Signert i Klassekampen januar 2026
Af Lars Olsen
Kan du forestille dig et gigantisk monument for Hitler i Tyskland, nej vel? Et sådant er midt i det demokratiske Spanien – blot en time fra Madrid
Korset er verdens største, 150 m – det er råkoldt og derfor rart at træde ind i basilikaen, også en af verdens største, 260 m lang, markant længere end Peterskirken i Rom.
Her lå grundlæggeren af den spanske fascisme, Primo de Rivera, begravet, det gjorde Franco også fra 1975 til den nuværende socialistiske regering i 2018 besluttede at flytte hans jordiske rester til en almindelig kirkegård.
Med andre ord: Franco havde skabt et gigantisk monument for ham selv og fascismen. Politiske fanger brugte over 16 år på at bygge det.
»Kan du forestille dig et monument i Tyskland over Hitler? Det er fuldstændig uhørt i international sammenhæng. Gravstedet er intakt og hylder en diktator med hundredtusinder af spanieres blod på hænderne«, siger Hans Lauge Hansen, der gennem mange år har beskæftiget sig med spansk kultur og politik, til Politiken.
Avisen besøgte De faldnes Dal, en times kørsel fra Madrid, i 2018, da den socialistiske regering besluttede at flytte Franco:
»Kirken er fyldt under messen, og efterfølgende samles kirkegængerne foran Francos grav for at mindes og hædre Spaniens diktator gennem 36 år.
En nydelig herre stiller sig foran graven og strækker sin højre arm frem til en heilende hilsen: Franco var vores præsident i næsten 40 år. Basilikaen og graven er samlingssted for os, siger den pensionerede sikkerhedsvagt Mariano Moroz«.
Spanierne er bemærkelsesværdig polariserede i synet på Franco. 2025 var 50-året for diktatorens død. Venstrefløjsregeringen afsatte 20 mill. euro til programmet ”Spanien i frihed”, der ikke mindst er rettet mod de unge.
Ifølge en meningsmåling ville 38 procent af de unge under 24 år ikke have noget imod at leve i et udemokratisk regime, hvis de til gengæld kunne få et højere velstandsniveau. De unge fylkes da også om højrefløjspartiet Vox, der er Spaniens tredje største.
Mens regeringen oplyste om diktaturet, lagde organisationen ”Spaniens katolske Bevægelse” blomster på Francos grav og afholdt messer til hans ære.
Helt modsat står ”Foreningen for genskabelse af den historiske Hukommelse”. Emilio Silva mener at regeringen ikke gør nok for at fordrive Francos spøgelse fra det spanske samfund.
År 2000 lokaliserede han endelig sin bedstefars grav og udførte en af de første videnskabelige udgravninger af en massegrav fra borgerkrigen. Han skabte derefter den nye forening for at finde de tusinder af stadig ukendte grave fra de mange, der forsvandt under borgerkrigen.
Striden bunder i den såkaldte Glemslens Pagt, som Socialister, Kommunister og det moderate højre indgik efter Francos død. Pagten medførte, at dem, der var ansvarlige for Franco-tidens mange overgreb, ikke blev retsforfulgt.
Venstrefløjen frygtede, at en for hård fremfærd ville fremprovokere et militærkup. Det skete faktisk også, da oberstløjtnant Antonio Tenejo og 200 civilgardister i 1981 stormede Deputeretkammeret og holdt politikerne som gidsler i 18 timer.
Kuppet brød kun sammen, fordi kong Juan Carlos, oprindelig indsat af Franco, gik på tv og beordrede militæret til at slå kuppet ned.
Sceneskift: Barcelona 1980. Under en rejse til Spanien er vi – en gruppe danskere – stødt på to gutter, der var aktive i den illegale fagbevægelse Arbejderkommissionerne. En aften skal vi ned og have en øl, men på vej ind på baren drejer en af fagforeningsfolkene rundt og peger på en skægget fyr oppe ved bardisken: »Han er en af det hemmelige politis tortureksperter. Han har torteret en af mine bedste venner til døde«
Glemslens Pagt var formentlig nødvendig, men blev indgået af toppen i Kommunistpartiet uden forståelse i partiets basis og i Arbejderkommissionerne.
Forståelsen er endnu mindre i dag. Der har siden år 2000 været voksende fokus på massegrave fra borgerkrigen og på de 400.000, der i Francos 36 år ved magten blev fængslet eller sendt i arbejdslejre.
Spanierne er således dybt splittede. Et betydeligt mindretal ser med nostalgi på Franco, paradoksalt nok ikke kun gamle fascister, men nok så meget unge der ikke selv oplevede diktaturet.
Det store flertal efterlyser dog større klarhed om borgerkrigen og 36 års diktatur. Årene siden Francos død er gået, demokratiet er konsolideret og Glemslens Pagt er – glemt.
Spanien trænger tydeligvis til et dybere opgør med fascismen. Det skete i de to Tyskland, omend trægt i 1950’ernes Vesttyskland.
Forbundskansler Konrad Adenauer var selv demokrat, men udnævnte en række tidligere topnazister til fremtrædende poster:
Hans stabschef i Forbundskancelliet 1953-63 var Hans Globke, medforfatter til de racistiske Nürnberg-love i 1935.
Minister for flygtninge og fordrevne i hans regering 1958-60 var tidligere nazi-medlem og officerer i ukrainske enheder, der udførte krigsforbrydelser.
Endelig skal nævnes Reinhard Gehlen, tidligere leder af Værnemagtens efterretningsvirksomhed på østfronten, der blev den første præsident for Vesttysklands efterretningstjeneste, BND.
Det ændrede sig imidlertid med årene. Da forbundskansler Willy Brandt i 1970 knælede foran det jødiske mindesmærke i Warszawa, lagde man reelt fortiden bag sig. Og i dag ville »spanske tilstande« være fuldstændig utænkelige i Tyskland.
