Kronik i Altinget maj 2025
Af Lars Olsen
Reformbølgen i uddannelsessystemet udløser fundamental debat, en ekspertgruppe skal nyfortolke dannelsesbegrebet på epx-gymnasiet, så »teoretisk viden og praktiske færdigheder anvendes sammen«. Arbejderbevægelsen har en flot tradition for dette – lad os genopfriske den inspirerende historie
De vestlige uddannelsessystemer er i opbrud. I Danmark kalder undervisningsminister Mattias Tesfaye det »et paradigmeskifte«, en bølge af reformer omkalfatrer alt fra folkeskolen til universiteterne. Med epx – det nye praktiske gymnasium – som kronjuvel i forandringerne.
I 00’erne talte de i USA og Storbritannien om »the knowledge economy«, i Danmark kaldte vi det »videnssamfundet«, det kunne ikke blive akademisk nok.
I dag betragtes fremtiden som et videns- og produktionssamfund. Uddannelserne skal i højere grad koble teori og praksis – kloge hoveder og »kloge hænder«, for igen at citere Tesfaye.
Kulturradikal og akademisk modstand
Paradigmeskiftet møder modstand fra kulturradikalt-akademiske strømninger. Den radikale Martin Lidegaard er imod at begrænse optaget til universitetet, »at vi ikke får flere faglærte, har jeg nogenlunde ro i maven ved, med tanken om at vi under alle omstændigheder kommer til at trække mere på international arbejdskraft fremover«, siger Martin Lidegaard til Altinget.
Gymnasielærere er »bekymret« over epx og det nye praktiske gymnasium – at almen dannelse svækkes og »historiske, filosofiske og kulturelle fag marginaliseres,« skriver deres netop afgåede formand, Thomas Kepler, i Information.
Især frygter han, at »de gymnasiale uddannelsers faglige kvaliteter og almen dannende formål bliver en udsultet lillebror i de tilfælde, hvor de placeres på erhvervsskoler« med stor indflydelse til arbejdsmarkedets parter.
https://www.information.dk/debat/2025/02/formaalet-epx-maa-vaere-blot-producere-medarbejdere
Men hov, hvad er dannelse egentlig? Skabes det kun gennem litteratur, historie og klassisk humanisme?
Historisk er synet på dannelse skiftet over tid. I 1800-tallet gjorde Grundtvig op med latinskolernes døde lærdom – på højskolerne blev bønderne dannet som myndige borgere med afsæt i det folkelige liv og dets fortællinger, modersmålet og de nære erfaringer.
Et andet opgør med borgerskabets snævre dannelse kom fra arbejderbevægelsen og reformpædagogikken; hér arbejdedes med et bredere dannelsesbegreb, hvor teori og boglige fag tog afsæt i praktiske fag og erfaringer.
Det er denne strømning, jeg hér dykker ned i. Et kig tilbage i historien – og ud i verden – kan give os et mere solidt fundament i den nye dannelsesdebat.
”Arbejdsskolen”
Fra omkring 1900 til 2.verdenskrig bekendte reformpædagoger og socialdemokrater sig til »arbejdsskolen«. I Tyskland var den fremmeste fortaler Georg Kerchsteiner, der var skoledirektør i München fra 1895 til 1919. Han indførte skolehaver, skolekøkkener, træ- og metalværksteder, hvor eleverne lærte praktiske færdigheder og fik et erfaringsgrundlag for fysik- og kemiundervisningen, der blev styrket.
Erfaringerne fra München inspirerede på linje med den samtidige amerikanske reformpædagog og socialist John Dewey, der stadig er kendt verden over for learning by doing. Eleverne skal opdrages og undervises med afsæt i deres erfaringer fra praktiske opgaver og det sociale liv.
Danmarks fremmeste fortaler for »arbejdsskolen« var Vilhelm Rasmussen, der var socialdemokratisk medlem af Folketinget 1915-1939, den første rektor for Danmarks Lærerhøjskole og prægede meget af Stauning-epokens uddannelsespolitik.
https://biografiskleksikon.lex.dk/Vilhelm_Rasmussen
I bogen Socialdemokratiet og Skolen skitserede Vilhelm Rasmussen opgøret med den borgerlige skole og dens pædagogik. Skolen skulle bygge videre på barnets naturlige nysgerrighed og virkelyst:
»I hele opvæksten i hjemmet er barnet bestandig optaget af leg. Barnet ”er” noget eller laver noget eller undersøger alverdens ting, som det kan få fingre i. Vi voksne kalder det leg, fordi denne hæsblæsende iver ikke har øjeblikkelige værdifulde følger; men for barnet er det arbejde, ved hvilket dets evner øges og udvikles«, konstaterer Vilhelm Rasmussen, der også skrev lærebøger om udviklingspsykologi og pædagogik.
Skolen skal tage afsæt i denne virkelyst, derfor skulle undervisningen starte med praktiske fag, siden de naturvidenskabelige og først til sidst de boglige fag. Gennem »arbejdsskolen« skal børnene lære kundskaber og færdigheder, mens de bevarer »deres barnlige friskhed og foretagsomhed«. Tilgangen var langt bredere end det, der i dag betragtes som uddannelse, kodeordet var opdragelse.
