Kommentar i Information februar 2026
Af Lars Olsen
Ved foredrag i København støder jeg ofte på bemærkninger som: »rigtig mange mennesker vil bo her i byen, hvorfor skal vi egentlig bruge så mange penge på at understøtte landdistrikterne?«
Samme forestilling præger ofte hovedstadsmedier som Berlingske, Politiken og DR. Men det er en myte.
Spørgsmålet har betydning for den aktuelle valgkamp: forestillingen om Københavns magiske tiltrækningskraft på danskerne har skabt en selvbevidst hovedstadsopinion, og »de fine københavnske saloner« er det perfekte fjendebillede for Støjberg & Co., som vil mobilisere grupper i provinsen, der føler sig tilsidesat.
Indtil for nylig var Socialdemokratiet i syv sind om, hvordan de ville håndtere dette. Lad mig derfor kigge lidt på Københavns befolkningsudvikling, og hvad der driver den – før jeg vender tilbage til valgkampen:
Én drivkraft er tilflytning af unge, der skal læse på universitetet. Én anden drivkraft er fødselsoverskud, København er blevet en ung by og der fødes flere københavnere end der dør.
Men en helt afgørende drivkraft er indvandring – især af vellønnede expats fra andre vestlige lande såsom USA, Tyskland, Storbritannien og Norge. Det kigger jeg nærmere på i om lidt.
Mere overset er det imidlertid, at 15-20.000 forældre og børn 2020-2024 flyttede ud af København – til forstæderne eller købstæder i provinsen. Det skyldes primært, at huspriserne er lavere udenfor København, og mange familier gerne vil flytte inden børnene skal starte i skole.
Hvis danskerne bestemte, altså uden indvandring, var befolkningstallet i København faldet med 35.719.
Indvandringen driver befolkningsfremgangen i hver femte kommune – se kort
Tag min hjemby, Holbæk: vi oplever i disse år en markant stigning i befolkningstallet. Det er drevet af danskere, der flytter fra hovedstadsområdet til billigere boligpriser, men også af mange med arbejde hos Novo og andre i Kalundborg. Det samme sker i byer som Ringsted, Sorø og Næstved.
Lad mig dykke mere ned i indvandringens rolle for København. I 1980 udgjorde indvandrere og efterkommere 7,9 procent af befolkningen i Københavns Kommune, den 1. januar 2025 hele 29 procent.
Samtidig har indvandringen skiftet karakterer: for 20-40 år siden var det i høj grad kortuddannede indvandrere fra Stormellemøsten, i dag er det indvandrere fra andre vestlige lande – de udgør næsten halvdelen af alle indvandrere i byen.
https://trap.lex.dk/K%C3%B8benhavns_Kommunes_befolkning_og_boliger
Hvad er så attraktivt ved København? En analyse fra Boston Consulting Group peger på faktorer såsom livskvalitet, tryghed og en god balance mellem arbejdsliv og familieliv.
https://www.copcap.com/news-archive/copenhagen-is-the-most-attractive-in-the-nordics
Mange kommer hér for at arbejde i typisk syv-otte år inden de tager videre til en ny stilling i et andet land. Der er imidlertid også en gruppe af især amerikanere, der tiltrækkes af den danske samfundsmodel. Danmark fremhæves ofte som et ideal af venstreorienterede amerikanere som Bernie Sanders. Læg dertil at i forhold til mange internationale analyser ligger Danmark over USA i lykke, tryghed og livskvalitet.
https://world.hey.com/dhh/the-reality-of-the-danish-fairytale-78069fbf
https://apnews.com/general-news-1464985a61a94c259903eee806925be5
Medaljen har imidlertid også en bagside: De mange tusinde vellønnede indvandrere presser boligpriserne i København op og op, det samme gør den massive tilflytning af dansk overklasse og højere middelklasse.
Resultatet af dette er, at byen er ved at være lukket land for lønmodtagere med almindelige indtægter.
Læg dertil potentiel manglende sammenhængskraft i boligområder og skoler: når familierne flytter til et andet land for at arbejde efter syv-otte år, er det svært at skabe sammenhængskraft i et lokalområde eller en skole.
En skoleklasse kan fungere helt fint, selvom der sker en vis udskiftning, men hvis lokalområdet og klassen præges af et stort antal expats, bliver det svært at sikre stabiliteten.
Så ja, de vellønnede indvandrere bidrager til vækst og velstand, men der er også negative effekter: først og fremmest bidrager det til at gøre København til en meget dyr by, hvor det bliver stadig sværere for folk med almindelige indtægter at komme ind på boligmarkedet.
Hvis danskerne bestemte, altså uden indvandring, var befolkningstallet i København som nævnt faldet med over 35.000. Danskerne søger mod store dele af Vest- og Sydsjælland, Midtjylland og det sydlige Fyn.
Ikke desto mindre behandles disse dynamiske dele af Danmark stedmoderligt af Slotsholmen. For nogle år siden blev statslige arbejdspladser flyttet ud, nu bliver de nedlagt.
Lad mig igen tage Holbæk: for nylig blev 80 arbejdspladser på Evalueringsinstituttet lukket. EVA var ellers i 2021 flyttet fra Østerbro til Holbæk, hvor der samlet hundredvis af arbejdspladser knyttet til uddannelse.
Den franske stjerneøkonom Thomas Pikketty opererer med begrebet »geosociale klasser«: klassesamfundet defineres ikke kun ud fra traditionelle spørgsmål som formue, indkomst, uddannelse etc., men også ud fra geografisk placering og dermed adgang til ordentlig kollektiv trafik, sundhedsydelser, uddannelse og andet. Med andre ord: klassekampen har også en geografisk dimension.
Jeg var længe bekymret for, at Socialdemokratiet lå under for den højtråbende hovedstadsopinion, der ikke bare præger den offentlige mening, men også har stærke fortalere i S. Heldigvis er der på det seneste sket et skifte og taget tre vigtige initiativer:
For det første betyder det socialdemokratiske forslag om formueskat ikke kun, at de højeste formuer skal betale mere, men også at boliger til en værdi af under en million fritages for ejendomsværdiskat. Det er hver fjerde bolig hér på Vest- og Sydsjælland og ikke mindre end hver tredje i Nordjylland.
For det andet indeholder det socialdemokratiske forslag om »lilleskolen« også en halv milliard til folkeskoler, der har langt til andre folkeskoler. Dette skal stoppe de er alt for mange skolelukninger i landdistrikterne. Forslaget er direkte sakset fra min og Bjørn Brandenborgs bog Det de kalder udkant, kalder vi hjem.
For det tredje foreslår Socialdemokratiet en ny ordning for lån i landdistrikterne: en enkelt bank skal have ansvaret for udlånene, men udgifterne betales af hele den finansielle sektor.
Læren fra kommunalvalget var da også krystalklar: en massiv højredrejning i det meste af landet, kun midten i de store byer skilte sig ud med beskeden socialdemokratisk tilbagegang og et kanonvalg til SF.
I landdistrikterne raslede socialdemokraterne ned, SF gik kun en anelse frem og Støjberg & Co. fik næsten hver tiende stemme. Hvis dette gentager sig til folketingsvalget, risikerer vi stadig en borgerlig regering. Det er på høje tid at skeen kommer over i den anden hånd.
