialdemokratiet og venstrefløjen kører fast?
Lad mig spole filmen tilbage til årene før 2019 og og se på de forhold, som Arne-pensionen skulle løse:
I 2017 viste Trygfondens målinger at hele 70 procent ikke havde tillid til politikerne.
https://tryghed.dk/viden/tryghedsmaalinger/download-tryghedsmaaling-2017
Bureauet Analyse & Tal dykkede dybere ned i Trygfondens data.
https://www.gyldendal.dk/produkter/det-forsvundne-folk-9788702262476
Deres analyse viste, at utrygheden især var stor blandt førtidspensionister, sygemeldte og folk i arbejde der passede jobbet trods diverse dårligdomme, men frygtede for konsekvenserne hvis kroppen sagde stop.
Bag dette lå Løkke- og Thorning-regeringernes »reform amok«: afviklingen af efterlønnen trods stigende pensionsalder samt et hav af opstramninger overfor folk på overførselsindkomst.
Konsekvensen var ikke kun stigende utryghed, men også stigende mistillid til de politikere, der havde truffet socialt og sundhedsmæssigt helt skæve beslutninger.
Med Socialdemokratiets forslag om Arne-pensionen blev dette omsider politiseret, de borgerlige partier havde et glimrende modtræk i seniorpensionen, så alt i alt blev der for en tid skabt en løsning på problemerne.
Men: da Socialdemokratiet i 2019 foreslog Arne-pensionen, var folkepensionsalderen 65,5 år. I dag er den allerede steget til 67 år, altså en forringelse på halvandet år indenfor en relativ kort årrække.
Problemet er, at Arne- og seniorpensionen følger pensionsalderen opad, og det rammer dem, der er nedslidte eller kommer tidligt på arbejdsmarkedet og fortjener ret til at slippe hvis de vil.
Derfor må der nødvendigvis gøres noget: Arne- og seniorpensionen bør fastfryses trods den stigende pensionsalder. Samtidig skal anciennitetskravet mildnes, så Arne-pension ikke bliver kun bliver en ordning for mandlige håndværkere o.lign., men også for de mange i kvindefagene i den offentlige sektor.
Vi må gå fra Arne-pension til Arne- og Laila-pension. Og det bør de velstilledes talerør i Moderaterne og Radikale ikke få lov til at blokere for – konsekvenserne kan blive en katastrofe for danskernes tillid til det politiske system.