Marx: Polyteknisk uddannelse
Denne brede tilgang kan dateres helt tilbage til arbejdsbevægelsens dåbsattest. I Det kommunistiske Manifest kræver Karl Marx og Friederich Engels »offentlig og gratis opdragelse af alle børn« og »forbindelse af opdragelsen med den materielle produktion«.
Marx og Engels uddybede siden tankerne i forslaget til program for 1.Internationale. Uddannelse skal både være intellektuel, fysisk og »polyteknisk uddannelse, som underviser i de generelle principper for alle produktive processer og samtidig indvier børn og unge i den praktiske brug og håndtering af elementære instrumenter«.
Dette brede syn på dannelse kan inspirere i dag, hvor fundamentale begreber omkring uddannelse igen er til debat. Mattias Tesfaye nedsatte lige inden påske en epx-ekspertgruppe. Gruppen skal i de kommende måneder komme med udspil til indholdet i den nye uddannelse, hvor »teoretisk viden og praktiske færdigheder anvendes sammen i en undervisning, der er helheds- og anvendelsesorienteret«. Ifølge kommissoriet skal ekspertgruppen også »anbefale og beskrive dannelsesperspektiver for epx« – altså levere en nyfortolkning af dannelsesbegrebet.
Merkel lærte at mure
De tyske socialdemokraters tanker om »arbejdsskolen« blev søgt realiseret i det kommunistiske DDR. Angela Merkel voksede op i Østtyskland og afholdt som forbundskansler dialogmøder med vælgerne. Ved et af disse foreslog en vesttysk professor at integrere erhvervslivet i undervisningen med ekskursioner til virksomhederne og praktikpladser i skoletiden, og han henviste til DDR’s polytekniske uddannelsessystem. »Men det vil De vel næppe indføre.« tilføjede han.
»Hvad mener De,« spurgte kansleren skarpt: »Der er De helt forkert på den. For netop i DDR havde vi fra 7. klasse et fag, der hed produktion. Så jeg har lært alt om at stampe beton og mure hjørner op, så jeg går i høj grad ind for, at man inddrager elementer fra erhvervslivet i undervisningen.«
Bandt ledningsnet til lokomotiver
Det samme konkluderer en anden tidligere elev i det polytekniske uddannelsessystem, Rosemarie Hein, der i 10’erne var uddannelsesordfører for venstrefløjspartiet Linke i Forbundsdagen:
»I min skoletid i DDR byggede jeg et fuglehus i træ, mugede ud i kostalden, lavede metalbolte på en drejebænk, bandt ledningsnet til elektriske lokomotiver og lærte derved at montere kabelsko på kabler. Under min eksamen skulle jeg bestemme svovlindholdet i metalspåner som led i kvalitetskontrollen i en industrivirksomhed,« skriver Rosemarie Hein i tidsskriftet Luxembourg.
Dette var alt sammen del af grundskolens almene dannelse – at få erfaringer med forskellige arbejdsmaterialer og arbejdspladser.
Kritisk humanisme er ikke nok
Det er på høje tid at genopfriske de klassiske idealer og bruge dem i en ny tid. Marxismens klassikere havde en afgørende pointe i, at hele mennesker dannes gennem både intellektuel, fysisk og polyteknisk uddannelse. Af samme grund ville de forbinde opdragelsen med den materielle produktion.
Herhjemme tog vi et lille skridt med folkeskolereformen i 1937, der var Stauning-epokens store fingeraftryk på skolen. Reformen søgte at styrke elevernes selvvirksomhed og praktiske arbejde, fag som sløjd og håndarbejde fik et løft, praktiske aktiviteter blev set som opdragende og udviklende.
Fra 1990’erne smuldrede dette perspektiv for alvor. Undervisningen blev individualiseret, forestillingen om »videnssamfundet« vandt frem, selv dele af venstrefløjen overtog de akademiske eliters tilgang og bidrog til akademisering af uddannelsessystemet.
Det er dét, »paradigmeskiftet« nu gør op med – og udløser nyfortolkning af dannelsesbegrebet. Den kritiske humanisme er stadig en vigtig del af almen dannelse, men ikke nok. Vi står midt i en gigantisk teknologisk omkalfatring, kunstig intelligens omformer arbejdslivet, sociale medier og algoritmer ændrer den offentlige samtale, og i USA har tekno-oligarkiet ligefrem erobret en stor del af den politiske magt.
For at træde op mod dette, er der brug for et bredt kendskab til teknik, arbejdsliv og samfund og for at kunne omsætte sin viden i handling. Praksisfaglighed træner dette ved at koble teori og praksis i konkrete projekter, hvor eleverne oplever, at deres idéer og færdigheder gør en forskel. Det styrker ikke kun deres læring, men også deres selvforståelse og tro på egne evner. Når man arbejder med hænderne og ser resultatet af sin indsats, bliver det tydeligt, at man ikke bare er tilskuer, men aktør.
Uddannelse skal som nævnt være både intellektuel, fysisk og polyteknisk. Vi har behov for et nyt og bredere dannelsesbegreb – dannelse er ikke noget, man bare kan læse sig til.
