Kronik i Jyllands-Posten maj 2026
Af Lars Olsen
Forfatter til Det de kalder udkant, kalder vi hjem
Ved foredrag i København støder jeg ofte på bemærkninger som: »rigtig mange mennesker vil bo her i byen, hvorfor skal vi egentlig bruge så mange penge på at understøtte landdistrikterne?«
Samme forestilling præger ofte hovedstadsmedier som Berlingske, Politiken og DR. Men det er en myte. Forestillingen om Københavns magiske tiltrækningskraft på danskerne har imidlertid skabt en selvbevidst hovedstadsopinion.
Én drivkraft i byens vækst er selvfølgelig tilflytning af unge, der skal læse på universitetet. Én anden drivkraft er fødselsoverskud, København er blevet en ung by og der fødes flere københavnere end der dør.
Men én helt afgørende drivkraft er indvandring – især af vellønnede expats fra andre vestlige lande såsom USA, Tyskland, Storbritannien og Norge. Det kigger jeg nærmere på om lidt.
For mere overset er det, at 15-20.000 forældre og børn 2020-2024 flyttede ud af København – til forstæderne eller købstæder i provinsen. Det skyldes primært, at huspriserne er lavere udenfor København, og mange familier gerne vil flytte inden børnene skal starte i skole.
Hvis danskerne bestemte, altså uden indvandring, var befolkningstallet i København faldet med 35.719.
Indvandringen driver befolkningsfremgangen i hver femte kommune – se kort
Tag min hjemby, Holbæk: vi oplever i disse år en markant stigning i befolkningstallet. Det er drevet af danskere, der flytter fra hovedstadsområdet til billigere boligpriser, men også af mange med arbejde hos Novo og andre i Kalundborg. Det samme sker i byer som Sorø, Næstved og Svendborg. Også jyske byer som Silkeborg, Skanderborg og Vejle har tilflytning af københavnere.
Lad mig dykke mere ned i indvandringens rolle for København. I 1980 udgjorde indvandrere og efterkommere 7,9 procent af befolkningen i Københavns Kommune, den 1. januar 2025 hele 29 procent.
Samtidig har indvandringen skiftet karakterer: for 20-40 år siden var det i høj grad kortuddannede indvandrere fra Stormellemøsten, i dag er det højtlønnede udlændinge fra andre vestlige lande – de udgør næsten halvdelen af alle indvandrere i byen.
https://trap.lex.dk/K%C3%B8benhavns_Kommunes_befolkning_og_boliger
Hvad er så attraktivt ved København? En analyse fra Boston Consulting Group peger på faktorer såsom livskvalitet, tryghed og en god balance mellem arbejdsliv og familieliv.
https://www.copcap.com/news-archive/copenhagen-is-the-most-attractive-in-the-nordics
Mange kommer hér for at arbejde i typisk syv-otte år inden de tager videre til en ny stilling i et andet land. Der er imidlertid også en gruppe af især amerikanere, der tiltrækkes af den danske samfundsmodel. Danmark fremhæves ofte som et ideal af venstreorienterede amerikanere som Bernie Sanders. Læg dertil at i forhold til mange internationale analyser ligger Danmark over USA i lykke, tryghed og livskvalitet.
https://world.hey.com/dhh/the-reality-of-the-danish-fairytale-78069fbf
https://apnews.com/general-news-1464985a61a94c259903eee806925be5
Medaljen har imidlertid også en bagside: De mange tusinde vellønnede indvandrere presser boligpriserne i København op og op, det samme gør den massive tilflytning af dansk overklasse og højere middelklasse.
Resultatet af dette er, at byen er ved at være lukket land for lønmodtagere med almindelige indtægter.
Københavns fremadskridende forvandling til et citadel for danske og udenlandske højindkomster understøttes ovenikøbet massivt af staten – og dermed af skatteborgerne i resten af landet.
