Signert i Klassekampen 31.5.2025:
Af Lars Olsen
Over hele Vesteuropa falder gamle »røde« bastioner til et nyt anti-elitært højre. Kun Skandinavien holder nogenlunde stand
Den 1.maj markeres i Danmark ikke kun med møder landet over, men også med et sjældent mediefokus på arbejderklassen. Hvert år bringer Altinget en særlig analyse af arbejdervælgerne:
»Socialdemokratiet er igen klart største arbejderparti,« lød overskriften i år. Det var den genvundne styrke i arbejderklassen, der i 2019 bragte Mette Frederiksen ind i Statsministeriet, men arbejdervælgerne revolterede ved regeringssamarbejdet i 2022 med to borgerlige partier.
Den internationale krise, hvor Trump truer med at overtage Grønland, har imidlertid givet fremgang til krisemanageren Mette Frederiksen – også blandt arbejderne.
Den store kamp står også i Danmark mod højrepopulismen. Næsten hver tredje arbejdervælger foretrækker de tre højrepartier Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og det nye Borgernes Parti, stiftet af folketingsmedlem Lars Boje Mathiesen, der markedsfører sig som Danmarks vrede anti-system-politiker.
Derimod har partierne længere ude på venstrefløjen ikke den store appel til arbejderklassen. SF er i dag Danmarks næststørste parti og får knap hver tiende arbejderstemme, klart under 13-14 procent i befolkningen som helhed.
Endnu værre står Enhedslisten med blot 4 procent blandt arbejdervælgerne.
1.maj kom der også i Storbritannien fokus på arbejderklassen, men nærmest af modsat grund. Lokalvalgene i England blev en triumf for det højrepopulistiske Reform UK, ledet af Nigel Farage, der især vandt massivt i nordengelske arbejderkommuner. Valget var en ydmygelse af Labour, der ellers vandt en jordskredssejr ved parlamentsvalget sidste sommer.
I dag er Reform UK i de landsdækkende målinger Storbritanniens klart største parti.
Farage har længe haft et stærkt kort i kravet om strammere indvandringspolitik. Men på det seneste har han også appelleret til arbejdervælgerne med en venstredrejning: krav om re-industrialisering af Storbritannien, nationalisering af nøglevirksomheder og understreget fagforeningernes betydning.
Lokalvalget fik hurtigt politiske konsekvenser. I en meget omtalt tale advarede premierminister Keir Starmer imod, at med fortsat masseindvandring bliver Storbritannien »en ø af fremmede«, der ikke kan finde sammen.
Han strammede reglerne for arbejdsvisa m.v. og gav det et tydeligt socialdemokratiske perspektiv: »De konservative drev et migrationssystem baseret på billig udenlandsk arbejdskraft i stedet for at investere i britiske arbejdere. Det forræderi slutter nu«.
Labour er inspireret af Mette Frederiksens succes med at bekæmpe Dansk Folkeparti. Problemet er, at Starmer kun anvender den ene del af »Mette Frederiksen formlen«: strammere indvandringspolitik.
Strategiens andet ben var en demonstrativ venstredrejning i velfærdspolitikken: sliderpension, øgede velfærdsbevillinger, nye uddannelser og nærpoliti i »distrikts-Danmark«.
Labour har hævet mindstelønnen og styrker lønmodtagernes rettigheder, men finanspolitikken fortsætter den konservative linje, med nedskæringer i pensionisternes varmehjælp som et ødelæggende symbol.
»Sidste år stemte landet for forandringer – ikke for at fortsætte sparepolitikken. Nu er regeringen blevet fanget af en gold økonomisk ortodoksi skabt i Finansministeriet og Bank of England. Vi må bryde ud af denne snævre tilgang,« skriver Jon Trickett, parlamentsmedlem i en nordengelsk arbejderkreds, i Guardian.
Efter Trump led højrepopulismen opsigtsvækkende nederlag i Canada, Australien og senest i Rumænien, men i Vesteuropa har de fortsat fremgang – ikke mindst i arbejderklassen. Ved valget tidligere på måneden fik Frankrig, Tyskland og Holland følgeskab af Portugal, som jeg har fulgt tæt siden militærets »nellikerevolution« i 1974.
Som unge revolutionsturist deltog jeg i 1975 i »Portugals varme sommer«, hvor Kommunisterne og deres allierede søgte at tage magten gennem venstreorienterede militærfolk.
Jeg besøgte sydportugisiske latifundier, der var overtaget af landarbejderne og omdannet til landbrugskooperativer. Jeg var på skibsværfter, der nu blev drevet af arbejderråd. Dengang stod venstrefløjen bomstærkt i industribæltet og landbrugsområderne syd for Lissabon, problemet var at hele det store land nordpå ikke var med.
Det er rystende at se kortene over Portugals politiske geografi efter valget for to uger siden. Det nye højrepopulistiske Chega er nu størst i langt det meste af Sydportugal, der ellers i årtier var kommunistisk og siden socialistisk.
Landproletariatets drøm om et bedre liv – og dets vrede mod »systemet« og eliten – udtrykkes ikke længere i revolutionære vægmalerier, men af en vred anti-elitær højrefløj. Den socialistiske regering fra 2015 til 2024 gennemførte store sociale fremskridt, men lod også indvandringen eksplodere: fra 400.000 i 2017 til 1,1 million i 2024. Det udløste helt forudsigeligt en modreaktion.
Venstresiden må sadle om, før det er for sent. Gøre op med naiv indvandringspolitik. Værne om vores rødder blandt vanlige folk. Og husk: at forvalte magten er ikke nok, vreden imod eliter og uretfærdigheder må ikke overlades til højrefløjen.
