Klumme i Sjællandske februar 2026

Af Lars Olsen

 

Danske børnefamilier i titusindvis flytter fra København ud på Sjælland. Når Københavns folketal ikke falder, skyldes det at tusindvis af indvandrere flytter til.

Dette er langt fra den gængse forestilling i medier og blandt folk i København, men sådan er det. Et illustrerende eksempel fra min hjemby Holbæk, der i disse år oplever en utrolig dynamik:

Holbæk vokset med over 3.000

Vi flyttede til Holbæk for fem år siden. Siden er boligblokke og rækkehuse skudt op som paddehatte i en fugtig skovbund. Nedenfor bakken, hvor vi bor, er der nu et stort seniorfællesskab, Jernalderen, siden er kommet etagebyggeri med både ejerboliger og lejeboliger, lige nu er de i gang med at bygge et kollegium og 200 mindre boliger.

Én km herfra ligger Holbæk Have med et bredt udbud af boliger: her er alment boligbyggeri til overkommelige huslejer, men også Holmsø Resorts eksklusive lejligheder med swimmingpool og spa.

Mange af lejlighederne er til at betale for lønmodtagere med almindelige indtægter. For eksempel to pædagoger med to børn, der ikke længere har råd til en lejlighed i meget af hovedstadsområdet og efterhånden også i store dele af Roskilde. De kan ifølge BUPL betale omkring 11.500 i husleje og har derfor stadig rigeligt råd til en lejlighed i det centrale Holbæk, tæt på stationen.

https://bupl.dk/sites/default/files/2023-03/BUPL%20analyse%20om%20boligkoeb_0.pdf

Da vi flyttede til, var Holbæks indbyggertal under 72.000 – i november sidste år passerede det 75.000.

Den samme historie kan fortælles om Sorø, Ringsted og Næstved. Modsat de ganske forestillinger i hovedstadsmedier som Berlingske, Politiken og DR flytter de danske børnefamilier væk fra København og ud på Sjælland.

Indvandrere presser Københavns boligpriser

Analyser fra NB-økonomi viser, at uden indvandring havde folketallet i København været 35.719 personer under det nuværende.

Indvandringen driver befolkningsfremgangen i hver femte kommune – se kort

I 1980 udgjorde indvandrere og efterkommere 7,9 procent af befolkningen i Københavns Kommune. Den 1. januar 2025 var disse grupper vokset til 29 procent.

Samtidig har indvandringen skiftet karakterer: for 20-40 år siden var det i høj grad kortuddannede indvandrere fra Stormellemøsten, i dag er det indvandrere fra andre vestlige lande – USA, Tyskland, Storbritannien, Norge eller lignende.

Det er ofte vellønnede specialister, der presser boligpriserne i vejret. Det samme gør de tusindvis fra den danske overklasse og højere middelklasse, der flokkes om København som fluer om sukker. I 2009 udgjorde overklassen og den højere middelklasse 22 procent af de erhvervsaktive i København, i dag er det 47 procent. Læg dertil titusindvis af uni-studerende i forældrekøbte lejligheder, der spiller en stor rolle på byens boligmarked – især i brokvartererne.

Så tror dog pokker at priserne havner i et leje, hvor almindelige lønmodtagere er hægtet totalt af. København oplever slet og ret en social udrensning – og det nyder byer som Holbæk glæde af.

 

21