Det er i årtier sket gennem højtlønnede job i den statslige administration og i universitets- og forskningsinstitutioner. Seneste skud på stammen er så aftalen om den kunstige ø Lynetteholmen, der hviler på nogle ofte oversete præmisser:
Lynetteholmen skal til sin tid rumme 50.000 indbyggere, det er ikke mindre end en fjerdedel af hele Danmarks forventede befolkningstilvækst frem til 2070. En voldsom skævvridning af vores land, der lettes på vej af et statsligt lån på op mod 20 mia. kroner, som så skal finansieres ved salg af arealer på den kunstige ø.
Prioriteringen møder da også kritik fra forstæderne og resten af Sjælland. I 2021 bad 14 borgmestre fra københavnske omegnskommuner om foretræde for Folketingets transportudvalg:
»Regningen for byudviklingen i København skal ikke betales af borgerne i omegnen. Den skal naturligvis betales af dem, som får gavn af udviklingen. Det vil være By & Havn og Københavns Kommune, som kan høste de potentielt meget store økonomiske gevinster, som anlægget af Lynetteholm skaber mulighed for«, hed det en fælles udtalelse.
Et godt eksempel på konsekvenserne af den skæve prioritering er Frederikssund. Hér var der omsider kommet gang i byudviklingsprojektet Vinge.
Men skal Vinge vokse sig stor, så skal der tiltrækkes endnu flere borgere, og det kan et boligprojekt til 35.000 beboere på Lynetteholm besværliggøre, påpegede Frederikssunds daværende borgmester.
https://www.tv2kosmopol.dk/koebenhavn/borgmestre-lynetteholm-er-skadelig-for-omegnskommunerne
»Når man kaster så store projekter i vejret med så mange mennesker, så kommer vi jo i direkte konkurrence om, hvem der skal have menneskene«, sagde John Schmidt Andersen (V) og fortsatte:
»Den overordnede planlægning, den savner jeg ved Lynetteholmen. For hvad er det, der tilsiger, at så mange mennesker skal bo inde i hjertet af København«, spurgte John Schmidt Andersen.
Lad os tage tre sjællandske kommuner, der alle har stigende befolkningstal:
I Holbæk er der flyttet 2.060 danskere til i de seneste fem år, hér udgør indvandringen kun 1,8 procent af befolkningstilvæksten.
I Frederikssund er det næsten det samme – 1,9 procent – og hér er flyttet 1.333 danskere til.
I begge tilfælde drives befolkningstilvæksten især af danske tilflyttere. Helt anderledes er tallene for København. Der er kun flyttet 4.618 danskere til den meget store kommune, derimod udgør indvandringen 5,3 procent af befolkningstilvæksten, altså nogle helt andre tal end ude på Sjælland.
Lur mig: med Lynetteholmen bliver denne udvikling forstærket. København bliver i endnu højere grad et citadel for højindkomster – ikke kun fra Danmark, men fra den store vide verden.
Det er på tide at vende udviklingen. Statens investeringer og opmærksomhed må gå til de forstæder og købstæder, der tilvælges af danske børnefamilier – og ikke til grandiose projekter i hovedstaden. Projekter, der falder på folkelig stengrund ude i det brede land.
Folketingsvalget må betragtes som en blinkende advarselslampe: de tre højre-populistiske partier – Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Borgernes parti – fik tilsammen 17 procent. På Syd- og Vestsjælland og i Sydjylland opnåede de imidlertid henholdsvis 23 og 22 procent.
Det var de samme områder, der i 2015 skabte »det gule Danmark«, hvor Dansk Folkepartis store fremgang rystede det etablerede politiske system.
Det var dengang, Venstre-regeringen i 2015-19 flyttede statslige arbejdspladser til provinsen, og den socialdemokratiske regering frem til 2021 gennemførte en omfattende decentralisering.
Desværre gik alt dette i stå, det skabte et vakuum som Inger Støjberg ikke var sen til at udfylde med sit nye parti – og som Dansk Folkeparti også udnytter.
Hvis vi vil undgå et nyt gult Danmark, så haster det med at træde op mod de sociale og geografiske skel. Der hviler et stort ansvar på den kommende regering, dets regeringsgrundlag og indenrigsminister.
